Ekstrem-synthprogmetal-kordrengene fra de norske fjelde har begået endnu et bizart, skizofrent kuldechok.
Albummet “Malina” er deres femte i en rækken af skelsættende, udfordrende og grænseoverskridende progressive albums og jeg har svært ved at få øje på noget negativt overhovedet. Jep, jeg har overgivet mig. Allerede nr. 1 “Bonneville” indvarsler endnu et musikalsk tigerspring, hvor de denne gang luger ud i alt det overflødige og især tilretter trommerne i en futuristisk version af sen-Rush minimalisme, hvor Baard Kolstads rytmetilgang lyder inspireret af alt andet end heavy metal. Koldstads signaturteknik fremstår snarere – og sikkert utilsigtet – rundet af drum programming/jazz-loops og Opiate agtigt stiliseret beat, samt træk fra Kendrick Lamar og David Bowies “Black Star”. Sygeligt stramme rytmer nedbrydes med konstant uventede placeringer af betoninger, og opløser al den rygradsforståelse lytteren nu måtte have. Men det er mere lineært og stringent end nogensinde. Ekstremt disciplineret og samtidig mere menneskeligt. Vi fik allerede fingerpeg om denne mere retvinklede facon med deres to singler “Stuck” og “From The Flame”, som har et poppet drive og letgenkendelige og stramt eksekverede melodilinjer og omkvæd, tilsat glinsende skarpe korharmonier på det mest Queenagtige.
Unikke Leprous
Leprous har altid haft lyttebøfferne helt ude og fiske i områder, de ikke umiddelbart hører hjemme. Golde skærende synth flader dominerer igen lydbilledet sammen med mere motiv- og riff-orienterede guitarspil end tidligere. Man hører musikalske elementer der sporadisk giver kunstnerassociationer, som forener Lady Gagas vokal-hooklines, ambience og hårdt pimpede techno synth lyde med umage navne som Depeche Mode, Kraftwerk, Radiohead, Daniel Lanois, Muse, Porcupine Tree, Opeth og Pain of Salvation. Man lokkes til at tro, at man kender musikken, men bliver hele tiden revet ud af sin musikalske tryghed. Leprous står ikke på nogen giganters skuldre, i stedet har de brugt dem som brohoveder til fremtiden, hvor de allerede nu stort set står helt alene.
Mere liv i lyden
Nummeret “Mirage” er helt forrygende hæsblæsende med harmoniske ligheder med Mekong Deltas “A Certain Fool”(Wanderer At The Edge Of Time) og ustyrligt vokale præstationer, hele tiden pulserende og med hektisk bas- og tromme turbulens underneden. Titelnummeret “Malina” byder på en sært flydende intro med klokkespil, cello, samt spag og klagende falset. Man føler næsten, at man svæver ude i rummet. Det er intenst og stemningsfuldt, men samtidig fornemmer man i højere grad end tidligere, at de kompositoriske løsninger er fundet i studiet og øvelokalet blandt nærmest ligeværdige ekvillibrister, og at det ikke først og fremmest har været et anliggende for Einar og hans laptop. Lyden og albummets stemning er noget de har spillet sig til i øvelokalet, og noget de har udtalt var vigtigt denne gang. Derfor fremstår, og lyder det mere organisk og levende end tidligere album, som midt i deres overlegenhed altid har haft et sterilt skær. Og derfor lyder guitarmotiverne mere guitaragtige end normalt, og ikke primært udtænkt af en altkontrollerende Darth Einar der tænker i tangenter. Man fornemmer, hvem androiderne Tor Oddmund Suhrke og Robin Ognedal egentlig er.
Man ser det endvidere gengivet visuelt i videoen til “Stuck”, hvor alle mere end normalt står som et dynamisk band a la The Police i interaktion, og ikke som robotstive androider, der med nøje aftalt koreografi enkelte gange går grassat i synkrone eksplosive raseriudtryk. Som de plejer.
Leprous er Leprous
På albummet “Malina” får vi mere bandmusik og en mindre fremmedartet og syntetisk og konstrueret tilgang til den rytmiske populærmusik. Et mere jordnært forhold til rock uden at synke helt ned i leren, også selvom beatet og de rytmiske grundstrukturer til tider er helt opbrudte og lyder som et digitalt trommesæt vendt på vrangen. Kan I læse jer til paradokset? For Leprous er jo Leprous, altid på kanten af behag og ubehag, altid nærværende og fraværende, altid storladent og skrabet, altid i fuld kontrol over deres musikalske håndværk og på samme tid i gang med at redefinere rammerne for, hvad man kan gøre med dette håndværk. De har hevet endnu mere i deres sound således, at kontrasterne syntetisk vs organisk og aggressivt vs roligt, hver især er blevet videreudviklet til det ekstreme, og produktet virker således endnu mere skizofrent end hidtil…godt eksemplificeret med nummer fire “Captive”, som starter med en vanvittig rytmisk intro, endnu een af dem, hvor man hele tiden snubler over de maskerede 1-slag. Herefter sender et ret klassisk guitarriff nummeret videre til et post-indierock vers, hvorefter omkvædet så spilles igen og igen, og vikler en simpel, men uhyre flot arrangeret falsetkor-melodi ind i Koldstads rytme-delirium. Totalt skizofrent nummer. Og kort. De to sidste numre, er måske de allerbedste, “The Weight Of Disaster” og “The Last Milestone”. Det første er et morderne post-rocknummer, med en del metal tyngde der aldrig overskygger det virkelig flotte synth univers og dets vokal-arrangementer. Der er masser at originale elementer; et helt sublimt tilbagevendende overledningsriff, med kradse og skæve akkorder, som også indleder og afslutter nummeret, et uroligt og nervøst vers, hvor bassen ligger og ulmer, et forrygende omkvæd, hvor Einar rammer loftet i et skingert, men brutalt leveret toneleje. Dertil kommer generelt rigtig gode motiver hos guitarerne, og en smuk lavdynamisk vokaloverledning til omkvædet, hor Einar synger, “paradigma, broken stigma”. Det er leveret stensikkert af den gode Einar og meget bart og koldt.
666 shades of black
“The Last Milestone” er Leprous’ mest voksne, modige og overlegne leg med deres musikalske ressourcer og rækkevidde, og sætter streg under hvor stræbsomme de er, og hvor mange ambitioner de har. Også selvom de ikke alle spiller med på det. Det er sindssygt smukt, deprimerende, isnende og sort-melankolsk, det er simpelthen 666 shades of black. Jeg hører det som en strygerkvartet (eller latterligt gode samples) og Leprous´ musikalske univers gengives, så man får kuldegysninger. Det er sindssygt mørkt og stemningsfuldt. Strygerne slæber sig af sted gennem nummeret med en tempobetegnelse et sted mellem Largo (langsomt og bredt) og Grave (meget langsomt og næsten højtideligt). Nummeret er opbygget af en snigende underspillet harmonisk progression, og strygerne i alle tonelejer bruger få og lange strøg, så, altså, ikke meget liv og glæde i toppen. Der er masser af harmonisk elegance og sekundsammenstød alle de rette steder, og øverst krænger Einar sin evigt natsorte sjæl ud med en fylde og klang tæt på en klassisk kirkekontratenor. Puha, det her er altså uhyggeligt gennemført.
Så, opsummerende; endnu en gang har Einar og hans Inglorious Bastards på genial vis – og endnu mere robust og garvet – forenet minimalisme og grandiose og himmelflygtende penselstrøg på en absurd dygtig facon, så alt det spaltede flettes sammen, uden at man opdager, at det må have været m-ø-g-s-v-æ-r-t at spille.
For at det ikke skal være løgn, gæster Leprous heldigvis København, nærmere betegnet Pumpehuset den 28. oktober, som led i deres europæiske turne. Hvor heldig kan man lige have lov at være, siger jeg bare.
Leprous - Malina
Udgives den 25.08.2017 via InsideOut Records
Leprous:
Einar Solberg: vokal/synth
Tor Oddmund Suhrke: guitar
Robin Ognedal: guitar
Baard Kolstad: trommer
Simen Børven: bas
Numre:
1. Bonneville 05:28
2. Stuck 06:48
3. From The Flame 03:51
4. Captive 03:43
5. Illuminate 04:21
6. Leashes 04:09
7. Mirage 06:48
8. Malina 06:15
9. Coma 03:55
10. The Weight Of Disaster 06:00
11. The Last Milestone 08:05
Weblinks: www.leprous.net www.facebook.com/leprousband