I en tidsalder hvor de fleste af os har en hvilepuls som en kolibris, et overblik som en hund i et spil kegler og et nærvær som bavianunge, er over 3 timers operametal nok lige så lokkende som et foredrag om dansk gulvbelægning gennem tiderne. Det er faktisk også svært at få tid til at anmelde, lidt ligesom at parkere en Cape Canaveral blokvogn på en standard parkeringsplads ved Kgs. Nytorv. Alene af de nævnte forhold, aftvinger det undren og respekt, når Therion med “Beloved Antichrist” lancerer endnu et mastodont udspil, og derved er tro mod deres loyale fans og ikke mindst dem selv. Så vi har forsøgt at finde hoved og hale i det hele.
Skriften på væggen?
I 1996 så Christofer Johnsson omsider skriften på væggen efter mange års dalende pladesalg og omverdenens manglende forståelse for Therions obskure, avantgardistiske, progressive, oversymfoniske og svært tilgængelige operametal. Samtidig ville han ikke tilbage til den gemene rå black metal. Han accepterede kendsgerninger, og besluttede sig for at det var på tide at stoppe. Som et sidste sværdslag samlede han og bandet alle ressourcer og hjælp fra sit pladeselskab, og lavede en übersvulstig og melodramatisk plade, “Theli”, der var proppet med operakor, okkult tekstindhold og bedre og skarpere produktion. Siden har Therin været et at Nuclear Blasts største successer.
Svensk schwung
Med en tydeligt hørbar inspiration fra navne som Celtic Frost, Pink Floyd, Richard Wagner, Richard Strauss, Accept og Iron Maiden, og et behov for at gøre alt stort endnu større, sværger Johnsson til dramatisk schwung, store armbevægelser og konceptalbummet formatet.
Og han har endnu en gang gjort det umulige – nemlig overgået sig selv, rent kvantitativt i hvert fald.
Europa vs Asien
“Beloved Antichrist” beskrives i pressematerialet som “a complete rock opera unveiling a sweeping story inspired by Vladímir Soloviov “A Short Tale Of The Antichrist””(…)We have taken a great story by a classic Russian philosopher and modernised and perfected it into a great new story that could make it worthwhile for a very broad audience.”
Ultrakort handler Kina skræmte Soloviovs novelle om en japansk-kinesisk alliance der, rustet med den mest moderne teknologi, erobrer Europa. Europa forenede kræfter formår dog at rejse sig og tilsidst sejre, og som “United States of Europe”, lever verdensdelens lande nu i sammehørighed og viden om, at den sande fælles fjende er Asien.
En komparativ analyse af det litterære ophav og Therions album må gøres et andet sted (af nogen andre), desuden er der mere tale om baggrund og inspiration end egentlig drejebog. Mange figurer går igen, men andre er udeladt eller lavet helt om. Eksempelvis var der ingen kvinder med i novellen. Jeg er mere interesseret i, hvorledes musikken griber de åbenlyse dramatiske muligheder teksten indeholder.
Mange akter med gode takter
Akt 1:
Operaen er delt op i tre akter og byder på 30 forskellige karakterer, såsom Satan, engle, dæmoner, præsidenter, paver, tjenere og andet godtfolk. Rollerne synges blandt andre af adskillige hyrede musical- og opera solister og bakkes op af en stort kor.
Med et så digert værk er det afgørende at lytteren oplever en omhyggeligt struktureret historiefortælling med de nødvendige dynamiske, instrumentelle, vokale og klanglige variationer, således at vi beholder interessen og bliver fodret med lækkerier, overraskelse og genkendelighed. “Turn From Heaven” leverer netop dette som ouverture til første akt. Det er en fejende flot og storladen intro med godt melodisk opfindsomhed og introduktion af ildevarslende signaturmotiver. Guitaren har en tikkende figur der skaber en truende stemning. Så er vi i gang og som perler på en følger “Where will you go” med vokal klassisk opera/musical mandlig leadvokal bakkede op af et svarende kor og det og tikkende riff bærer nummeret. Herefter i “Through Dust, Through Pain” akkompagneres en kvindelig sopran af et flygel, indtil hele balladen kommer på med elguitar og trommer. Hun har en meget germansk opera/liede klang som giver ekstra dimension og bidrager om en berettigelse af selve projektet. Der kommer så en fed overgang til bombastiske “Signs Are Here” som er drevet af macho kor og piskende trommer, hvortil sopranen igen kommer på tager over.
Allerede nu er dette album stærkere end jeg havde troet, men vi skal jo også holde i tre timer (min Gud). Men numre som “Never Again” – med rislende lyse strygere og et stærkt Judas Priest koromkvæd og med Priest guitar riff – og “Bring Her Home” med symfonisk powermetal kvinde/mand duet, vidner om et bredt musikalsk vingefang. Når disse numre efterfølges af “The Solid Black Beyond”, som er en skrøbelig sag med elegante strygere a la James Horner som sniger sig ind på os som akkompagnement til tenorens klagesang, så får vi fra start lovning på alle de op og nedture, der er behov for.
Therion har dækket sig godt ind på vokalfronten, der mangler ikke noget i klanglig bredde. Når nu man tænker stort så skal det også gøres stort, lidt i modsætning til Dream Theater som skød sig lidt i skoen på “The Astonishing” ved kun at bruge Labrie. Det hindrede at karaktererne foldede sig helt ud i personlighed træk.
Therions brug af horn, strygere og rockorkester og sans for det store melodrama, efterfulgt af elegant æstetisk afrunder projektet og man kan sagtens falde ind i stemningen og blive der. Hele første akt indfrier forventningerne synes jeg, og et nummer som “Morning Has Broken” demonstrerer igen sans for gode overgange og brug af dreven tung melodramatisk softmetal – i virkeligheden lyder “Beloved Antichrist” ofte som fætteren til Priests “Nostradamus” eller noget Fleshgod Apocalypse kunne have kreeret. Og den instrumentale passage lyder klart inspireret af “Into Pandæmonium” af Celtic Frost. Og en smuk finale, når stemmerne til sidst synger synkront i “Morning has Broken..” – frasen.
På “Garden Of Peace” bærer kvindesopran og tenor os gennem et sælsomt, spændende let haltende nummer, med ekstremt musical agtige stemmeføringer og lettilgængelige refrain. Her kan Disney godt tage noter til det næste forladt-pige-vokser-sig-stor-og-stærk drama. Igen hører jeg Nostradamus… men det var også en god stor plade.
Kun “Hail Caesar!” har jeg lidt problemermed i akt 1. Her bliver akkord og melodi materialet for patetisk i et forsøg op at opnå patos; grænsen er hårfin og her går de over grænsen synes jeg . Og sopranen og tenor smelter ikke sammen med rock orkestret denne gang, det bliver bare klodset. Sjovt som det bare ikke virker denne gang.
Akt 2:
Akt 2 kommer fint i gang med “The Arrival of Appolonius”, som er et udmærket rocknummer med temposkift fra godt drevent rock beat til halvt tempo, der er god heavy spade og kor a la russik-ubåds-besætning. Med “Pledging Loyalty” er det, som om vi vågner op fra en skøn søvn til et grufuldt mareridt. Som udgangspunkt et langsomt nummer der sætter en god dramatisk Lord Of The Rings stemning og får pulsen lidt ned. Midtvejs bryder stormvejret dog løs med dobbeltpedal power metal, for efter tyve sekunder at stoppe igen. Rå kontrast til den oprindeligt snigende uhygge. På “Night Reborn” er der ordentlig knald på a la Iron Maiden/Priest. Ovenpå hero metallen er der tilsat opera vokal og det er helt efter bogen. Masser af gode simple riffs og gode tromme fills, og efter det obligatoriske temposkift med stemningsfuldt kor på er nummeret oppe i omdrejninger igen. Som sagt, helt efter bogen, og det rykker for fedt.
Vi får også et majestætisk anthem-style nummer, “Lions Roar”, med en bombastisk puls a la “We Will Rock You”(Queen) – det er meget smagfuldt bygget op med dynamiske variationer med blæsere, kor, og passager med ren guitarspil. “Cursed Be The Fallen” er en kort intens operarocker som fungerer som overledning til et mere svulstigt nummer “Ressurection” – det forekommer tit i denne stilart og det hjælper som ‘breaker’ så man lige kan sætte sig op i sofaen.
“To Where I weep” er et virkelig godt afbræk fra de Wagner’ske armbevægelser, med en sælsom sorgfuld tusmørkestemning, og den kvindelige vokalist næsten svæver gennem et nattehav af strygere, båret af en slæbende rytmegruppe som kæmper for at holde sig oppe.
Sidste nummer “Thy Will Be Done!” er svinefedt, især den lange tunge passage med tør og knoglekvasende bas og en afslutning med rolige blæsere i det dybe leje, der markerer, at nu er der (allerede) tæppefald. Akt 2 har større kontraster, vingefang, musikalsk farve og spænding end akt 1. Sådan skal det også være.
Akt 3:
Nu er vi noget så langt i historien og der skal mere fart over feltet, synes jeg. Det har vekslet meget i dynamik, og Akt 2 havde mere pondus end akt 1, men grundlæggende har dynamikkens top og bund grænser ikke flyttet sig markant gennem de første akter, hvilket gør, at man sidder tilbage med forventning om, at det nu bør eksplodere, hvis ikke det skal ende med en mindre skuffelse.
Med “Shoot Them Down” er der dog knald på. En klassisk heavy rocker, uden slinger i valsen. Garneret med opera. Stemmerne virker lidt komisk tilføjet ovenpå al det ordinære høj puls hardrock, mest som pligt arbejde, af hensyn til genretroværdigheden. Men akt 3 er skudt igang på en funktionel og intens måde.
Og det fungerer virkelig godt med skiftet til den eksotisk lydende “Beneath The Starry Skies”, hvis intro skaber associationer med ét eller andet soundtrack fra Tusind og en Nat´s eventyr. Det er godt set, hvorfor det ærgrer mig at Therion ikke kan føre det til ende og helt umotiveret skal skifte til dobbelttempo med en sopran der lyder nerveløs og ganske grusom. Helt unødvendigt.
“Forgive Me” byder på en eminent intro, med fløjter, strygere og en lys elegant kvindestemme. Langsomt og snigende bygges nummeret op og det er kun forslæbende at det beslutter sig for at sætte en slow rock puls igang med trommer & co. En tenor joiner og herefter savner jeg lidt mere melodisk originalitet, derfor er det lidt ærgerligt at der er 5 minutter tilbage.
“Burning Down The Palace”, “Day Of Wrath” og “Rise To War” er alle fine og stemningsfuldt numre, men alle de mange camp og teatralske virkemidler begynder at miste deres kraft da vi allerede har hørt det i to en halv time. Man begynder at blive træt af rutineskift mellem dur og mol og Priest chugging guitar. Og bare fordi man bruger opera sangere og samplede strygere, så bliver det ikke nødvendigvis kunst – det er en fordel at få afstemt sin fascination for genren med sin formåen. Johnsson udtaler godt nok, at han har erkendt sin manglende evne til at lave en ægte opera, men han er altså ikke nået helt i mål med sin erkendelsesproces.
Therion har efterhånden haft en del år til at finpudse deres kernekompetencer, og derfor burde alle de her svulstige instrumenter og stemmer være bedre afbalancerede og fungere mere organisk.
Ekvilibristerne shiner og håndværkerne blegner
Der kommer hele tiden gode ideer fra anden øverste hylde og formleds- og stilskift og af og til akkordfremmede toner der leder over i noget andet end dét ørerne forventede. Samtidig har Therion meget modigt ladet nogle numre være rå og upolerede hvilket altså virker godt undervejs; man oplever kontraster som eksempelvis Dream Theater typisk havde bortnivelleret (Petrucci ville ikke kunne sove om natten før det var glattet helt ud). Selvom jeg lyder glad og tilfreds, og Therion således unægteligt er gode til at skabe afveksling og farve, så synes jeg bare ikke, at deres skills holder hele vejen; deres håndværk og virtuose muskler rækker ikke til at nå helt ud i de dynamiske yderfelter, og det er efter min mening påkrævet, når man tager tre timer af mit liv; Der hvor akterne peaker, rammer de en 8’er på en top 10. Og det er i de afgørende faser, at metallens ekvilibrister shiner og håndværkerne blegner. Og selv ikke på “The Astonishing” får supervirtuoserne i Dream Theater fyldt tre timer ud. Det gælder om at trykke stop i god tid, som der står i busserne.
Det er som om, at Therions indledninger er bedst, ikke mindst “Time Has Come/Final Battle“og “Strikning Darkness” og at det herefter kniber med at leve op til egne ambitioner. Man laver elegante indledninger og så!… køres resten ind med heavyrock! Therion har efter min mening ikke helt idemæssig og musisk kapacitet til at fylde rammerne helt ud og skriver i akt 3 ikke væsentlige nye musiske kapitler ovenpå de to forrige akter – og så kunne det jo have været rart med 45 minutters kortere varighed. Det er lidt ligesom, når man har købt for meget mellemsejt fyrværkeri og ikke nænner at smide sidste tredjedel ud. Men det skal man altså gøre en gang imellem. Det går lidt udover gode numre som “My Voyage Carries On”, som i kvalitet svarer til de numre i akt 1, jeg var gladest for.
Hver især er akterne fine og spændende og man kunne have tøjlet sine egoer og komprimeret hele baduljen ned til to actionpacked akter. Nu ender det lidt med at skuffe, om end på et rimeligt niveau.
Therion er draget på gigantisk Europa turne i 3 måneder, men undgår behændigt lille Danmark. Johnsson har dog ikke i sinde at nøjes med det typiske album+turne format, næh, hans store plan at opføre hele pivtøjet som en reel rockopera på en live scene. Someday.
Act I
01. Turn From Heaven
02. Where Will You Go?
03. Through Dust, Through Rain
04. Signs Are Here
05. Never Again
06. Bring Her Home
07. The Solid Black Beyond
08. The Crowning Of Splendour
09. Morning Has Broken
10. Garden Of Peace
11. Our Destiny
12. Anthem
13. The Palace Ball
14. Jewels From Afar
15. Hail Caesar!
16. What Is Wrong?
17. Nothing But My Name
Act II
01. The Arrival Of Apollonius
02. Pledging Loyalty
03. Night Reborn
04. Dagger Of God
05. Temple Of New Jerusalem
06. The Lions Roar
07. Bringing The Gospel
08. Laudate Dominum
09. Remaining Silent
10. Behold Antichrist
11. Cursed By The Fallen
12. Resurrection
13. To Where I Weep
14. Astral Sophia
15. Thy Will Be Done!
Act III
01. Shoot Them Down!
02. Beneath The Starry Skies
03. Forgive Me
04. The Wasteland Of My Heart
05. Burning The Palace
06. Prelude To War
07. Day Of Wrath
08. Rise To War
09. Time Has Come/Final Battle
10. My Voyage Carries On
11. Striking Darkness
12. Seeds Of Time
13. To Shine Forever
14. Theme Of Antichrist
https://www.youtube.com/watch?v=Ek1YWNAJ-K0m
Resume
Album: Beloved Antichrist
Release: 9. februar 2018
Band:
Christofer Johnsson
Thomas Vikström
Lori Lewis
Sami Karppinen
Nalle Påhlsson
Christian Vidal
aktuelle samarbejdspartnere:
Linnea Vikstrom & Chiara Malvestiti
Numre:
Act I
01. Turn From Heaven
02. Where Will You Go?
03. Through Dust, Through Rain
04. Signs Are Here
05. Never Again
06. Bring Her Home
07. The Solid Black Beyond
08. The Crowning Of Splendour
09. Morning Has Broken
10. Garden Of Peace
11. Our Destiny
12. Anthem
13. The Palace Ball
14. Jewels From Afar
15. Hail Caesar!
16. What Is Wrong?
17. Nothing But My Name
Act II
01. The Arrival Of Apollonius
02. Pledging Loyalty
03. Night Reborn
04. Dagger Of God
05. Temple Of New Jerusalem
06. The Lions Roar
07. Bringing The Gospel
08. Laudate Dominum
09. Remaining Silent
10. Behold Antichrist
11. Cursed By The Fallen
12. Resurrection
13. To Where I Weep
14. Astral Sophia
15. Thy Will Be Done!
Act III
01. Shoot Them Down!
02. Beneath The Starry Skies
03. Forgive Me
04. The Wasteland Of My Heart
05. Burning The Palace
06. Prelude To War
07. Day Of Wrath
08. Rise To War
09. Time Has Come/Final Battle
10. My Voyage Carries On
11. Striking Darkness
12. Seeds Of Time
13. To Shine Forever
14. Theme Of Antichrist