Nailed To Obscurity viser sig fra sin obskurt helstøbte side

Disse dage handler alt jo om Metallica, men man kan reelt bruge sine dage til andet end at høre de fire hesteryttere, ikke mindst hvis man er så uheldig ikke at have skaffet sig billet. Faktisk har metallen udviklet sig en del siden Right The Lightning. I dag udkommer Nailed To Obscurity’s ”King Delusion”, som er første album siden debuten ”Opaque” fra 2013. Og de har ikke spildt vores ventetid, tværtimod. 

Melodisk Doom metal er – når det er bedst – en rigtig god blanding af beslægtede metalgenrer, hvor der er en velafbalanceret kombination af det møgtunge og det episke og iørefaldende. Blandt andet blackmetal, growl/clean vocal, symfonisk metal og melodisk heavy indgår som centrale ingredienser i Nailed To Obscuritys gryderet. Man tænker at producer Victor Santura har haft en klædelig finger med i spillet, og referencer som Triptykon, og Dark Fortress er logiske. De veksler virkelig fedt og skaber alt fra frygtindgydende stemninger til drømmeagtige nordiske golde drømmescenarier, såsom albumstarteren og titelnummeret “King Delusion” og “Apnoea”. Sidstnævnte er intet mindre end mesterligt udført, og nummeret leder perfekt frem til næste nummer med det grusomme navn, “deadening”. Deadening er virkelig atmosfærisk softmetal i et tungt drevent slow tempo, lidt hen ad Opeth anno 2011-17. 

Historiefortællere

Nailed To Obscurity er gode til at fortælle historier i sangene og kommer helt ud i de dynamiske randområder. Det er ikke helt ved siden af, når pressematerialet beskriver, hvorledes musikken “sends the listener on a journey through emotional abysses, but they also open pondering views into the innermost.” Derudover behersker de deres kernegenrer og baserer sig i høj grad på stærke distortede guitarmotiver og sekvenser, der tonalt baserer sig på melodiske bevægelser mellem tritonus og kvint over monotone harmoniske passager. Derved får vi den meget brugte blanding af den nordiske folkevise melodik, noget mellemøstligt og ikke mindst – det diabolske.

Aldrig kedeligt

“Memento” er en af de der grå-i-grå depressive lydvægge af knugende og mørke sorgkaskader, som ofte kan være lidt kedsommelige, men altid efterlader en med en sær sindstilstand. Som collage er det et ret fedt nummer og er absolut ikke kedeligt. Sidste nummer “Desolate Ruin” fungerer eminent som afslutning. Det er ligeledes et virkelig stemningsfuldt nummer, som især i de lange instrumentale passager, læner sig op ad et melankolsk metalgazer udtryk og jeg kommer til at tænke på det tyske band Long Distance Calling og danske Late Night Venture, som i deres numre ofte formår at fastholde lytteren i deres tranceskabende favntag. Det er et nummer der tager sig god tid og der er så foruroligende stille, når det hele er slut.

Nailed To Obscurity får således vist deres alsidighed, musikalske nysgerrighed og kreativitet numrene imellem. Pladen bliver derved aldrig kedelig, snarere får jeg lyst til at høre den igen og igen.