Symphony X er i den grad tilbage og varedeklarationen er snorlige – her er et band der ikke snyder på vægten. Heltedigte fra svundne Camelotdage (og nætter), tilsat tordnende trommer og stramme metalguitar riffs.
De holder hvad de lover fra starten med deres “Overture”, som på bedste gotiske vis optegner resten af albummets lydkulisse.
Man oplever det næsten som at stå midt i slaget ved Helm’s Deep. Herefter går “Nevermore” i gang.
Det er et af de numre, som SX selv fremhæver og her får Russel Allen vist sin genretro rækkevidde fra semi growl til flot Klaus Meine klang. Nummeret minder i akkordmateriale, temposkift og formled en del om Dream Theaters “Lost not forgotten” fra “A dramatic turn of event”(2013), hvilket ikke trækker ned.
Den indledende tekst til nevermore efterlader heller ingen tvivl om hvilken genre vi bevæger os i:
From the skies, across the sea of lies
To the dungeons of the damned
Scorching winds blazing thunderclouds raging
Here I make my stand
Gotisk powermetalæstetik med effektive riff
Med titelnummeret “underworld” leverer SX, med en skarpskyttes præcision, atter gotisk powermetalæstetik med effektive riff og enkelte strejf af progressiv metal. En overbevisende blanding af mørkeondt munkekor, heroisk vokal, hidsige strygere og et storladent lydbillede, samt ikke mindst ekstremt stramme formled, skaber tilsammen en suppe af ustyrlige klicheer som står i kø for at stikke af.
Det er fjende flot og dejlig ligegyldig underholdning og de fem minutter og otteogfyrre sekunder ræser sgu afsted.
“Without you” er så balladen som SKAL med på et ret kommercielt album. SX kredser om det i pressematerialet men vil ikke hundrede procent indrømme, at det er tænkt som en ballade – men lad bare være; Allen strammer sig i den grad an og leverer en hamrende flot vokal. Dynamisk holder bandet og især grydebanker Jason Rullo sig (næsten) på måtten med forholdsvis rolige passager sågar med lækker akustisk guitar af Michael Romeo, men der efterlades ingen tvivl om, at bandet når som helst ville kunne forgribe sig på nummeret, hvis ikke Allen stod fast. Men det gør han heldigvis.
Det er som hentet fra MTVs storhedstid, hvor det væltede frem med softlight metalballader (jeg savner sgu HBB).
“Charon” er SX også glade for i pressematerialet, og det er såmænd også rart at høre nogle mellemøstlige skalaer her og der, men alt i alt rummer nummeret ikke nævneværdig dybde, andet end dygtig lag på lag farvelademetal.
“Swan song”, hov, hvad er nu det?
Alt imens man begynder at blive lidt irriteret på SX’s hypereffekive paint by number powermetal er det alligevel som om de virkelig rammer bulls eye. “Swan Song” er i hvert fald efter vores mening noget der minder om et langtidsholdbart nummer, der som SX netop ønsker det, kan stå alene. Især i de mere afdæmpede ballade agtige passager er det som om Russel Allen iklæder sig Bon Jovis hår og stemmepragt, flot akkompagneret af lækker klaverspil af Michael Pinella og Petrucci’esque solo af Romeo (sorry, sådan er det bare).
Swan Song er et af “Underworlds” håndfuld af numre, der rummer et eller andet sært og dybt selvmodsigende troværdigt i SX flødemetal univers. Det er over stregen på den fede måde.
Transponeringen til sidst (ca 6:10) er lige i øjet, jamen, jamen.
For feinschmeckere og nørder går tretallet igen i albummet, løst inspireret af Dante, og “Underworld” er tematisk ligeledes løst inspireret af underverdenen, Hades og Orpheus tur til helvedet og tilbage igen for at redde Eurydice.
Men igen, Symphony X kan alt det de prøver på og de prøver ikke på noget andet. Det kammer over utallige gange på kort tid, men det er meningen med det hele, og kan man sin symfoniske metal på rygraden, så kan man i tryghed albummet igennem regne næste skridt ud og samtidig spotte enkelte referencer til klassiske concept og prog bands.
SX’s concept
SX har meddelt, at deres ny album er skruet sammen nidkært med henblik på at levere to-the-point numre som perler på en snor, og at de samtidig savner mere nutidig fokus på concepter a la “Dark side of the Moon” og “Sgt. Pepper”.
De fremhæver endvidere Rush’ “Moving Pictures” fra 1981 som et concept album, hvor sangene kan stå alene og får dermed behændigt sammenkædet “Underworld” med endnu en klassiker. SX giver med “Underworld” således et bud på hvordan man kan blæse og have mel i munden på samme tid, ligesom de andre ikoner.
Generelt er der snarere tale om Dream Theater light uden dog at det forstyrrer væsentligt. Der findes nemlig kassevis af middelmådige symfoniske progressive metal bands og Symphony X står klart distancen som et af de bedre i genren.
“Underworld” bliver måske ikke en ny “2112”, “Leviathan” eller sågar deres egen Paradise Lost fra 2007 – dertil virker den for parfumeret, pastelagtig og fortænkt og ufarlig, som eksempelvis Vanden Plas’ “Christ O” (uha, uha) – men omvendt er den netop renskuret, imponerende velspillet og medrivende i nuet.
Og igen, SX er knusende sikre, rutinerede og leverer gode live præstationer og med “Underworld” er der helt sikkert endnu mere materiale at skråle med på til de kommende koncerter.
Underworld er bandets første nye album siden 2011, og udkommer 24. Juli på Nuclear Blast Records.
Trackliste:
- Overture 2:13
- Nevermore 5:30
- Underworld 5:48
- Without You 5:51
- Kiss Of Fire 5:09
- Charon 6:06
- To Hell And Back 9:23
- In My Darkest Hour 4:22
- Run With The Devil 5:38
- Swan Song 7:29
- Legend 6:29
God fornøjelse, oprigtigt talt.
Fire ud af seks stjerner
Skriv et svar