Datidens og nutidens absolutte guitartroldmænd har sat sig rundt om bå… pejsen i biblioteket med en cognac i hånden mens der gives bro’s hele vejen rundt. Undervejs får de næsten glemt lytterne.
De ansvarlige for dette joint venture er guitarist Sterling Ball, trommeslager John Ferraro og tangent høvler Jim Cox. De er ganske habile musikere, faktisk, og har da også en del år på backgearet, uden rigtig selv at nå de højeste tinder som mange alderssvarende koryfæer.
Deres passion for blues og rock har motiveret dem til at stable det aktuelle helte-spiller-covers-af-deres-favoritnumre-projekt, og ved hjælp af social smørelse, fester, BBQ’s, fælles venner og bekendte samt fælles kærlighed for bluesbaseret musik, er det lykkes at samle en god bunke stjerner fra forskellige forgreninger af rockens alfarvej.
Og der hygges igennem; man fornemmer helt klart, at alle har haft det sjovt, præcis på den måde, når man spiller hygge badminton i kolonihaven hvor det gælder om at få den længst mulige fælles slagserie. Intet alvor her, intet på spil, men god afstressning. Derfor bliver det i længden også lidt drøjt at komme igennem.
Tre gange Steve
Det er altså hardcore navne, vi snakker om her, alene tre gange Steve, nemlig Vai, Morse og Lukather, giver automatisk store forventninger – og hver især med hver deres unikke guitar lyd viser de deres særpræg, således at man kan se at en guitarhelt ikke behøver at være en stereotyp, men at den metie kan gøres på mange måder. De har hver deres særegne guitar stemme, hvilket jo er rar afveksling ovenpå nogle lidt fesne arrangementsoplæg.
Vai My Guitar Gently Talks
En af dem der skaber noget særligt er Steve Vai med sin ekstremt talende guitar i klassikeren “Sugar Shack”. Det er næsten som om man kan fornemme konsonanterne; man oplever i hvert fald at guitaren sludrer, small talker… stopper midt i en sætning og igen ævler løs, som en fjantet ung pige der tænker højt om alt fra Amazon til Zalando. Det er en charmerende version, som man bliver helt munter af. Jeg må dog tilstå, at John Petrucci tårner sig op over de andre – det gør han bare, hvad enten man er til hans sound eller ej – selvom han har valgt noget så lame som et Disney medley. Han var godt nok selv i vildrede og Sterling Ball foreslog et Disney medley! Men hvor er det dog typisk ham; her kan han lave alle sine guitar guirlander op af et harmonisk grundlag som har dannet forlæg til hele Dream Theaters sangkatalog. Han flyver op og ned af guitarbrættet og man ved at det er et one take, og at han spiste en nybagt chokoladekage med højre hånd samtidig. No sweat. Men alligevel har han noget klogt at sige, og de melodiske ideer, som opstår midt i tonevrimlen er tit overraskende gode. Hans tårnhøje niveau gør næsten indsatsen til musik fremfor sportguitar. På en plade hvor det ikke er vigtigt med nerve, er hans søndagsindsats klart den bedste af guitarheltenes.
Uden Cox, kokser det
Lad mig derfor rette fokus på klaverbokseren, Jim Cox, for det er tit ham, der midt i al guitarblæret bliver mest interessant og ham der tager musikken mest alvorligt. De store kanoner skal lige måle størrelse i en lukket kreds, men Cox lytter hele tiden til dem han spiller med. Han blender ind, fylder huller, og stikker næsen frem, når guitar liret er ved at kvæle musikken. Derfor skabes der balance, når billedet er ved at vælte. Bravo. Arbejdsmanden bliver flere gange dagens helt.
Suppe, steg og dyr is på toppen
Konceptet er velkendt – man har et solidt backing band som rygrad til ekvilibristerne i front. Hvis man formår at gøre brug af moderne teknologi kræver det stort set ikke andet end, at hver rock koryfæ indspiller deres bid i sit hjemmestudie – herefter mixes det hele sammen og lyder qua musikernes høje niveau som en sammenspillet enhed. Så kan man mødes ved kaminen og høre slutproduktet sammen – hvilket de faktisk gjorde!
Rammende nok er de bedste numre, dem med de største stjerner. Det er måske derfor man ikke lige kender Ball, Vox og Ferraro. Men de er gode til at passe butikken. Jeg kan dog godt følge en af vores kolleger derude – som plejer at Calle en spade for en spade – når han betegner dette udspil som suppe-steg-is. Det er det nok også, jeg vil gå så langt som at sige, at den har en vammelsød julemusik teflonlyd, der glider af på selv det groveste stuetapet. Det er bare en sygt god suppe-steg-is plade med absolut stjerneglans, og derfor kan man nyde en del af numrene og skippe resten.
The Mutual Admiration Society
udgives den 19. Januar 2018 via Sterling Ball, John Ferraro & Jim Cox & Mascot Label Group.
Band:
Sterling Ball: guitar
John Ferraro: trommer
Jim Cox: tangenter
gæster:
Steve Morse
Steve Vai
Steve Lukather
John Petrucci
Albert Lee
Jay Graydon
Numre:
1. Payday Song
2. The In Crowd (feat: Steve Morse)
3. Checkin’ Up On my Baby
4. Baby Please Don’t Go (feat: Steve Lukather)
5. Treat Her Right
6. Sugar Shack (feat: Steve Vai)
7. Memphis A/K/A Memphis, Tennessee
8. Cryin’ Time (feat: Albert Lee)
9. I Want You Back
10. Disney Medley (feat: John Petrucci)
11. Hey Good Lookin’ (feat: Albert Lee)
12. Strip Mall Gourmet (feat: Jay Graydon)
13. Heartbroke