Leprous: Live At Rockefeller Music Hall

Den norske prog-kvintet Leprous har endeligt lavet et live-album, pakket i en dobbelt CD med 14 godt udvalgte numre, der sidder lige i skabet. Udgivelsen har release på fredag den 25. november fra InsideOut Music, og hvis du ikke skal til koncert denne dag, kan du anskaffe dig ”Live at Rockefeller Music Hall”, og omdanne din bolig til en koncertsal, og lade dig ubetinget forføre af en tornado af melodier, riffs og rytmer fra Einar Solberg og Co. 

Stemningsfuldt fra start

Koncertindspilningen starter ud med den mystiske futuristiske klang i starten af nummeret ”The Flood” fra det seneste udspil ”The Congregation”.  Leprous kan godt være lidt forudsigelige live, fordi de kan spille hver en detalje som vi kender fra studieindspilningerne, men her i ”The Flood” spiller de nogle fraser lidt anderledes. Det er de såkaldte lifts, hvor det rytmiske i melodiens førsteslag, kommer forud for puls-slaget, og her er der lidt variation i forhold til den version vi kender på studiealbummet.

Stemmen er allerede overbevisende at høre på fra første tone, og dette stemmer pænt overens med RockZeits møde med Leprous på Forbrændingen d. 2. oktober 2015, hvor Einar Solberg et halvt sekund efter jeg havde sagt farvel, udstødte et halsråb, som var starten på hans stemmeopvarmning før koncerten. Solberg har ikke den største og mest fyldige stemme, men han er en sanger som er kompromisløs med sit udtryk, og han tør at kaste sig ud i mange ting, og derfor har han efterhånden oparbejdet en vokal-stil som har mange facetter.

Fuldstændigt styr på lydteknikken

Tredjenummeret er ”Third Law”, som starter med et vanvittigt intenst riff som er ultrapræcist og hurtigt. Det er et nummer der i en live-situation afslører om der er monitorproblemer, for hvis der bare er mikro-sekunders forskydning mellem instrumenterne, kommer det til at sejle. På denne indspilning sidder lyden i skabet, og ens ører er ikke tvivl om hvilke rytmer der er i gang.

Det undrer mig ikke at ”Rewind” er et nummer i en live-version som rykker maksimalt, og man må erkende at Leprous er ét af de største progressive bands i dag. Det er simpelt en umulig mission for et fritidsband at spille på dette niveau, og det er fedt at høre at Leprous stadig tordner frem mod stjernerne. I ”The Cloak” får vi noget af en lead-vokal-etude fra Solberg, og der skal sangteknik til før man kan synge disse fraser i så lang tid (omkring 1:30 min). Med den tydelige lyd på vokalen, får nummeret i helhed en fed fed klang, og er et godt valgt at have med på et live-album.

Èn af mine favorit-ballader i den progressive musik, er ”Slave” fra det nyeste album, og dette nummer får vi her i en ganske fantastisk udgave. Nummeret slutter med et uventet keyboard-stykke, som specielt er lavet til live-versionen, og består af en fed statisk klang som fortsætter et stykke tid efter de andre instrumenter er stoppet. En fed slutning på CD 1.

ACT II

CD II starter oplagt med ”The Price” fra det nyeste album. Nummeret var en teaser, og har også hitkarakter, (i den progressive musik vel og mærket), og nummeret er også tæt på at have 700.000 clicks på YouTube. ”The Price” er ganske frækt lavet, for det er ikke in your face skævt og teknisk, men der er trommefills som er helt vanvittigt skæve, men nummeret i helhed virker slet ikke kompliceret og udfordrende at lytte på. De skæve fills sidder da også helt på rygraden hos trommeslageren Baard Kolstad, og generelt stoler man helt på at han får det hele til glide i numrene, ligegyldigt hvor virtuost og svært det end er at udføre.

I ”The Valley” får vi også en fin og tydelig backing vokal fra guitarist Tor Oddmund Suhrke og bassist Simen Børven. Sidstnævnte har også bare helt styr på basgangene, og han veksler mellem clean baslyd, og den mere sprøde moderne synth-lyd.

…ahh ja, og ”Forced Entry” fra ”Bilateral” er vi jo nødt til at have med på en liveplade. Shit, hvor er det fedt. Det er et nummer fra dengang håret stod tilbage når man havde hørt et Leprous-album. ”Forced Entry” er næstsidste nummer på CD II, for de slutter af med noget endnu mere intenst.

Leprous er efterhånden blevet mindre ekstreme og eksperimenterende i deres musik, men ikke desto mindre, slutter de denne liveplade af med det ret ekstreme nummer ”Contaminate me” fra ”Coal”. Det er noget af et brag, for skræmmende nok, er der næsten mere knald på live, end på studieindspilningen, og man efterlades forpustet i den mest positive forstand…og ja, det er også Ihsahn der krænger sin sjæl ud på denne liveindspilning, som en udpint King Diamond. Det er avantgarde metal når det er bedst, og det er et brag af en afslutning på et livealbum.

Vurdering

Dette album er ikke bare lavet, for bare at lave det. Leprous er et band der ikke begrænser sig til at være troldmænd i pladestudiet, for de er i mange tilfælde næsten bedre live. Deres albums er næsten for perfekte skåret, og det er en befrielse at høre de 14 udvalgte numre med en mere loose og tør lyd, og der er i helhed faktisk fantastisk lyd på dette livealbum. Leprous´ musik, trods de ekvilibristiske instrumentalister, er tænkt som sange med akkompagnement, og vokalen er meget tydelig. Så tydelig, at man også kan følge med i teksten hvis man vil, for Solberg udtaler ordene ret tydeligt, hvilket er imponerende i forhold til hvor mange toner og klange han skal koncentrere sig om.

Der er mange bands der laver liveindspilninger, og endda mange pr. band, og det kan godt blive for meget. Man skal jo også have tid til at høre ny musik, og hvis man skal lytte til så mange gamle numre i nye versioner, så får man travlt. Men jeg vil sige at denne udgivelse er ét af de livealbums som jeg kommer til at høre mange gange i fremtiden, for det giver en ekstra dimension til Leprous´ lydunivers.

Leprous har skabt en unik progressiv stil med et unikt musikalsk udtryk, som på ”Live at Rockefeller Music Hall” bliver blæst ud i æteren med 100 procent overbevisning. Dette udløser 5 stjerner fra RockZeit.