Queens extravagante kloner

Det er mandag 26.5.14, klokken er 19.55.

Ca. 200 er mødt op i DR byens Studie 2 og det ligner udsolgt.

Publikum udgøres af alle aldre, køn, farver og former og eneste umiddelbare fællestræk er, at ingen af os ser ud til at have noget til fælles med hinanden, andet end mandagstræthed. Men vi har lidt mere til fælles end det.

Vi er nemlig kommet for at høre supergruppen Queen live, hvilket naturligvis er en absurditet. Da deres flamboyante forsanger fra Zanzibar har været død i mere end 22 år og deres bassist for længst er gået på pension, er det kun guitarist Brian May og trommeslager Roger Taylor der fortsat – på forskellige kreative måder – forsøger at holde liv i det gamle monster.

Brian May og Roger Taylor er dog ikke mødt op, for de er nemlig – midt i 60’erne – taget på verdensturne med American Idol fænomenet Adam Lambert, og ville med garanti aldrig kunne få deres egoer ind ad Studie 2’s døre alligevel.

Deres egoer vender vi tilbage til.

Klokken bliver 20.00 og med den tilsyneladende ægte live lyd af Queens hurtige udgave af hittet ”We Will Rock You”, kickstartes en bizar nostalgisk tidsrejse dybt ind i den engelske supergruppe Queens DNA.

Aftenens åbningsnummer udføres af guitarist Nick Radcliff, Bassist Francois-Olivier og ikke mindst trommeslager Tyler Warren, som også synger.

Med lukkede øjne er det kun trommeslagerens stemme, som afslører at det ikke ER Queen som via en tidsmaskine står foran os alle sammen. Med bulder og brag tordner det derudad med en lydæstetik, som for de fleste af os almindelige blåøjede mandagspublikummer – vil jeg tro – lyder identisk med den Queen sound vi genkender fra vores samling af kassette bånd, LP’er, CD’er, VHS bånd, DVD’er og Blue Ray skiver. Alle detaljer er på plads, guitarfiguer, små trommefills på tam’erne, John Deacons opfindsomme elegante basbevægelser.

Det er naturstridigt sært at høre det, man hører. Men det bliver endnu mere sært.

For efter første nummer følger nummeret Killer Queen, og på dette tidspunkt er bandets sanger trådt ind på scenen.  Med lukkede øjne er man faktisk i tvivl. Med åbne øjne er ligheden stadig slående. Marc Martel fra Montreal har tydelige visuelle lighedstræk med Freddie Mercury, han SYNGER tilnærmelsesvist som Freddie Mercury, og bevæger sig og charmer publikum som Queens afdøde forsanger gjorde per automatik. Glimt i øjet, næve i luften, brystkassen frem, spankulerende rundt som en kæk Disney hane. Med bevægelser som en hybrid mellem feminine rejehop og Flash Gordonske heltepositurer kropsliggør han alle de væsentlige musiske udtryk, breaks, dynamik, power akkorder, melismer, som Queens behagesyge sangkatalog rummer. Næsten ligeså godt som Freddie Mercury. På en mandag selvfølgelig.

Koncerten er produceret og planlagt især af Roger Taylor, og koncerten byder på næsten alle de store klassikere, såsom ”Dont stop me now”, ”Under Pressure”, ”Bohemian Rhapsody”, ”Another Bites the Dust”, ”I want It all”, ”The Show Must Go On”, ”Radio Ga Ga”, ”We are the Champions”, samt mindre kendte numre som ”Lazing on a Sunday Afternoon”, ”Dragon Attack” og ”I’m in love with my car”. Enkelte sange bliver sunget af trommeslageren, og hans stemme når ikke Marc Martel til sokkeholderne, hvilket bevirker at Queen lyden et par gange pludselig lyder som et cover band som spiller Queen sange, altså momentvise fald i kvalitet. Men det er småting, for det er altså fedt det her, bandet spiller virkelig godt og de hygger sig. To af aftenens absolutte højdepunkter er ”Bohemian Rhapsody” og ”Fat Bottomed Girls”. Førstnævnte skabte en melankolsk stærk stemning blandt publikum, da Mercury tilstedeværelse føltes mere intens end på noget andet tidspunkt under koncerten. Det er hans signatursang, hans krop og sjæl.

”Fat Bottomed Girls” gav os det bedste bud på Queens svulstige hockey-stomp-rock for fuldt udblæsning. Alsang med hænderne i vejret, båret på et fælles adrenalinrush i 4 over-the-top minutter. God gammeldags elspade. På en mandag.

Det var tydeligt at Queen Extravaganza elsker at spille sangene. De elsker at leve drømmen ud, De gasser hinanden, de griner ad hinanden og vi elsker at istemme de velkendte stadion hymner; man kan slet ikke lade værd, man bliver simpelthen forført af god lyd og et godt show, leveret af især den karismatiske forsangeren… og pludselig er der gået 1 time og 50 minutter og vi har sunget Queens faste afslutningsnumre ”We Will Rock You” og ”We Are The Champions.”

Det var det. Alt for hurtigt. Det var en hurtigt tour de force af brug-og-smid-væk-sange, som Mercury plejede at kalde sine evergreens. EverQueens.

Man står som tilskuer i 2014 og får en ide om, hvor godt deres sangkatalog fungerede live, og hvorfor Queen fungerede som godt som enhed.

Alt falder i hak, alle bandets medlemmer var perfektionister og i dag er vi blevet lidt klogere på hvor gode Queen var. A Kind of Magic.

Men man står samtidig og tænker… hvad er meningen?

Hvorfor skal nogen andre spille Queens sange som kloner, uden fortolkning, uden nye ideer, nytænkning, uden at indlejre nutidens musikstrømninger? Hvad er fortællingen, som retfærdiggør det her projekt?

Man kan på ingen måde høre, at Queen Extravaganzas musikere lever i nutiden.

Og her skal vi tilbage til egoerne.

Roger Taylor er manden bag den arrogante, frække og forfriskende absurde ide at sende Queenkloner ud i verden.

Roger Taylor er ikke ung længere, han er i tresserne. Han ved at han ikke kan turnere evigt, og både han og Brian May har luftet, at den aktuelle turne nok bliver sidste gang, man kommer til at høre dem spille deres egne stadion hymner i bredformat. Det er for hårdt for de gamle kroppe, sangene kræver lige en tand mere end Rolling Stones repertoire, og May og Taylor kunne aldrig drømme om at stå på en scene og ikke kunne levere med den rette energi og på det rette tekniske niveau. Nogen nævnt, ingen glemt.

For alle store egoer gælder det nok, at når man har skabt noget unikt, vil man gerne sikre sig, at det overlever ens egen (musikalske) død.

Og nu kommer paradokset; Taylor kan ikke fordrage coverbands. Han hader ideen, at Queens sangskat hver weekend på globalt plan bliver lemlæstet af fyraftensdrømmere og amatørmusikere, som spiller reducerede, banale og ligegyldige versioner af de typisk komplekse sange. Sange, som Queen selv til dels havde svært ved at gengive live.

Hvordan løser man problemet med sin egen alderdom og sit kopiband had?

Jo, man afholder global audition for alle håbefulde Queenfans som faktisk kan spille, håndplukker de bedste, musikalsk såvel som visuelt og sender dem på turne med Queens millioner og udstyr i nakken; med andre ord man skaber med slet skjult storladen selvfølelse coverbandet Queen Extravaganza.

Det vi så kan gøre som musikentusiaster er enten at forkaste conceptet, ligesom mange rockanmeldere fra en svunden pigtrådstid frem til nu, gang på gang, har forkastet Queen; Queen er for meget, de overskrider grænser for god smag konstant, de er ikke rockautentiske, de har ingen anden mission end deres egen succes og de hører desuden fortiden til, og har altid gjort det. Måske.

Alternativt kan man lade sig suge ind i deres (faktiske) selvironiske og hypermusikalske og nysgerrige blandingsmisbrug af dance hall, metal, disco, rock, jazz, opera und so weider.

Midt i al Queens storhedsvanvid og perfektionisme ønskede de aldrig at påvirke nogens politiske standpunkt eller skabe en musikalsk revolte. De elskede musikkens mange genreforgreninger for meget til at kunne dekonstruere dem. Queen lavede velsmurte pasticher og intet andet.  Pop med rock som primært ingrediens. Og de elskede at knokle for at behage publikum, jf. deres ”Let Me Entertain You”.

I uvirkelighedens verden skal man ikke gøre andet end at lade sig fornøje indtil ”We Are The Champions” er færdig. For så er virkelighedsflugten overstået, det er mandag og vi kan gå hjem igen, med en sitren i kroppen, en god eftersmag i munden og en lyst til at genhøre alle de gamle plader – på nye flasker. Præcis ligesom Roger Taylor håbede på.

Koncerten får 5 overskæg.

Sætliste

• We Will Rock You hurtig udgave
• Killer Queen
• Break Free
• Dont Stop Me Now
• Love of My Life
• Dragon Attack
• Crazy little thing Called Love
• Lazing on a Sunday Afternoon
• Im in love with my Car
• Bohemian Rhapsody
• Under pressure
• A kind of magic
• I want it all
• Best Friend
• Trommesolo
• Stone Cold Crazy
• Another One Bites the Dust
• Show Must go on
• Radio Ga Ga
• Fat bottomed girls
• Somebody to Love
• Tie Your Mother Down
• We Will Rock You
• We are the Champions