“Welcome to the show – where you are just another face in the crowd” – Prophets of Addiction.
Ovenstående linjer er skrevet af Prophets of Addictions primus motor, forsanger og bassist Lesli Sanders, hentet fra nummeret “Welcome to the Show” og man kunne være flabet og tro, at han står foran spejlet mens han synger frasen.
Hvorfor?
Prophets of Addiction er et af de mange bands man ved første øjekast ikke helt forstår meningen med. Coveret og ikke mindst presseomtalen mere end indikerer, at vi nu skal høre endnu en afart af en Motley Crue plade fra dengang, hvor anløbne, grænsesøgende drengerøve, med et pladeselskab i ryggen kunne skamdyrke deres hår og egoer og lejlighedsvis proppe cylinderformede ting op i deres groupier. Hvad er bevæggrunden for at markedsføre dem således og relancere et tredive år gammelt brand, som er holdt op med at være gangbart, og som man for tiden inderligt håber, at G’N’R ikke tror, de atter kan malke i en alder af 143 år i snit? Er det nødvendigt at promovere sig som et Sunset Strip glam metalband anno 2016? Frygter man, at musikken ikke helt kan trække læsset?
Americana-metal
I virkeligheden er det komplet unødvendigt og efter min mening lidt misvisende, for, jo, der er da afgjort hairmetal elementer og et præg af hard rock/soft metal, eksempelvis i punk’n’roll nummeret “Spare The Bullets”, samt den udmærkede åbner “As We Fall”, som har en fed raw puls og klassiske 80’hardrock virkemidler (plus et pudsig klokkemotiv i omkvædet): Men i forhold deres “Babylon Boulevard” (2011), som i højere grad lænede sig op ad glam-metallen og punken, bevæger sangstrukturerne på “Reunite The Sinners” sig snarere i det driftsikre Heartland/Americana fundament, hvor myriader af amerikanske bands og kunstnere, herunder Tom Petty og John Mellemcamp, befinder sig. Bare med lidt med knas på guitaren.
Musikken er i centrum på en måde som slet ikke var hairmetal bandenes agenda; dengang var musikken et springbræt til dollars, duller og drugs.
Den let støvede sing-a-long-song vej ud af route 66 og ingen hysteriske “girls, girls, girls” omkvæd, men i virkelige et down to earth country/blues inspireret sangskrivningsafsæt, der rummer masser af atmosfære. Eksempelvis “Kings and Queens”, som er et rigtig godt gennemarbejdet rocknummer, som har sit eget liv. Musikken er i centrum på en måde som slet ikke var hairmetal bandenes agenda; dengang var musikken et springbræt til dollars, duller og drugs. “Razors Edge” er et andet eksempel på et ikke-hairmetal nummer, med et perfekt fast steady tempo, blues agtige soloer, hvor bandet bare svinger derudad, temposkift og iørefaldende Call/Response omkvæd. Bandet hygger sig, og man forstår godt, når Lesly i sidste frase spørger sig selv, “How come it never feels so cool, when the ending’s almost near?
Den sære stemme
Han har en vokal som en person der i kvababbelser får vendt halsen på vrangen og udgyder askefyldte opstød.
Derudover må man skæve til Midnight Oils Peter Garret for at nærme sig en lignende stemmeklang. I virkeligheden er stemmen det egentlige signifikante element hos Prophets Of Addiction og det fede er, at vores ven Lesli kører den helt ud. Han har en vokal som en person der i kvababbelser får vendt halsen på vrangen og udgyder askefyldte opstød. Stemmen må så også være det der skiller vandene, for den lyder bestemt ikke godt i klassisk forstand, men igen, den er klart bandets tydeligste autenticitetsmarkør. Med dét på plads og coverbilledet gemt væk, kan man så konstatere, at der er veloplagt liv i numrene, gode roller til guitaren, særpræg i vokal og kærlighed for musikken mellem nodelinjerne.
Med ærlighed kommer man længst
Det meget spinkle og ærlige slutnummer “Exit” vidner om, at der er meget mere på hjertet end 80’ernes tegneseriebands fokus på at bestige teenagepiger med samme falske hårfarve som dem selv. Jeg er dog ikke i tvivl om at Lesli & Co har fået rigeligt af den slags, sådan er det jo jævnfør rockmyten, men deres musik afspejler bare mange andre sider af livet, blandt andet savn og melankoli. Verset der kører i sløjfe er smukt orkestreret af lidt akustiske guitar og et simpelt klaver motiv med lidt stryger i baggrunden:
“Most of the time I spend all my time, thinking about you – i miss those times, I only wish you and I could exist like this, I only wish we could exist”
Det er banalt, men leveres med en, i metalregi, sjældent hørt intim sårbarhed. Man skal lige ryste sig fri af den melankolske stemning som den gode Lesli Sanders har bragt én i. En værdig afslutning på et album, hvis inderst udtryk er mere ærligt end dets lidt unødvendigt lettere ferske ydre.
Jeg kan godt lide Prophets of Addiction og dette album. Jeg kan især godt lide deres retvendte fornemmelse for, hvad der virker i en sang og hvordan det leveres med troværdighed. Når de i bogstaveligste forstand og i overført betydning påfører sig hairmetal kostumet, så virker det som noget der er pålagt dem. Ikke at det ikke klæder dem, jeg tror bare de tager det af, når vi kigger væk.
Jeg tror faktisk, at Prophets of Addiction er til mere end det, vi har hørt på dette udspil, og Leslis stemme vil heldigvis altid være for bizar til at de fuldstændigt lyder som “…just another brick – sorry – face in the crowd”.
PROPHETS OF ADDICTION Reunite The Sinners
Udgives af Mighty Music den 15. April 2016
Web: www.poarocks.com
https://www.facebook.com/TheProphetsofAddiction
Medlemmer:
Lesli Sanders: sang og bas
Jimmy Mess: trommer
G.G.: Guitar
Numre:
1. As We Fall
2. Welcome to the Show
3. Kings and Queens
4. Razor’s Edge
5. Spare the Bullets
6. Heart of Mine
7. Postcards from the Grave
8. Last of the Words
9. Reunite the Sinners
10. Exist
Skriv et svar