Symfoniske X-Men i Pumpehuset

Det amerikanske band Symphony X spillede for fuldt hus for jublende fans i Pumpehuset fredag aften. Med god lyd og god performance, kørte kvintetten klatten aftenen ud.

In the mood

Efter to opvarmningsbands begyndte man at kunne se at koncerten var udsolgt, for Pumpehuset blev mere og mere fyldt til randen efter Symphony X-fans der troppede forventningsfyldte op. Fansene blev ikke skuffet, for Symphony X var meget in the mood, og der var gnistrende spilleglæde og åbenlys ærbødighed over for deres fans, og det så ud som om at der var tænkt meget på live performance.

Der var flot belysning på scenen, og med bagtæppet med det karakteristiske logo, var der fra første sekund en rigtig god atmosfære. Sangeren Russell Allen var ret god til at få publikum med, og han nævnte Dio som en stor metal-personlighed og fader af ”hornene”, og fik gennem koncerten publikum til at lave tegnet. Symphony X gav den ekstra gas, og vi fik Led Zeppelins hit fra 1970 ”Immigrant Song”, med det karakteristiske klagende skrig. Russell Allen var godt varmet op på dette tidspunkt, og den vanskelige vokal klarede han til UG.

Allen var også meget visuel orienteret, men også liidt non-metal at se på med sine spejlsolbriller, og det var måske også lidt komisk at han havde en grotesk maske på under nummeret ”To Hell and Back”, men man kan da sige at de havde lidt humor, og gjorde mange ting for, at publikum ikke skulle gå der fra i kedsomhed.

Hele ”Underworld”

I løbet af aftenen blev alle numre spillet fra det nye album ”Underworld”, og det var lige noget publikum kunne bruge til noget. De nye numre stod også godt ved siden af de ældre numre, og der var i det hele taget et glimrende flow igennem koncerten.

”Swan Song” er et følelsesladet nummer, hvor alt det gode er med; glimrende vokalmelodier til et stemningsfuldt akkompagnement, og en guitarsolo der er helt i top. Russel Allen havde ikke så meget fylde i stemmen i de lave registre, men til gengæld var fraserne i de høje registre federe sunget end på albummet, og det løftede udtrykket i nummeret, og gjorde det til ét af aftenens fedeste.

James Rullo gav den gas på trommesættet i ”The Death of Balance / Lacrymosa Instra” (fra albummet ”V: The New Mythology Suite”) hvor de karakteristiske tromme-fills var et godt højdepunkt i nummeret, og selve nummeret var også noget af et højdepunkt for hele koncerten. Det er også et af mine personlige favoritter, og det er et fantastisk instrumentalnummer som er definerende i den progressive metal. Tangentmaterialet i nummeret er en stor del af nummeret, og Michael Pinnella var også total skarp på keyboardet, og han og Rullo fik begge et godt bifald fra publikum da Allen nævnte deres navne efter nummeret var færdigt.

Ét af de nye numre, ”Charon”, var godt og gedigent spillet, og det var fedt at høre det live. Dog havde jeg forventet en mere overskudsagtig version af dette nummer, for det lægger det op til. Det var som om at de ikke havde en hel præcis vinkel på hvordan det kunne peppes op til et livenummer med ekstra kvaliteter.

Michael Romeo spillede fantastisk guitar, og var samtidig en god show-man. Mange af de soloer der er på det nye album, skuffede ikke i live-versionerne. Romeo havde fed guitarlyd, og han fik både ramt lydbilledet på “Underworld” og dertil med en ekstra klang-dimension i live-lyden, som var tiltalende og slagkraftig.

For at få kemien mellem band og fans, havde Symphony X valgt at lave noget jam i rock´n roll-stil, med call/response mellem Allen og metalskaren, hvor han sang nogle nonverbale vokal-fraser, som publikum skulle synge efter. Det var fin underholdning….men lidt ude af prog-metal-stil.

Vurdering

Det var topprofessionelle musikere der fredag aften leverede virtuos metal. De var teknisk overlegende, og efter få minutter kunne man fornemme at der nok ville komme musik på højt niveau, for deres brillante spilleteknikker sad på rygraden, og det lød til at de havde svært ved at fejle.

Symphony X havde det hele. De havde god lyd, kunne spille tungt og tight, og så spille kvalitetslir til den store guldmedalje. Dertil var der meget bevægelse i musikerne, og det var ikke kedeligt at se på dem på noget tidspunkt.

Deres numre er generelt godt skruet, og fungerer godt både som studieindspilninger og live. De mange toner der ligger i det instrumentale, forstyrrer ikke de iørefaldende vokalfraser, for det lyder meget naturligt det hele.

Symphony X er meget bevidste om deres performance, og med det store musikalske overskud, kunne de sgu også finde ud af at lave et festligt og farverige show fredag aften. Der var måske lidt for meget jam som gik ud af prog metal stilen, og det var lidt for fresh at lave “syng med Russell Allen-session” midt i det hele.

Men der var selvfølgelig masser af prog metal i luften, og det er imponerende at kunne skyde denne type virtuose numre ud på denne måde, og metal i denne liga, er fantastisk at kunne opleve i så levende udgave. Utroligt nok skulle publikum kun af med 200 kr. for denne metalfest i Pumpehuset.

Hvis man bare er lidt til progressive metal, er Symphony X et glimrende sted at starte sin publikum-debut. Og dem som er die hard fans, vender helt sikkert tilbage når Symphony X kommer forbi Danmark igen.

Interview med Romeo

På baggrund af en aftale med Nuclear Blast, var der mulighed for at RockZeit kunne interviewe Michael Romeo. Et par timer før koncerten, mødtes jeg med Romeo backstage, hvor han havde fundet et lille kontor hvor interviewet kunne finde sted. Romeo følte sig lidt udfordret, for nogle af mine spørgsmål var lidt utraditionelle.

Interviewet bringes snart her på RockZeit.