Sepultura var ikke en standard metaloplevelse, da de mandag aften gik på scenen i Amager Bio. Det var anderledes i både stil og musikalitet, og de imponerede fra start til slut.
Der var tryk på da den brasilianske metalkvartet, der som det tredje band gik på scenen i Amager Bio i mandags. Forsanger Derrick Green fyldte halvdelen af scenen med sine balstyriske bevægelser, og sit aggressive spil på sin tam tæt ved mikrofonen. Green tog over for Max Cavalera i 1997 og har været frontfigur i bandet lige siden, og det gør han til UG. Han kunne geare publikum en ekstra tand op i hvert nummer, og han virkede meget vred på den fede måde.
Grande extreme
…og, ja så var der jo trommeslageren Eloy Casagrande. I forhold til hele aftenens show med fire bands, var han nok det mest ekstreme element! Hans præstation var både musikalsk og unik i performance. Han havde sin egen måde at bevæge kroppen på, og det var som om at han gik til angreb i hver eneste slag, og det lod til at han var meget vred og var i gang med at tage hævn på trommesættet. Dog kom der ikke grimme anslag ud trods angrebene, men sand rytmekunst.
I ”Phantom Self” fra det nye album ”Machine Messiah”, var Casagrande helt oppe at køre, og han brugte konsekvent crashbækken, hvor andre nok havde været barmhjertige og brugt hi-hat….
Bare fedt med noget alternativt metal
Hver eneste nummer havde noget godt at byde på, og der var meget variation i stil fra nummer til nummer. Det var også forfriskende at høre latin-amerikanske rytmer, oven på grindcore og Nu-metal vi lige havde hørt fra de to forgående bands.
Der var mange numre der havde overraskende temposkift, og man stod og tænkte hvordan de kunne være i et eksplosivt felt, og så lige pludselig være enige om at geare ned på samme tid.
Det var fedt at se en forsanger i et metalband som også var slagtøjspiller samtidigt, og det var vigtige ting for numrene han spillede på tammen. Andre effekter blev spillet playback, eksempelvis violinstemmen i ”Phantom Self” fra det nye album.
Så blev de endnu varmere
Ved slutningen af sættet, i ottende nummer ”Resistant Parasites”, var Sepultura ekstraordinært varme, og nummeret var næsten skræmmende at høre på. Det var vokalskrigende og rytmisk tungt, og der var afsnit der blev helt balstyrisk. Det var et nummer der både lød stramt/kontrolleret, og rodet/væltende på samme tid. Bassen slog ned i gulvet, og publikum så aldeles overvældet ud i ansigterne.
Guitaristen Andreas Kisser præsenterede det ældgamle nummer ”Inner Self” fra albummet ”Beneath The Remains” fra 1989, og det gjorde han en lys pipende stemme. Folk trak lidt på smilebåndet, da det var noget af en kontrast i forhold til udtrykket i deres musik. Men det var hyggeligt nok at een af de helt gamle Sepultura-drenge talte til publikum. Ja, tænk, han har sgu været i bandet i 30 år efterhånden. Godt gået!
Som aftenens tredje band, var deres stil lige i skabet, og befriende at høre på. Man var jo også klar over hvad man ville få fra Kreator efterfølgende, så man kunne for alvor nyde det lidt anderledes univers som Sepultura står for. Vi havde jo at gøre med fede musikere, som har en masse erfaring, og nok er ret træfsikre hver gang de giver koncert. De er da også priviligeret at have en trommeslager som i sig selv er oplevelse at overvære, et rent monster. Han havde et næsten urealistisk musikalsk niveau, og det fik bare bandet til at rykke med en kolossal fremdrift.
Lyden var måske ikke helt i skabet, og der var lidt rungen en gang imellem. Det var synd, da man godt ville have haft hver en detalje med i alle numrene. Men Sepultura får 4.5 stjerner, og dermed den højeste karakter i mandagens metal-maraton i Amager Bio.
Skræmmende fed perfomance fra de brasilianske metaldrenge
Artist: Sepultura
Sted: Amager Bio
Tid: 6. februar 2017
Line-up:
Paulo Jr. – bass guitar
Andreas Kisser – lead guitar
Derrick Green – lead vocals, occasional rhythm guitar
Eloy Casagrande – drums, percussion
Sætliste:
1. I Am The Enemy
2. Phantom Self
3. Choke
4. Desperate Cry
5. Alethea
6. Sworn Oath
7. Inner Self
8. Resistant Parasites
9. Territory
10. Refuse/Resist
11. Roots Bloody Roots