Hovednavnet Kreator sparede ikke på kræfterne da de endelig kom på scenen mandag aften i Amager Bio til metal-maraton, og fansene fik en masse klassikere fra godteposen… ja, helt tilbage fra albummet ”Endless Pain”.
“Choir of the Damned” fra albummet “Pleasure to Kill” åbnede Kreators act, og vi havde selvfølgelig det onde cover i baggrunden fra deres nyeste album ”Gods Of Violence”. Folk havde hørt meget musik inden de tyske thrash-legender gik på, men der var ikke nogen der virkede trætte, og da de fire medlemmer kom ind på scenen, var der stor jubel.
Lyden var beskidt og ond med fed fyldig guitarlyd, og en old school lyd på trommerne, med en tør og primitiv lilletromme. Der var glimrende lyd på vokalen, og det er jo vigtigt når Miland Petrozza´s hvæsen skal blæse ud i rummet.
Lad ondskaben tage over
Det første nummer fra det nye album, var ”Satan Is Real”, og det var jeg personligt glad for. Det var en fed version, og det var aldeles ondt og tungt. Publikum blev også 10 % ondere at se på, og der blev headbanget til nummerets tunge rytmer.
Miland Petrozza sparede ikke på stemmen når han mellem numrene talte til publikum. Tværtimod havde han næsten indøvet nogle ekstremt højtråbende præsentationer af titlerne, f.eks. ”Extreme Aggression”… ja, det tog måske 10-12 sekunder at sige de to ord… og så kom klassikeren ellers for fuld udblæsning. Petrozza´s performance var fed hele vejen igennem koncerten, og han var i dén grad en effektiv frontfigur. Hans stemme var lige i skabet, og han gengav originalfraserne på en måde, hvor man absolut ikke savnede noget.
Trommeslageren Jürgen Reil, alias “Ventor”, spillede temmelig utight og trashed, ligesom på de gamle Kreator-albums, og det var både godt og skidt. Det var ikke hele tiden at det svingede, desværre, men anslagene var meget faste i det, og det var da en god thrashbund som Ventor lagde til bandet. Det var tydeligt at han var fra en anden generation, men det var egentlig meget fedt at han ikke lød som en trommemaskine, som nogle nye metaltrommeslagere gør sig i.
De faldende
I nummeret “Fallen Brother” fra det nyeste album, hyldede Kreator kendte afdøde personligheder inden for musik og kunst. På de mange lærreder bagerst på scenen, blev billeder projekteret op, og her så vi bl.a. Lemmy Kilmister, Jeff Hanneman, Leonard Cohen og kunstneren H.R. Giger.
Inde i midten af sættet blev der boosted, da Kreator startede introet ”Apocalypticon” fra det nye album, og onde væsener stod i mørke kapper og spillede på pauker. Det var ganske underholdende. Som på albummet, kom ”World War Now”, og der var højt tempo i musikken igen.
Kreator havde sammensat en glimrende sætliste, for der var god forskel på numrene, indenfor Kreator-rammen vel og mærket, og placeringen af dem var fin…. og tænk at vi faktisk fik hele to numre fra albummet ”Endless Pain”; ”Total Death” og ”Flag of Hate”. Sidstnævnte findes i to studieversioner, da Kreator tog det op i 1986 på en EP af samme navn. Live-versionen i Amager Bio var absolut også værd at høre på.
Hyldest til had
Og med ”Flag of Hate, kunne Kreator legitimere at hylde HAD på scenen, og det gjorde de så, og på den mest tegneserieagtige måde. Petrozza tog det store lyseblå og røde flag frem fra coveret, mens han hyldede had sammen med publikum med HATE blinkende som stor grafik i baggrunden. Hmm, det er lidt komisk at gøre i 2017.
Kreator sluttede af med det mest larmende og speedet man kan tage frem af posen, nummeret ”Pleasure to Kill”, og det var bestemt ikke poleret op til en publikum-venlig version. Nej, det var helt sindssygt væltende thrash metal…eller rettere trash metal! Mere ekstremt kan man næppe afslutte en koncert. Overfedt!
Personligt synes jeg at Kreator svingede bedre på Copenhell i 2015, men mandag aften i Amager bio var da tæt på at være lige så fedt.
Med fint sceneshow, god lyd og god energi, får Kreator 4 stjerner for mandag aftens koncert.
Fed og stemnings thrash-underholdning
Artist: Kreator
Sted: Amager Bio
Tid: 6. februar 2017
Line-Up
Miland “Mille” Petrozza – vocals, guitar
Jürgen “Ventor” Reil – drums
Christian “Speesy” Giesler – bass
Sami Yli-Sirniö- guitar
Sætliste:
-Choir of the Dammed
-Hordes of Chaos (A Necrologue for the Elite)
-Phobia
-Satan Is Real
-Gods of Violence
-People of the Lie
-Total Death
-Phantom Antichrist
-Fallen Brother
-Enemy of God
(Army of Storms intro)
-From Flood into Fire
-Apocalypticon
-World War Now
-Hail to the Hordes
-Extreme Aggression
-Civilization Collapse
Encore:
-Violent Revolution
-Flag of Hate
-Pleasure to Kill