Det blå rejsekorts klare indtjekningslyd har lydt. Jeg træder ind i S-toget der med sin velkendte bippen lukker dørende og kører afsted. Afsted mod parken, hvor 40800 mennesker som mig skal på en bemærket rejse. Alle fra en mand der hedder Thomas Treo til DR tv og stort set alle musikmagasiner og bare generelt mennesker, der følger med i kultur, musik og verden har registreret det. Volbeat er ankommet til København.
Fænomenet med Michael Poulsen i front er parat. Man kan nærmest mærke det i luften. Bag i kupeen sidder da også et par glade mennesker, der har åbnet den første øl, og lystigt pludrer om, hvor meget de skal give den gas til Volbeat koncerten. Jeg skal den samme vej som dem, igennem Fælledparken til Parken, og ser den gigantiske parkbygning blive større og større foran mig, efterhånden som vi nærmer os. Stemningen er god udenfor, masser af mennesker, og godt humør. Efter at være blevet lukket ind, finder jeg en god plads, og afventer.
Amorphis
Første band Amorphis er klar.
Amorphis er første band på scene. Deres nærmest keltisk-ægyptisk volumiøse lyd har et hypnotisk twist. Forsangerne crawler vildt og voldsomt. Folk strømmer mod scenen, og kraften er med Amorphis, folk skal dog lige ind i deres univers først, men stille og roligt bliver der fyldt foran scenen. Forsangeren har en smuk stemme, idet han synger det rå og kraftfulde lys ind i den overdækkede park bygning, hvor første bifald efter afslutningen af første nummer lyder. Scenelysets sværm over publikum indhyller dem i musikkens lysende skjulte mystik, og i baggrunden, der, helt i baggrundens mørke, venter Volbeat på deres entre. Man kan nærmeste mærke og dufte de gnistrende volts ulmen i denne begyndelse. Ikke endnu, ikke endnu, senere, siger musikken. Det er forsangerens stemme, som man fanges af og trækkes ind i første led af denne aften. Bifald og god stemning gives da også tilbage efter denne halve time i Amorphis mystiske tillokkende metals strøm af lys og lyd.
Publikum begynder også at bevæge sig til musikken og de første hænder har været i vejret med rock ‘n’ roll/ heavy metal tegnet. Stemningen er skabt. Den femte sang “Into Hiding” markerer Amorphis stil og siger: sådan vil vi ses af jer.
Afsluttende drejer vi om hjørnet i den mere og mere afdæmpede musik. Der sluttes af med de samme eksotiske og keltiske undertoner som det startede med.
Flogging molly— life is good
Andet band på scenen.
Bare ved navnet sidder man tænker, hvornår kommer der en MMS med et svar fra denne Molly. Interessant navn, og banneret vejer på scenen med et firkløver symbol. Der gøres klar i et blåligt lys, som også svæver flyvende hen over det stigende antal publikums.
Flere er kommet til og der hilses oppe fra scenen. Parkskibet – os publikummer – er draget på en musikalsk rejse til det irske grønne, bakkede land, og vi giver de glade Mollydrenge god energi tilbage.
Vi bifalder dem, og de råber Copenhagen til os, og fortsætter med sangen “Selfish Man”. Det ruller, heavy rocker, ærligt og bund reelt. Sådan skal den leveres, uden at de irske bakkers grønhed og identitet forsvinder i dette parkskibs storhed. Min storetå insisterer på at heavy rocke i mine slidte kondisko, lystigt og frejdigt. Og ja, der spilles på en harmonika på scenen. Forsangerens dialekt skaber identitet med sin stemme. Normalt er jeg ikke til folkemusik, men denne blanding af vindblæste kyster blandet med det varme og kærlige folkelige islæt er en charmende og dragende blanding. Lydbølgerne rokker ved hele kroppen. De kan mærkes, når de rammer hjertekystens linje, som slag, der presser hjertet til at sætte sin slagrytme op.
Da Molly drengene takker af og forsvinder ud i mørket, er parken helt fyldt. Alle pladser på tribunerne er taget nu, og nede på ståplads området er der måske et par enkle mørke steder, hvor man kan komme frem og tilbage, men de er ikke blivende. Hele parkskibet trækker vejret i snak, smil og glade gestusseer fra mennesker i højt humør.
Kabooooooooommmm
Det er nu, nu vi lægger til, i det mystiske Volbeat lands kyst, og noget uforklarligt med sin mørke krogede hånd byder os velkommen. Kabooooooooommmm Ild røg og konfetti! Den svedne varme fra de store flammekastere foran scenen og den efterfølgende røg og konfetti skaber et brag, og publikum er helt med på den. Stilen er lagt, og den er rå og energisk.
På første række står en kvinde. Hendes hud er blå hvid og store englevinger hænger på hendes skuldre, for bare et halvt minut siden smilede hun afslappede og pænt til mig, men nu ved hun ikke, jeg er der og pænheden er væk, vingerne er jo sorte med ravneagtige fjer, og de første håndtegn er givet med et glad brøl og glæde i øjne, mens håret flænser luften i en hvirvlende hovedbevægelse. Vi er igang!
Poulsen & rockbuddies
Volbeat med Michael Poulsen i front har besluttet, at vi skal have en volumiøs og rå fest, Michael Poulsens stemme virker som den ligefremme sølvpil, der rammer målet skarpt og præcist i en lige linje, uden en millimeters afvigelse. Det opleves fx på et nummer som “For Evigt”, hvor Johan Olsen fra Magtens Korridor med sin rockstemme lægger sig bag Poulsens stemme, som en mørk og bølgende allieret, når han på dansk synger med, og er med til at underbygge den smukke sang og stemning. Også udførelsen af nummeret “The Lonesome Rider” var virkelig god. Jeg har hørt den på min løbeplayliste mange gange. Jeg forbinder det nummer med regnvejr, våde løbesko, men et vidunderligt humør, selvom sveden hagler og fødderne mærkes. Jeg havde faktisk håbet på, at det nummer blev spillet og nu kommer der dobbelt op på fart ved minderne om over 40.000 tusinde menneskers energi og gode humør.
Det næste nummer “Seal the Deal” holder energien oppe på et sted, hvor man naturligt ellers ville falde lidt ned i sin egen energibølge, men energien forbliver og flere gæster har været forbi. Barney fra Greenway gav den gas på nummeret “Evelyn” sammen med Volbeat, og ja, Lars Ulrik (Metallica) var forbi, som trommeslager og med de mange ansigtsudtryk, der inkluderer en lang tunge og vilde øjne. Han spillede trommer på “Guitar Gangsters & Cadillac Blood” .
Sidste nummer “The Gardners Tale” slutter cirklen fint af, men Volbeat må ikke gå. Mørket har sænket sig og folk har tændt lampe app’en på deres mobiltelefon. Meget overvældende kræver publikum nærmest i koncentreret stilhed, at festen skal fortsætter.
Lars Ulrik fortsætter på trommer til “Enter Sandman” og det efterfølgende nummer “A Warriors Call” byder på besøg fra Michael Kessler, bokser, i den store boksering på scenen. Han laver et par cool bokse moves og signerer et par boksehandsker, der kastes ud til publikum.
Til slut bliver børnene inviteret op i ringen og synger med på det sidste nummer, “Still Counting”, mens der skrives autografer og tages billeder. Heavy Metal og Rock fremtiden får en god energi tilførsel, med denne gestus til fremtidens generation.
Vi er tilbage i København.
I sikker havn
Det skib vi var om bord bliver stille og roligt til minder, mens den afslappede stemning overtager, og 40.800 mennesker boarder fra Parkskibet ud i Københavns natteliv. Man kan se det på dem, de har en ekstra gnist og tilstedeværelse. Busser, biler og cyklister må holde tilbage for vrimlen af fans der i bedste smil og stil bare går og står, hvor de er i deres Volbeat trøjer og med øl i hånden, sivende ud i nattens gader omkring parken. Trianglen har aldrig været så fuld af liv, øldåser, dans og godt humør. En ældre herrer står og venter på bus 14 mod Ryparken Station. Han ser lidt træt ud ved udsigt til ekstra ventetid, men smiler så overbærende, mærket af den gode stemning og trækker på skuldrene. Jeg møder glad hans blik, og vi smiler indforstået til hinanden. Livet er skønt!
5 stjerner for den koncert til Volbeat.
Volbeat koncert i Telia Parken den 26/8 2017
setliste:
1. The Devil’s Bleeding Crown
2. Heaven Nor Hell / Radio Girl
3. Lola Montez
4. Let It Burn
5. Doc Holliday
6. Sad Man’s Tongue
7. 16 Dollars
8. 7 Shots (m. Mille Petrozza Kreator)
9. Fallen
10. Slaytan/Dead But Rising
11. Goodbye Forever
12. Maybellene i Hofteholder
13. The Everlasting
14. For Evigt (m. Johan Olsen)
15. Evelyn (m. Mark ”Barney” Greenway)
16. The Lonesome Rider
17. Seal the Deal
18. Guitar Gangsters & Cadillac Blood (m. Lars Ulrich)
19. The Garden’s Tale (m. Johan Olsen)
Ekstra:
Enter Sandman (m. Lars Ulrich)
A Warrior’s Call/The Hangman’s Body Count
Black Rose (m. Danko Jones)
Pool of Booze, Booze, Booza
Still Counting