Thrash-lyn ramte Amager Bio med et brag

Jeg har efterhånden været til en del koncerter gennem mit snart 40 år lange liv, og jeg kan med sindsro konstatere at Testament anno 2017 leverede en koncert som uden tvivl er røget direkte ind i min top 5.

Livsbekræftende spilleglæde

Testament har været på banen siden 1983, og det er nærmest helt uden for min fatteevne, at de her 34 år efter kan levere en så entusiastisk og livsbekræftende spilleglæde, hvor de denne aften kom helt udover scenekanten, som i HELT UDOVER scenekanten, i form at massive mosh pits og deres Wall of Death, hvor de får publikum til at dele sig op i to lejre for derefter at angribe hinanden i én stor gigantisk mosh pit.

Det var crazy at bevidne, og gammelfar her skulle ikke nyde noget af det, men hvor var det en fornøjelse at se publikum nyde hvert sekund af det gigantiske thrash metal show som Testament leverede denne aften.

Jeg har kun oplevet et band som Iron Maiden levere samme spilleglæde så mange år inde i deres karriere, som Testament gjorde det her til aften.

Dette skal også ses i lyset af de to seneste koncertoplevelser undertegnede har set i form af fadæsen med Guns N’ Roses i Parken og den godkendte Megadeth koncert i Vega, hvor udtrykket fra de respektive bands har været vidt forskellige, og hvor man i den sammenhæng virkelig kan få sat tingene i perspektiv.

Hvad skyldes det?

Men hvad kan være baggrunden for den massive performance som Testament kan levere. Dette skyldes i mine øjne flere faktorer.

For det første har sammenholdet i bandet formentlig aldrig været større, og flere af de gamle originale medlemmer har tydeligvis lagt uoverensstemmelserne bag sig og genfundet den glæde, som de også havde i starten af deres karriere.

For det andet består bandet udelukkende af ”world class” musikere som endnu engang viste, at de kan deres kram og tekniske færdigheder til UG, og så har Chuck Billy velsagtens en af de absolut fedeste thrash metal vokaler nogensinde, hvilket han i den grad viste endnu engang denne aften.

Det var mildest talt overvældende, hvordan han kunne svinge fra sine rene vokal og over i thrash og til de vildelse death metal growls nærmest helt uden at få sved på panden, og som selveste Darth Vader ville have sagt det, så var det ”Impressive, most impressive!”

For det tredje har Testament gennem alle 34 år formået at skrive den ene udødelige thrash metal klassiker efter den anden, og hvor man med lidt god vilje godt kan argumentere for at deres seneste tre albummer ”The Formation of Damnation ” fra 2008 og ”Dark Roots of Earth” fra 2012 samt ”Brotherhood of the Snake” fra 2016 måske er deres bedste albums til dato, hvor Brotherhood… topper denne liste.

For det fjerde har livet taget en ny drejning og givet et nyt perspektiv for Chuck Billy efter at han overvandt hans sjældne kræftsygdom, hvilket har givet både ham, og formentlig resten af bandet en ekstra positiv stemning i forhold til at få ”a second chance” i både livet og som band.

Det samlede resultat

Hvis man i så fald sammensætter de fire ovenstående faktorer og sammenholder med aftenens sætliste bestående af de følgende sange: ”Brotherhood of the Snake”, ”Rise Up”, ”The Pale King”, ”Centuries of Suffering”, ”Electric Crown”, ”Into the Pit”, ”Dark Roots of Earth”, ”Stronghold”, ”Low”, ”Over the Wall”, ”Practice What You Preach”, ”The New Order”, “Disciples of the Watch”, og en helt igennem forrygende udgave af “The Formation of Damnation”, ja så fik jeg følelsen af, at jeg kom så tæt på, som jeg nogensinde har prøvet at være blevet lagt i kunstigt koma, for da stikket blev trukket allerede efter sølle 75 minutter (ja, det var sgu ringe), havde jeg følelsen af store vejrtrækningsproblemer, da Testament i et stramt greb havde formået at holde mig i live i en guddommelig verden af kærlighed til heavy metal.

Og som jeg efterfølgende sagde til min kammerat, som med min lidt dårlige samvittighed passede min datter denne aften, så far kunne gå ud og more sig: ”Dette var en af de aftener som man ikke ville have været foruden, da den vil gå tilbage i min historiebog som et af livets fedeste musikalske oplevelser, præcis som dengang jeg oplevede Iron Maiden på Roskilde Festival i 2000, med undtagelse af, at jeg denne gang trods alt ikke begyndte at tude…”