Det skulle jo ske på et tidspunkt, at der kom et drengeband som spiller progressivt metal. Fire gutter i Next To None har gjort det. De startede da de var 12 og 13 år, og begyndte hurtigt at spille live. De fik også hurtigt en god skare der fulgte dem på Facebook, og dertil også titusinder af clicks på YouTube, eksempelvis der nummer Fortune Cookie. Debutalbummet A Light in the Dark der udkommer den 30. juni, er indspillet hvor bandmedlemmerne er 15 og 16 år gamle. Glæd dig til en god produktion som unægteligt er et vellykket album i den progressive metal.
Den nye generation
Man kan sagtens få lyst til at omtale Next To None for ”mini Dream Theater”, for trommeslageren hedder nemlig Max Portnoy, og ja….han er Mike Portnoys søn! Albummet er også produceret af Mike Portnoy, og de har fornemme gæstemusikere med; guitaristen Bumblefoot fra Guns N´ Roses, og sangeren Neal Morse fra Spocks´ Beard. Dog skal man ikke tage fejl af deres selvstændighed, for de har selv lavet alle numrene, og har selv været med til at producere albummet. Men inspirationen er soleklar fra Dream Theater, og bandet har også instrumentation; trommer, bas, guitar, keyboard og vokal. Next To None spillede i øvrigt Dream Theaters Under Peruvian Skies ved deres optræden på Progressive Nation 2014 At Sea cruise, hvor også Mike Portnoy har en lille gæsteoptræden. Progressive Nation er som bekendt Portnoy den Ældres projekt, og han står også for Progressive Nation At Sea.
Thomas Cuce er ung, men det er faktisk en ret god stemme som indeholder gode facetter, og stemmen er rimelig interessant at høre hele albummet igennem
Før at musikalitet og teknik giver mening, skal der også god sangskrivning til. Next to None har det hele, og man føler klart at de fokuserer på at lave noget meningsfuldt ud af deres musikalske brilliance. Bandet har godt fat i de musikalske vendinger som melodiøs progressiv metal består af. Der er god balance mellem virtuose passager og forståelige melodier. Lydproduktionen er god, og det samlede lydbillede passer godt til de musikalske udtryk der præsenteres. Der er plads til de små lydnuancer, og det giver også bandet lov at fyre den ordentligt af, uden at det kommer at lyde for rodet.
Man kan godt høre på vokalen, at Thomas Cuce er ung, men det er faktisk en ret god stemme som indeholder gode facetter, og stemmen er rimelig interessant at høre hele albummet igennem. Den kan sagtens udvikles mere, men det kommer jo nok med tiden.
Albummet
Der er god fremdrift og energi i alle numrene, og det høres tydeligt at vi har et album der i helhed er tænkt som et progressivt metal album, som skal leve op til de allerede kendte metal bands der findes på markedet. Det første nummer The Edge og Sanity starter venligt og melodiøst. Keyboardet præsenterer et introtema som bygges op, og bliver sat ordentligt i gang af en intens rytme fra Max Portnoy. Vokalen kommer hurtigt på, og det gøres med masser af forskellige udtryk med bl.a. growl og efter et ørefaldende omkvæd, skrider nummeret frem med frække rytmeskift og overraskende stiltræk selv i progressiv metal. Lyde fra computerspil og mærkelige stemmer. Ja, der er næsten stiltræk fra et band som Mr. Bungle, som lige pludselig flettes ind i den progressive metal og bryder logikken for at gå videre med fede rytmeriffs fra guitaristen Ryland Holland. I nummeret viser bandet allerede deres ekvilibristiske tilgang til metal, og der bliver ikke sparet på detaljerne. Der bliver også plads til at få nummeret i høj intensitet med dobbeltpedal rytmer og growl vokal fra forsangeren Thomas Cuce. I helhed er The Edge of Sanity et varieret og æstetisk prog metal nummer som er godt at starte et album med.
I det 4. nummer, A Lonely Walk, høres bløde klokker der overtages af et stemningsfuldt klavertema, der starter dette stille og fredfyldte nummer. Instrumentale klange udvides med violin, og nummeret bredes ud med lange keyboardklange der lægger en bund i denne sjæler. Nummeret udvikler sig med en god Pink Floyd-agtig bredde i lyden, og Thomas Cuce klarer vokalen overraskende godt, og er godt bevidst om ikke at stige for meget i intensitet i forhold til nummerets følsomme karakter.
Umiddelbart efter sjæleren kommer det næsten 10 minutter lange nummer Control, og her høres inspirationen fra Dream Theater tydeligt. Men bandet har masser af dem selv at byde på, og man tænker ikke at der er tale om plagiat. Det er en sindssyg god tematisk opbygning og spændende brug af riffs, der har lidt reminiscens fra The Jimi Hendrix Experience (som selvfølgelig får en tur gennem prog metal maskinen).
I dette 7. nummer Lost får vi en keyboardvariation af det kendte tema fra Edvard Griegs Peer Gynt Suite nr. 1 op. 46, 4. sats, som tænder op under et glimrende guitarriff og sætter dagsordenen i nummeret. Tja, lidt modigt at starte et nummer med en parafrase af et kendt tema. Det lyder mere som starten på et instrumentalnummer, hvor parafrasen skal udvikles til række af variationer, men der kommer vokal på, og det fortsætter som intet specielt var hændt. Men der skal alligevel gå over halvdelen af nummerets længde før der kommer vokal på, så man kan god vilje tænke introet som et instrumentalnummer der udvikler sig til et ”normalt” nummer hvor intro-guitarriffet følger nummeret til vejs ende. Ganske fint udformet.
I det næstsidste nummer Legacy, høres også et musikalsk udtryk som vi kender fra Dream Theater. Gadelyde, broadcast-stemmer og andet, lægger stemningen i dette klaver/vokal-domineret stykke, som minder meget om Dream Theaters Space Dye Vest fra albummet Awake.
Next to None afslutter albummet med format i Blood on My Hands. Uden noget intro, sættes et slagkraftigt riff i gang, understøttet af et stramt trommegroove. Man er ikke i tvivl om at det lægger op til at blive et ekvilibristisk og musikakrobatisk nummer som har lidt af hvert. Og det skuffer heller ikke, for det er virkelig et fedt nummer, og en værdig afslutning på et album i genren.
Tekster
Hvad teksterne angår, har Next To None også attitude. De har en rå tone, som har en god metalkvalitet. Der er mange ekspressive ord der trænger igennem det instrumentale, og der bliver som nævnt gjort meget ud af vokal og kor-effekter. Et godt teksteksempel, er en blodig affære i det sidste nummer Blood On My Hands;
As I sit here and wait for them to come for me.
I think about what I have done.
Now my deeds are here for the world to see, and my work is finally done.
Come at me, I´m not afraid.
I hear the cries of the innocent.
See the blood on my hands
Vurdering
Det er et debutalbum som hos prog metal fans nok får en prominent plads i pladesamlingen, og sikkert nok ikke vel blive glemt foreløbigt
A Light in the Dark er et melodiøst og lyttevenligt album der fungerer på mange forskellige niveauer. Man kan sætte et enkelt nummer på, og få fortalt en god musikalsk historie, og man kan også høre hele albummet i træk, hvor rækkefølgen af de forskellige numre giver god mening. Der er nemlig god balance i placering af numrene. Tempo og intensitet er godt doseret, og dette giver god balance i albummets musikalske udtryk som helhed. Alle numrene har en klar retning, og man kan med det samme fornemme hvilken melodi der er omkvædet. Der er gjort meget ud af vokalen i forhold til lydmanipulation og stereoeffekter, og det er med til at gøre musikken levende og energisk.
Next to None har helt sikkert en fremtid i den progressive metal, og trods deres unge alder, har de præsteret at lave et værk som er gedigent og veldrejet i genren. Det er et debutalbum som hos prog metal fans nok får en prominent plads i pladesamlingen, og sikkert nok ikke vel blive glemt foreløbigt.
Next To None udgives af InsideOut Music og består af;
Thomas Cuce – vokal, keyboard
Ryland Holland – guitar
Kris Rank – bas
Max Portnoy – trommer
Trackliste:
- The Edge of Sanity
- You Are Not Me
- Runaway
- A Lonely Walk
- Control
- Lost
- Social Anxiety
- Legacy
- Blood on My Hands
Tjek i øvrigt ungersvendene ud her: http://www.nexttonone.net/
Skriv et svar