Det svenske stoner/doom/rock band Kaross har tidligere udgivet deres andet album “TWO”, dog under markedsføringsforhold, som ikke gav bandet den globale eksponering, de ønskede. Nu har erhvervet sig rettighederne til deres album og udgiver under nye faner.
Uventet opfindsomhed
Det er umiddelbart sparsom viden, jeg har om dette band men, allright, det er slet ikke så shit, det de går og gemmer på, oppe i det kolde nord. Albummet kommer ok fra start med ”Burn Witch Burn”, som præsenterer lytteren for en mærkeligt uligevægtig og ejendommelig hard rock/doom sound. Monotone malende tunge formled og simple bluesrockafledte riff maler sig gennem pladens 10 numre i samme toneart, men på en uventet opfindsom måde. Med klart diskutable tilsætningsmidler som koklokke, samplede bil-lyde og feminine call-response kor tager Kaross på ”Borderline” brydertag med især doom og metal æstetikken, men de slipper ret godt afsted med det. Omkvædet er ikke langt fra noget Clutch kunne have kommet på, og den månesyge galskab synes at lure lige underneden – faktisk får jeg associationer til både Clutch og danske Silhouette.
Magnus Knutas har en sær casual vokal, og han synes lettere bedøvet eller bedøvende ligeglad med, at han lyder sådan.
Det er som om bandets lyd er en forfriskende uhellig mutation af ondskabsfuldhed og usund dovenskab og især kombinationen af den knivskarpe fræsende, kantede og enerverende guitar tråd og vokalens diffuse og til tider pitchende fraseringer, skaber en stemning af noget raffineret og intelligent og samtidig infantilt og skødesløst. Jeg ved det lyder ejendommeligt og måske overanalyseret, for dybest set er det ret banale virkemidler, der bruges, så det må jo handle om medlemmernes heldigt sammensatte sammenspils-karakteristika, og derved den feeling de får sendt afsted mellem nodelinjerne, som drager mig.
Denne bizarre slattenhed med bid i lykkedes også på de mere dynamiske og energiske numre, eksempelvis ”Dirty Beer” og ”All Creame Is Gone”.
Nummer fire,”The Evil” er et rigtig tørt fodslæbende sinister stonernummer med Alice In Chains/Stone Temple Pilots agtige strukturer i omkvædet. Særdeles virkningsfuldt og medrivende.
Magnus Knutas har en sær casual vokal, og han synes lettere bedøvet eller bedøvende ligeglad med, at han lyder sådan. Sådan er hans stemme grundlæggende og først troede jeg, at han enten ikke kunne eller gad at synge. Men det virker ret overvejet, om end upoleret og halvkvalt.
På titelnummeret ”Two” folder Knutas sig rigtig ud i nogle klassiske syrede Jim Morrison bluesfraseringer, og igen, det malende og kvasende stonerock akkompagnement flytter sig ikke en tomme. Det er simple solide ”motorsavs”riff, taget fra en slow mo sekvens fra en low budget splatter film.
”I Call The Shots” er mit favorit nummer i kraft af det stålsatte vintage stonerock tempo, gode skift i formled, gentagelser og rigtig gode melodilinjer. Nummeret indeholder iderigdom, såsom små pauser efter versene hvor nummeret “taber pusten” og musikken lige skal igang igen. Derudover er trommernes roller og sekvenser udført med opfindsomhed. Det hele ringer og nummeret summer hele tiden af energi og intensitet og især det sidste minuts Black Sabbath agtige outro svinger bare derudad.
Den lige omvej
Der er rigtig mange gode bands og der er altid paralleller og sammenligninger og nogle sammenligninger er dybt åndssvage, da de risikerer at skabe nogle uhensigtsmæssige fordomme hos lytteren. Andre gange fungerer de som netop den hjælp og vejledning de var tænkt som. Med hensyn til Kaross så sammenligner de sig selv med Kyuss, Corrosion Of Conformity, Black Label Society, Fu Manchu og Monster Magnet.
Det giver mening, men udover deres egne og min få nævnte sammenligninger ovenfor, har jeg personligt vanskeligt ved at finde rigtig meningsfulde sammenligninger, da det hele på en måde virker bevidst ufærdigt, en sound man sjældent støder på mere (at ”Hyde” har en lighed med de bryske guitar samples som bærer highway-chase sekvensen fra Michael Mann krimi ”Heat” er måske heller ikke den store hjælp). Jeg taler ikke om produktionen som sådan, den er rimelig velproduceret, men det virker grundlæggende som om musikerne med vilje har efterladt nogle ubesvarede spørgsmål i lydæstetikken; at de måske har valgt at lade nogle halvt gennemarbejdede ideer stå længe nok til at de sander til som endelig versioner, og således giver lytteren problemer med at afgøre, om det er fed og lyttevenlig rock tilsat noget bizart og dysfunktionelt – eller omvendt. Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg fascineres af udtrykket og er glad for, at nogle bands blander omveje og genveje istedet for at gå den lige vej. Og Kaross når i mål til sidst med nogle stærke numre ”Fawn”, og ”Dirty Beer”, der løfter helhedsindrykket fra godt til en anelse bedre end det.
Kaross’ skødesløse funktion
Kaross’ ofte simple og skødesløse tilgang til sangskrivningen kan imidlertid godt være enerverende, og det faktum, at de igen og igen starter i samme tone, samt at Knutas’ fraseringer er utrolig ens, kan godt ærgre mig, da de således overgør monotonien og derved begrænser deres musikalske gennemslagskraft og potentiale. Er det manglende overblik og formåen eller er det bare stædigt bevidst udført? Man ved det ikke helt.
Kaross er for tiden igang med en svensk minitour, hvor de byder på deres særegne skævhed lagt oven på gammelkendte byggeklodser, og det er garanteret nogle intime svedige koncerter. Jeg tror dog, at Kaross får vanskeligt ved at markere sig på den globale scene. Dertil er Kaross’ ubestemmelige borderline stoner-doom nok en anelse for irrelevant for de fleste. Men selvom deres stil ikke nødvendigvis er det, som populærmusikindustrien har gået og ventet på siden The Who, så er Kaross’ album “Two” anyways en god CD at have i samlingen og baghånden, når man er ved at gå kold i skarpslebne og højglanspolerede produktioner fra ofte ferske metervare hardrock/metalbands. Dér synes jeg afgjort, at Kaross har en funktion.
KAROSS: TWO
Udgives 5.02.2016
Via Cramada/Skulls And Flames Recordings
Band:
Magnus Knutas: Sang
Kalle Sjöstrand: Lead Guitar
Patrik Olsson: Bas, kor
Mojje Andersson: Trommer, kor
Numre:
1. Burn Witch Burn
2. Borderline
3. The Lake, The Beach
4. The Evil
5. TWO
6. I Call The Shots
7. All Cream Is Gone
8. Hyde
9. Fawn
10. Dirty Beer
WEB:
www.kaross.net
Twitter: http://www.twitter.com/karossswe
Instagram: http://www.instagram.com/karossofficial
Facebook: http://www.facebook.com/kaross666
YouTube Channel: http://www.youtube.com/user/KarossSWE
Songkick: http://www.songkick.com/artists/7002654-kaross
Spotify: https://www.spotify.com/artist/3VpwpJ14yXW3mRMhtz3CRv
Mini tour:
2015-12-17 Musikhjälpen, Skövde
2016-01-29 Husaren Backstage, Skövde
2016-01-30 TBA
Skriv et svar