Shining leverede et brag af en koncert i lille Vega

Blackjazzens multiinstrumentalistiske enfant terrible, Jørgen Munkeby, overskinnede alt og alle, inklusive sig selv, da han og sit galskabsensemble væltede en sort gryde af humoristisk kakofoni udover  den lille, men absolut vågne fremmødte skare.

Lad det være sagt med det samme. Jeg havde aldrig set Shining live inden koncerten og havde kun sparsomt viden om bandet, eller rettere, Jørgen Munkeby & co. Som udbryder af den norske jazzmetalfusions-glade musikerkollektiv, Jaga Jazz, måtte man imidlertid være forberedt af lidt af hvert fra hans part; hans kære eje saxofonen står som et symbol på den kitchbutik af melodi, lyde, temposkift og ide diarre, som vi fik til overflod – anything goes.

Shining leverer konstant  geniale indstuderede overgange fra det ene nummer til det andet, som gør at man ikke har tid til at kigge på sin smartphone

Som samlet band fyrede Shining den dog i den grad af for fuld kanalje, og ret hurtigt, sådan cirka efter 3 sekunder, forstår man hvorfor de var dagens hovednavn. Selvom de havde fået særdeles god opvarmning fra primært Caligulas Horse (Aus), men også Jack Dalton (NO), så lød de fra start, som om de havde spillet sig varme i en time. “The One Inside” kickstartede koncerten med et brag; nummeret indeholder alle de rette post-rock/industrial/Rammstein-esque  power elementer, såsom iørefaldende metalriff, guitar og synthfigurer, skæve lyde, og (smart nok) powerdisco beats, som fik publikums kroppe til at svinge.

Shining er meget et chokband, der fyrer overraskelser af som perler på en snor, alt fra imponerende sammenspillede passager og breaks til catchy melodier og fritonalt rod. Det gælder om at publikum på intet tidspunk slapper af og føler, at de er på forkant. Det er de aldrig, for Hr. Munkeby & co har travlt; Shining leverer konstant geniale indstuderede overgange fra det ene nummer til det andet, som gør at man ikke har tid til at kigge på sin smartphone. Alt er hektisk og blændende og deres instrumentale nummer “House  Of Warship” er et vanvittigt ekspressionistisk aggressivt Jazzmetal nummer, som fortsætter der, hvor King Crimson sluttede på deres album “Red” back in the days. Totalt syret gylle.

Natural Born Munkeby – Tarantino Metal ?

Under koncerten blev det hurtigt tydeligt, at Jørgen Munkeby er the mand der svinger taktstokken, og de andre som adlyder (med al respekt for deres individuelle indiskutable evner). Jørgen Munkeby er legemliggørelsen af Shinings musik, han er her og der og alle vegne, guitar, ren vokal, knasende vokal, lyse growl skrig, og saxofonspil, på scenen og – på gulvet sammen med os. Med good looks og en gal mands fascinerende – og lidt for stirrende og smilende blik, får han ført publikum med sig til sin egen magiske Quentin Tarantino agtige kitschverden. Han ligner lidt Woody Harrelsons karakter Mickey Knox fra Oliver Stones “Natural Born Killers” , og jeg dukker mig automatisk, hver gang Munkeby peger på publikum med sin saxofon. Man ved sgu aldrig.

Stressjazzmetal?

Shining er intet mindre end en gal mands værk, Munkeby & co er rejsende i vanvidscirkus, på en måde der næsten stresser. Deres metaljazz kombineret med en hidsig løftet off beat disco hihat, virker hypnotisk og skørt.

Dog er hans stemme skarp men ikke den mest skolede og klangfulde, hvilket samlet set bevirker, at det hidsige tempo og energi niveau gør oplevelsen lidt enerverende til tider. Dynamisk er Shining ikke by-the-book historiefortællere, og de rolige passager, hvor man samler appetit igen til det mere voldsomme, findes bare ikke.  Derved bliver det farlige nogle gange trivielt og ufarligt.

Men deres mission er at bjergtage, fornøje og så videre, ingen dikkedarer, der er ingen skjulte agendaer her, det er fuld fart frem. På den måde når de ud til publikum, inddrager os ret hurtigt i koncerten og får os med på klappen og næver i vejret.

Nu kender jeg Shining lidt bedre, og jeg vil klart holde øje med bandets tour kalender.

Bravo.