Azteks ambitiøse debut

Ålborgensiske Aztek, som på fredag debuterer med deres album “Dream Dealer” lanceres som et progressivt rock band med referencer til Opeth, Led Zeppelin og Jeff Buckley. Det forpligter helt enormt, samtidig med at det ikke ligefrem varsler noget nybrud indenfor dansk/international rock, eller siger noget om hvad bandet selv står for. Heldigvis taler musikken sit eget tydelige sprog.

2016, Aalborg, Danmark. Aztec lyder allerede nu, som om de mener det her alvorligt. Der er diversitet, visioner, nysgerrighed, selvsikkerhed, gode musikalske evner og et uforpligtende ståsted i klassisk rock, dog udelukkende som afsæt til at gå de veje, musikken selv vil. De har endvidere forsøgt at undgå klinisk vellyd:

“It has from the beginning been a wish for the band to
record “as close to a live situation as it is possible”, as a more raw,
unpolished and not so digitalized sound clearly fit the experimental nature
of the songs.”

God vokal

Det slipper de godt fra. Og læg mærke til Benjamin Vestergaard; han kan fortælle historier med sin vokal. Det er vigtigt. Han har klang-reminiscenser fra “ham, ham og ham” fra rockbranchen og det gavner Aztecs muligheder for at farve deres udtryk. Reminiscenser, altså, ikke plagiering. I toppen er der både bløde strøg af Opeths Michael Åkerfeldt og knas a la Cornell – og som der nævnes i pressematerialet høres klart inspiration fra Jeff Buckley. Vestergaard lyder som om han nyder at synge og gå på opdagelse i de forskellige universer som forskellige rockstjerner har udformet. Når han skråler “Love me, love me” på “Love Me”, kan man tydeligt se Jim Morrisons forpinte sammenbidte fjæs bide af mikrofonen, mens hans krop vrider sig i smerte og liderlighed (altså, Morrisons).

Vestergaard besidder power og dynamik, men han mestrer bedst passager, hvor han skal give hals. I de helt rolige og intime lejer kniber det lidt med kontrollen. Det kommer, bare rolig.

Komplet plade

Kort og godt: Det er et meget komplet album, Aztec debutterer med. Kun god musik, kun fede numre, som folder sig ud og stille og roligt lagres i baghovedet, jo mere du lytter  til dem. Jeg vil dog ikke nævne alle her. Men bandet får eksperimenteret, kørt ligeud og vist tekniske færdigheder og ikke mindst levende sammenspil. De holder sig indenfor rockskydeskiven, og roder derved ikke rundt med for søgte avantgarde- eller popvildskud. Derved placerer de sig i en perspektivrig position som et band der vil mere og kan mere og tilsyneladende ikke kommer til at løbe tør for ideer. Og samtidig har styr på deres grundsound.

Sangudpluk

På første single “Nick Cave” får de godt opsummeret deres rækkevidde uden at knække halsen. Den knastørre, morbide australske hulemand har enten inspireret dem ind i dette lydunivers – eller også har grundskitsens murderballad-stemning fra start af sporet dem ind på temaet:

 “The first single of the record will be the gloomy and mystical “Nick Cave” which is best described as a sort of modern murder ballad with a pinch of middle eastern prog.” 

Det er for mig et langtidsholdbart nummer og ikke et typisk bang! – her er vi-singleudspil.

Opeth?

Da denne debut er så fed som den er, tillader jeg mig et enkelt nedslag, hvor jeg synes de skulle have arbejdet mere med hvad de selv vil. “Sleep” giver lidt hovedbrud; det er megafedt. Punktum. Hvis man var vild med Opeth’s album “Watershed” vil man klart kunne lide “Sleep”, da det stort set er en pastiche der lyder som et ubrugt men færdigt nummer fra Åkerfeldts “Watershed” sessioner (nu havde han jo lavet nummeret “Heir Apparent” med samme signifikante breakdown motiv, så duer det ikke at have det med to gange på samme plade). At “Sleep” befinder sig på “Dream Dealer” er derfor både fedt, fordi nummeret som sagt er fedt, og unødvendigt, for vi næsten kender nummeret før vi hører det. Og hvis Aztec som nævnt er et slags dansk Opeth, så kan man advokere for, at Opeths brug af deres egne helte altid er omkonverteret til Opeths egen sound og sangstrukturer. Aztec får ikke gjort Opeth stilistiske træk til deres egne på det her nummer, og det er for mig det modsatte af Opeth.

Nyskabelse

“Preaching” slipper de meget bedre fra, for her får de – helt uden at miste sig selv – manøvreret elegant mellem modsatrettede genrer, lidt Soundgarden (grunge) og igen lidt Opeth (melodisk progressivt metal) og det er noget af det som med tiden skaber genremæssig nyskabelse; og noget som kan synes umuligt mens de to stilarter er i sin skabelse. Her, en generation senere viser Aztec, at de har fået begge genrer ind under huden og får integreret dem som naturlige elementer i deres store musikalske vokabularie. Hermed opstår der nye retninger. Man kan undre sig over de bands som anno 2016, render rundt i en specialsyet retrorock teflon dragt, hvor Numetal, grunge, sludge og så videre simpelthen bare glider af. Og i øvrigt lækkert stemningsfuldt fadeout a la Buckley (blot som reference, ikke kopi…)

Der hvor Opeth sammenligningen styrker Aztec, er dér hvor Aztec helt og holdent går deres egen vej og fordyber sig i deres egen vellyd og indre musikalitet. Når de giver sig tid; når de udforsker små formled og giver dem et stærkt udtryk. Og deres tilbageholdenhed med at overproducere. Her tænker jeg især på den gevinst der ligger i at lade trommer lyde som trommer og ikke maskineri. Et nummer som “From You” er et skoleeksempel, men også deres meget modige – næsten for underproducerede – tromme- og især vokallyd på første nummer, “Hold On” aftvinger respekt. Man burde måske have ventet med det, til man på de andre numre var blevet forsikret om, at sangeren har sæt styr på det.

Aztec Challenge

Overordnet er det en ambitiøs, udfordrende, både tung og let rockplade, med både lavthængende frugter og dem man skal kravle lidt længere op for at nå. Aztec har, fraset “Sleep”, hævet overliggeren klart over plagiatrock niveau, men ikke mere end at pladen stadig kan passe ind i de fleste hardrock fans analoge/digitale album reol.