Piss vortex er på vej med et nyt album med titlen Future Cancer, eller det vil sige det er en EP, men det er jo efterhånden normen blandt de nyere/mindre bands. Lad det være sagt med det samme, at Piss Vortex ikke er der man skal starte hvis man først lige er ved at dyppe tæerne i metal-poolen. Det er ultrahårdt og ikke specielt nemt tilgængeligt, men det er fandeme fedt.
Stilen bevæger sig rundt i området grindcore/mathcore, selv kalder de det progressiv Grindcore, og det beskriver meget godt hvad man kan forvente. Ep’en indeholder 6 numre med titler som “Den Moderne Mands Lænke” og “Failing the Voight-Kampff Test”, og hele herligheden løber op i små 12 minutters spilletid.
Ligegyldighed eller perfektionisme
Genre med rødder i punkmiljøet er fyldt med faldgrubber, som mange håbefulde bands da også er faldet i gennem tiden. Det er en svær balancegang, at knokle for at perfektionere lyden, samtidig med at man skal udstråle den ligegyldighed som genrene og punkmiljøet jo generelt kræver. Piss Vortex navigerer på fornem hvis i det minefelt, og live gør de det endda med en charmerende ironisk distance… og hvem gider da også at være sure hele tiden.
Future Cancer er opfølgningen på deres roste selvbetitlede album fra 2014, der trods sine 14 numre kun havde en samlet spilletid i nabolaget 24 minutter. Som sidst har Piss Vortex haft producer Jakob Reichert Nielsen (Town Portal, Lack med flere) med i studiet til at dreje på knapperne, og det er altså blevet til seks sange der er indspillet live i studiet over to dage.
Mere variation
Albummet starter tungt med nummeret Default Face/Filtered Rot, der i Piss Vortex sammenhæng er et af de langsommere numre. Det er også en af mine personlige favoritter på skiven sammen med den sidste skæring der bærer titlen “Patterns of Repetition”, og med sine 3 minutter og 28 sekunder er pladens længste nummer.
Som det ofte gør sig gældende for grindcoregenren, kunne forrige album fra Piss Vortex godt virke en anelse ensformigt hen imod slutningen af skiven. Det er selvfølgelig svært at undgå når man har 14 ultrahårde numre på under 2 minutters længde i gennemsnit, men på den nye skive er der væsentlig mere variation i udtrykket, hvilket selvfølgelig til dels også skyldes EP formatet. Under alle omstændigheder er det noget der klæder det albummet.
Niveauet på Piss Vortexs nye Ep er rigtig højt, men det er nok også hvad de fleste, der har stiftet bekendtskab med bandet før, forventer. Herfra skal der lyde en varm anbefaling af skiven, og skulle chancen byde sig, er det bestemt også anbefalelsesværdigt at tage til en af bandets koncerter.
Piss Vortex - Future Cancer
Trackliste:
1. Default Face/Filtered Rot
2. Den Moderne Mands Lænke
3. Bug Chaser
4. Failing the Voight-Kampff Test
5. Abyss
6. Patterns of Repetition
Line-up:
Simon Stenbæk Christensen – Vokal
Christian Bonnesen – Guitar
Rasmus Moesby – Bas
Niclas Jürs Sauffaus – Trommer
Release: 1. April 2016
Label: Indisciplinarian
Format: 12” Vinyl & Digital EP
Skriv et svar