ACDCs “Play Ball”, 2:48, er første single fra deres længe ventede “Rust or Bust”, som er opfølgeren til den roste “Black Ice” fra 2008.
“Rust or Bust” blev indspillet i foråret 2014 i Vancouver.
Nevøen Stevens Young til de to drævne brødre, høtyvene Angus og Malcolm Young, erstattede rytmeguitaristen Malcolm, som angiveligt er hårdt angrebet af den frygtelige lidelse alzheimer, og befinder sig på et plejehjem. Trist.
Dræsinerock
Man kan på i n g e n måde registrere ændringer i lydbilledet på den bekostning, i hvert fald ikke efter 5 gennemlytninger. Skræmmende.
Tilbage til sangen.
Jeg kan godt lide de gamle røvere, men “Play Ball” kan altså ikke særligt meget.
Ok, lyden arbejder som altid med bandet. God tung sound og sangen kommer godt igang. Sangen rumler afsted på ACDCs ensporede jernbane som en dræsine med lidt for stort selvværd.
Hov, hvad var det? Man noterer sig, i det generelle fravær af opfindsomhed, nogle guitarfigurer midt i versene fra Angus’ hånd, som lyder som et forsøg på at træde lidt ud af bandets riff-comfort zone; godt nok at forsøge, men det virker desværre bare en kende fejlplaceret, lidt rodet, og det siger måske noget om de snævre rammer, som de selv har defineret. Man får næsten sin Forster’s Lager galt i Hansen, når dræsinen kører bare en smule af sporet.
Fæhunden glammer
Brian Johnsons skærerbrænderstemme lyder fuldstændig som den plejer, og det kan man sige er godt gammelt nyt. Der er noget bizart hyggeligt ved den hæse vombat, der altid – sammen med Angus – lyder og ser ud som om de elsker deres arbejde og stadig drømmer om at spille på de store stadions. Fedt.
Brians stilsikre stemme kan dog Ikke skjule en uinspirerende melodilinje. Begyndelsen af versene og beatet generelt, minder til magelig forveksling om “Highway to Hell”.
Breaks og riff og kor er kalkeret fra deres urtidsstentavle og sådan er det bare. Man kender næsten nummeret, før tommelen rammer “play”. Det er det samme, bare lidt dårligere.
Mainstream to Hell
ACDC har altid underspillet deres rolle som medansvarlige for heavy rock genren og kalder selv deres musik for rock ‘n’ roll. De har lagt sig i en knasende stilren og forbavsende udødelig rille, som på hver ny udgivelse lige akkurat justerer deres skabelon, så man kan tale om en ny udgivelse. Den ubekvemme sandhed er måske, at hvis bandet virkelig – for alvor – ville ryste posen, så er der stadig ret få kombinationer, hvorpå 6-7 brikker kan lande.
Ved at underspille deres rolle og deres musikalske vingefang, slipper de dog altid afsted med “the bare minimum”. Less is more, når det bliver spillet højt nok.
Publikum har for længst erkendt, at nye musikalske landvindinger ikke sker down under. Det er slet ikke det, ACDC skal.
Til gengæld kan man være sikker på, at ACDC gør det de kan bedre end nogle andre.
De spiller præcist det de kan og spiller det de kan præcist. Det er svært ikke at have et blødt punkt for de gamle røvere. Der er noget sejt over en maskine som ikke kan stoppe. Hvis et familiemedlem trækker stikket, udstanser vi bare en ny version. Ingen slinger her.
Drævent ståltrådsBoogie, som svinger særdeles godt med fadøl i plastik krus. Hver gang.
De skærer den bestemt også stramt på den ny single, og hvis man kan lide stilstand som man bliver glad i låget af, kan man glæde sig til en ny tomgang røverpolka, når hele albummet udkommer den 28.11.2014. Oy!
[albumanmeldelse kunstner=”AC/DC” album=”Rock or Bust” stjerner=”3″][/albumanmeldelse]
Skriv et svar