“Sorte Fugle skildrer den virkelighed som vi lever i på godt og ondt. En virkelighed på Falster, et af Danmarks fattigste områder. En virkelighed som befinder sig i det som bliver kaldt for “udkantsdanmark” og “den rådne banan”. Vi vil vise at vi også eksisterer, lever, har drømme og er en del samfundet – ikke kun udkantsdanskere.” – Flemming Walther Andersen / Sorte Fugle
Som modsvar til de mange dansksprogede bands/kunstnere, som ofte trækker på storbyromantikken, bliver der pludselig råbt vagt i gevær fra… Falster. Egnen er fattig, fattig på kendisser, fattig på storbyens dramaer og fattig i sin musiktradition. I tråd med ovennævnte bruger Flemming Walther Andersen og Dennis Bengtson fra Sorte Fugle da også en (fattig) 8 spors båndoptager som autenticitetsmarkør. Ufint skal det være.
Ude godt, Falster bedst
Der er derfor ikke grund til at løbe rundt i anmelderblinde efter tegn på creme de la creme produktion (selvom producer Rune René Hansen ikke er nogen hvem som helst, og da også nævnes i pressematerialet). Albummet præsenteres som værende helt uden fløderaffinement i selve produktionen, det her er one-takes, så man ikke distraheres fra det, det handler om; at have noget på hjertet. Så det lytter jeg efter – med hjertet – here we go…
Bange anelser
Man er altid lidt bange for at lytte til danske bands, som synger alvorligt om hverdagsting, for når det kammer over i patetisk navlepilleri, pastelfilosofi og spelt ironi, så krummer man tæer og ærgrer sig over at bandet reelt har kastet sig ud i den sværeste kunst i verden, nemlig at imponere den skeptiske dansker med noget, han allerede mener at have hørt for 35 år siden. Nogen skal bare lade være. Jeg krummede dog næsten ikke tæer, da jeg starter gennemlytningen af indeværende album, og jeg tror, at grunden til jeg måske gjorde det lidt, hænger sammen med pressemeddelelsen af albummet. Den får jo ikke for lidt; her er to jævne gutter som har været omkring i det store udland og ledt efter meningen med deres liv. De har fundet ud af, at de kommer fra det ny sort, nemlig udkantsdanmark og derfor tager de hjem og skriver hverdagsrealistiske numre om dette. Jeg tænker, at den generelle holdning lidt er, at man pr. definition er hyperautentisk, når man kommer fra… udkantsdanmark. Der er så meget iboende belastende i sådan en markedsføring, at den for mig bare ER svær at sluge. For jeg kommer virkelig ikke fra udkantsdanmark.
Tre vigtige vejrtrækninger
Derfor skulle jeg trække vejret dybt tre gange, før jeg fik filtreret alt det fra, som distraherede mine ører. De tre vejrtrækningen gjorde godt; for Sorte Fugle lyder faktisk som om de er helt derude, hvor kragerne vender, eller hvor fugle er smurt ind i olie, ja faktisk bærer vingerne hele vejen hjem i fugleflugt, ingen benløse fugle her.
“Nyt liv” er en klar kickstarter hvor tonen anslås. Det er måske et af de numre jeg har det sværest ved, da temaet primært er alt det, som pressetomtalen fokuserer på. Men nummeret hænger ret godt sammen og teksten er jo som den skal være:
“Vi er rendt hele vejen fra Berlin og hjem igen(…) En ny situation på det selvsamme sted, hvor alting det begyndte, begynder det igen. Ja, hjemveen kaldte og gav mig et nyt liv”
Så er det skåret ud i pap. “Illusioner” er til gengæld et pivfedt nummer, som efter nogle ganges gennemlytning virkelig sætter sig fast og har en inderlig og dyb melankolsk stemning. Godt arrangement med en bizar twisted organ/synth lyd.
Det skal ikke være en ren gennemgang, det her, læseren af dette bør selv erhverve sig skiven og gå i krig. Men man må give Sorte Fugle ret, “der er så mange sure mennesker her i landet”, synger de på “Der er så meget”. Et nummer der lyder drøjt, trægt og skært. Fedt, fedt, som tingene hænger sammen i tekst og lyd.
Den svære autenticitet
Da det hele er ind-til-benet, så er det jo sårbart, hvis ikke det hele tiden er originalt. Man kan sige, at den tydeligt og bevidst nonchalante dobling af vokalen tilført en røvfuld rumklang har vi hørt utallige gange før fra andre danske kunstnere der vil lyde autentiske, og derved mister man jo hen ad vejen automatisk lidt autenticitet. Da harmonikken og melodikken sjældent er nyskabende ligger det hele i selve leveringen af musikken og teksten. “Lykkelige Folkefærd” er efter min mening for tynd i trommeprogrammeringen og signatur-synthmotivet er simpelthen for simpelt og banalt. Det generer mig for meget til at fokusere ordentlig på deres klage over de hykleriske danskere. Jeg forstå heller ikke trommetracket på titelnummeret “Sorte Fugle” – helt ærligt, kunne man ikke gøre lidt mere ud af det? Synd, da det er er godt nummer om hvordan jordens resourcer varetages af griske folk der ikke er deres ansvar voksne: “I kan ikke se den egentlige grænse i selv har sat(…) ahh så mange om så lidt – ahh så bange, ahh, hvorfor venter i så længe? Tæller penge”. Sat sammen med arrangementet går budskabet rent ind.
Et nummer, hvor det hele virkelig fungerer godt er “Alting er”. Det nummer har eddermaneme drive og får mig klart frem i sædet med sit tørre og knasende udtryk – her kommer simpliciteten til sin ret, både i musik og tekst. Det er lommekryptisk/poetisk på den enkle og fede måde og pirker til nysgerrigheden; “og du har rejst dig der hvor jeg faldt og du har efterladt det tomme rum til mig og hvad er det jeg har vundet?” Det fatter jeg måske ikke helt, men det er fedt at synge med på, det leveres i hvert fald med kras alvor i stemmen, så man er sikker på, at det nok betyder noget vigtigt. Og de greasy riffs ligger godt i mixet, og det gør de generelt på hele pladen.
Kontrol
Numrene fungerer som korte brudstykker fra danmarkshistoriens rex album, som Dan Turell ville have sagt det, og blandt andet “Kontrol” er godt skåret ud – i et hug med et cool tema; personen i nummeret er i færd med at gøre karriere på fabrikken, hvor hans far sled sig ihjel. I stedet for at vende sig mod en fabrik med angiveligt dårlige arbejdsforhold, smører han chefen og bliver dennes højrehånd – og bruger sin magt til at tryne andre, præcis som faren blev det. Alle kender sådanne typer, yikes;
“I skal bare rette ind og følge min bevillig, når chefen giver mig magt og kontrol”. Sjovt nok er nummeret sat i et beat, der har reminiscenser fra Lennons “Working Classic Hero” – om det er bevidst er uvist, men det er ironisk og fedt i sig selv.
Tak
Når jeg efter nogen gennemlytninger har underkastet mig hele stemningen, hele tilgangen og ikke mindst vokalens udtryk, som til tider er bidsk hudflettende og spottende – så har jeg helt glemt, hele det der markedsføringsstunt med udkantsdanmark. Jeg tager mig selv i at være glad for, at de herrer Flemming Walther Andersen og Dennis Bengtson fik rusket lidt til min storby-uimponerthed og indkantsarkasme. Måske sætter jeg allerede og helt frivilligt Sorte Fugle på igen i morgen.
Sorte Fugle
Fakta
Artist: Sorte Fugle
Album: Sorte Fugle
Release: 9/9 2016
Label: Nyt Liv Records
Trackliste:
1. NYT LIV
2. ILLUSIONER
3. DER ER SÅ MEGET
4. DET LYKKELIGE FOLKEFÆRD
5. SENSOMMER
6. ALTING ER
7. KONTROL
8. VÅDE DRØMME
9. SORTE FUGLE
10. KONTROLLERET I FORFALD
11. ET NUL.
Credits
Sorte Fugle:
Flemming Walther Andersen: Guitar, vokal, bas og trommer.
Dennis Bengstson: Vokal, guitarer.
Produktion, Mix og programmering: Rune Réne Hansen
Mastering: Rune Réne Hansen
Inspillet på Falster og i Rumble Room.
Cover Artwork: Katja Lorenzen
Cover Design: kaukro
http://www.sortefugle.dk
Skriv et svar