
Med inspiration fra Tool, Stone Temple Pilots, Nirvana, Queens Of The Stoneage og Soundgarden blev gassen lukket ud over scenen fra de tre musikere fra Fredericia, og man var som publikum ganske underholdt.
“Hard Rock Dark Grunge Metal”, det er den betegnelse som Black Income ser dem selv som, og det er da dejligt beskrivende, og der er allerede dér en del at leve op til.
Med deres glimrende debutalbum “Noise Pollution“, kunne man godt fornemme at det var et band der tager sig selv seriøst. Bandet har 5 år på bagen efterhånden, og de har kastet sig over rocken med ærlighed i musikalsk udtryk.
Live

Med en bizar lydcollage som intro, startede Black Income deres tæskehårde rock, og på scenen her på Nordic Noise, kunne de så diske op med deres fede riffs og rytmer, som de havde godt på rygraden. Dog var der en lille fejl i starten af et af numrene, men der gik ikke længe før de hurtigt nikkede til hinanden, og gik rigtigt i gang.
Grungevokalen fra Henrik Thrane var klassisk med masser affraseringer med de typiske nedadgående kromatiske skalaer. Bandet spillede højt og megastramt, og det var en fornøjelse at høre et band der fra starten kunne blæse os tilbage, selvom vi gerne ville frem mod scenen.
Ja, det var stramt og overskudsagtigt, men det var som om at der var det samme drive i alle numrene, og det var svært at adskille dem, og det blev lidt kedeligt i længden. Men ej at misforstå, Black Income er virkelig nogle der kan sætte fut i stuen, skære i gennem, og få folk til at at blive øltørstige og trykke den af i rockens navn.
Skarp og intens grungefest
Artist: Black Income
Nordic Noise Rock Festival
Line-Up:
Henrik Thrane – Guitar/Vocal
Micheal Gersdorff Kristensen – Bas/Vocal
Lars “Animal” Olrik – Trommer