Selvom Punken var et tiltrængt modsvar til de efterhånden mange forblommede og gumpetunge konceptbands i slut 70’erne, bruges den i dag mestendels som en sølle autenticitetsindikator hos den renskurede mainstream kunstner. Hvem kan så udtrykke sig med punk, så man oplever noget nærværende og pågående og hvordan gør de det så, når det mislykkedes for andre?
Tja, nogen bands rammer bare plet, og The Yeah Force forstår i den grad at revitalisere det punkede udtryk. Med deres højintense to the point numre, er The Yeah Force med deres debutalbumudspil “Ambassadors” fra februar i år, kommet ret godt fra land. I det øjeblik første nummer “Burning Feet” losses afsted, går man allerede lidt baglæns med armene i Kungfu Panda-parader. De mener det her punk-“noget” mindst lige så alvorligt, som rigtig mange andre fyraftens retro rockbands er holdt op med at mene noget som helst, men bare gerne vil være en pastiche på et givent gement Sun Strip hairmetal band.
In – you – face
Der går The Yeah Force så lige den anden vej. Ikke at teksterne giver Leonard Cohen søvnløse nætter (det er bestemt ikke mening og ville i givet fald sikkert give The Yeah Force selv søvnløse nætter), og heller ikke fordi de virkelig opfinder den dybe tallerken rent kompositorisk. Men fordi de slet ikke lyder som om de kan finde ud af at lave noget som helst andet end at møje sig igennem de samme 3-4 akkorder i energisk og febrilsk tempo, med urimelig aggressive betoninger, anslag og skråleri.
Dertil kommer så, at de trods alt alligevel har større musikalske armbevægelser end lige the bare minimum punk, og med casual håndelag hælder skingert orgel, gøglerstemning og ekstra tøset juhu-pige-kor udover det hele, på så uimponeret og usleben lirekassefacon, at man tænker, at det her er en muteret ungdomsskole, der har besat en musikforretning, og enten kommer der et eller andet politisk manifest i hovedet på een lige om lidt, eller også vender de sig om og mooner dig. Eller begge dele.
Jamen, det ER bare hjerte/smerte set i mannish boy-agtigt ungdommelig brandert- og efterbrandertperspektiv, og de er ikke ligefrem eksperimenterende med formled og temposkift, men til gengæld er melodilinjerne iørefaldende og spændt op til lir, og sangene holder sig, så tæt som et hanekamshår, ved de 3 minutter.
DIY: Max Christensen, den løse kanonkugle
Nu ved jeg godt, at de beskriver sig som lige dele 50’er rock’n’roll, 70’er syrerock og punk, men jeg stemmer klart på punkens væsen som den egentlige drivkraft, selvom jeg slet ikke kender musikernes baggrund.
Der er ikke nogen numre der kan fremhæves over de andre med andet end marginal margin(!), og kunst bliver det never, never og never, men skruerne er notorisk løse, man genkalder sig Beastie Boys “Party”, og derfor er man konstant underholdt og får lyst til at hoppe rundt og skråle med. Et nummer som “Bounce” siger dog det hele; en rablende glad sang, humor, bulder og brag med en flabet og skabet gang call-response mellem Max Christensen, den løse kanonkugle, og det meget tøsede pigekor (hvem sagde “Give it to me baby, a-ha, a-ha!” – er det virkelig bare bassisten Karen Gudiksen, der står for det alene, i så fald, wow!).
Max Christensen giver hals og krænger svælget helt ud over mikrofonen, så man kan høre spyttet glide ned af vindhætten. Han virker grænseløs i sin iver efter at levere varen. Samtidig kan man høre, at hans accent ikke er trimmet – det grænser sig nogle gange til det Valby-engelske – og rene toner er vist kun ment vejledende. Men hans vokal syder af DIY mantraets kerneværdier, så præstationen brager forbi alle dogmatiske stopklodser, hatten af for det.
Ok, hele DIY mantraet er måske på instrumentsiden vanskeligt helt at genkalde sig, i og med standarden i dag er så høj, at man ikke KAN spille så ubehjælpeligt som punk-bandene gjorde i starten (og de blev da også selv for gode med tiden), men ånden lever afgjort og instrumentspillet er da heller ikke den rene ekvilibrisme. Men det er stramt og får numrene til at flytte sig.
Denne skive lander et godt stykke længere oppe, end hvad jeg troede efter at have læst pressemeddelelsen, for når man skriver, ” uanset hvilke årtier og genrer, som bandet smager af, banker de hele vejen intenst og ufortrødent ud ad garagerockens upolerede landevej. “, så bliver man som anmelder altid skeptisk og tænker, at det er store ord som vi har hørt alt for ofte og den bliver svær at hive hjem – men det synes jeg de gør. Pladen stinker i øvrigt af København og varer 32 minutter. Skynd dig at streame den i går.
The Yeah Force Ambassador
Ambassador blev udgivet den 12.02.2016 og kan fås på diverse streamingtjenester.
Booking: Gearbox Agency
The Yeah Force:
Karen Gudiksen: bassist
Max Christensen: forsanger og guitarist
Bjarke Friis Kristensen: trommer
Jeppe Greve: orgel.
1. Burning Feeet
2. Motor Rolling
3. Dear Susie
4. Head On
5. Wild Wonder
6. Assistance
7. Bounce
8. Giddy
9. Brace Yourself
10. Fall Hard
11. Straight Outta Here
Skriv et svar