Midt i slipstrømmen af Dream Theater-skolens højglanspolerede mahogniprogmetal, er det rart en gang i mellem med en påmindelse om de mange andre tilgange til den progressive rock/metal. Isbjørg er et ungt dansk band, som har ladet sig inspirere fra helt andre kanter, hvilket er noget som jeg sætter stor pris.
Sådan spiller klaveret
Der er altså tale om et helt nyt ungt nyt band, med virkelig do-it-yourself gutter i starten af tyverne, som mødtes i 2015 og i år udgiver deres 100% hjemmegjorte debut EP. Altså en inhouse production, og man må som udgangspunkt tage hatten af for det engagement, det kræver på så kort tid at få skabt det her lille livstegn i, det her mindre isbjerg i et stort stort metalhav. På den måde er det dem, der på godt og ondt helt bestemmer hvor skabet skal stå og hvordan klaveret spiller. Og med klaveret som det centrale og ofte melodibærende instrument, skabes der en helt naturlig følelse af umiddelbarhed, ægthed og rå klang.
Jeg gad vide, om de har hørt australske Caligulas Horse? I hvert fald høres noget af den samme blødhed og spiritualitet, som Caligulas Horse ofte benytter sig af, i kombination med flotte korfraseringer i baggrunden, sat op mod krads guitarspil. lydbilledet er måske lidt blødere end Caligulas Horse, med mere klaver, på en måde er der lidt oldschool Queen/Mercury agtig klaverrytme, især fra Queens første to album. Et nummer som “Disdain” rammer meget godt bull-eys i forhold til Isbjörg sound. Det eneste mine ører har svært ved på “Disdain” er det MEGET modige “klap-klap!” break, hvorefter klappene integreres i instrumenteringen og bidrager til overledningen til en stille passage med stemningsfuld luftigt kor og klaverfigurer.
Opfindsom ungdommelighed
Der er meget opfindsomhed og mange gode ideer på deres numre, herunder ”Engulfed (Selfsea)”, hvor Isbjörg igen – bevidst eller ubevidst – dyrker en relativt naiv og gemen stage piano sound, som ellers er gået i glemmebogen. Ofte handler det i moderne mainsteam metal mere om at konstruere simple, signifikante klaver-stemningstemaer, som kan leveres live via samples – eller som selv bassisten kan spille live, men uden at være en vedvarende bærende del af sangfundamentet. Isbjörg går tydeligvis den anden vej, og det får de kredit for hos mig.
Det er et meget ungdommeligt aftenskolehjerte der banker bag de her numre. Som om de har ladet deres første ideer blive til hele sange, uden at forfine/fortynde med alle mulighe by-the-manual virkemidler. Det er ret uslebent og der vil sikkert være nogen der tænker, hvis bare vi fik fingrene i dem og virkelig lavede lækker lyd, så kunne det blive kæmpe.
Men det klæder dem at have knaster. Dream Theater, Spocks’ Beard og det senere Rush’ glatte lyd med flittig brug af synth, er faktisk slet ikke til stede overhovedet, der er tale om klaver, guitar trommer bas , lead og kor – og det virker nærværende in-your-face og meget basic. Kompositionsmetodikken bærer i sin kerne mere præg af Fates Warnings stædige fastholdelse af udfordrende skæve rytmiske strukturssammensætninger af formleddene som den vigtigste progressive byggesten, fremfor instrumentvoldtægt.
”As Lies In Disguise” er et glimrende nummer, og jeg tror ikke, jeg nogen sinde har hørt en succesfuld dansk mediering mellem Faith No More more og Voivod (især “Nothingface”), vi får nogle ret originale, skæve og dybt progressive formled og opbygning af nummeret, jeg kan både høre Mike patton og Denis Bélanger. Det er flabet og det virker sgu. Afslutningsvis favner de lidt instrumental Subsignal med deres episke bredformat stemningspassager.
Ligeledes er der på ”A Fragile Peace” noget Subsignal patos over hele linjen i det her nummer, som emmer af melankoli og sorg. De har skabt et godt afbalanceret lydbillede, hvor der lige akkurat er nok af alt, der er bestemt også plads til koret, som virker ret vigtigt for Isbjörg. De MÅ altså have hørt enten “Touchstones” eller “Beacons…” med Subsignal, men det gør altså ikke noget, det er ikke et plankeværk det her, det er intelligent inspiration, som bidrager til bredde og musikalske godter.
Demo
Til sidst er der lige nummeret ”Disobeying(Bonus Track)”.
Sorry. Der er reelt ikke tale om et bonus nummer, det er slet ikke gennemarbejdet nok til at fremstå som noget som helst bonus, snarere minus. Lydligt er det alt for skrabet og vokalen er ujævn, men aldrig god.
Og så er vi der hvor jeg tager ja hatten lidt af; for i og med at man laver det hele selv, mister man måske også lidt af falkesynet og dermed evnen til at spotte skønhedspletter, og i grelle tilfælde overser man nogle klare plamager af ufærdige elementer. Alt det som jeg har fremhævet som deres plusser, er ligeledes der, hvor de skal være ekstra opmærksomme, og stille sig kritiske spørgsmål som, er det her råt og originalt eller er det bare banalt og ufærdigt?
Man kan godt høre på numrene generelt, at Michael Juul Hagerup ikke er den mest trænede sanger, men det fungerer som regel på grund af hans musikalitet og evne til at bruge det han har, men for ofte skurrer hans vokal og de musikalske valg, bandet træffer, i ørerne, til at produktet kan kaldes en færdig EP. Det her ER et demo produkt, et godt et af slagsen, men lad os ikke narre nogen, heller ikke selvom at deres iderigdom og åbenlyse talenter, virker som en mere forfriskende saltvandsindsprøjtning end størstedelen af de etablerede velbjergede og uinspirerede metalbands anno 2016.
Som med de norske prog-guder Leprous’ “Aeolia” (det er altså en RET flot sammenligning, guys) hører man kimen til noget der kan blive virkelig stort, men altså ikke er helt på plads. Min frygt er, at de ikke erkender det og ikke lader sig rådføre af andre end dem selv. Når man kan udgive alting selv, kan man jo kalde alt for et færdigt produkt, hvilket er potentielt risikabelt.
Men det er jeg sikker på, at De er klar over, denne EP skal formentlig mest ses som et forvarsel om, at der er noget på vej, som udfordrer den gængse prog-mølle, og DET ser jeg frem til, udfolder sig om … 1, 2, 3 år? doesn’t matter, bare giv jer god tid. Jeg venter gerne.
En bedømmelse er således vanskelig, da spørgsmålet er, om udspillet skal vurderes ud fra promo formatet, altså en EP (det vil trække ned), eller det som det lyder som, dvs. en Demo? Jeg flotter mig og bedømmer det som en virkelig lovende Demo.
Isbjörg - EP
Numre:
1. Disdain
2. Engulfed (Selfsea)
3. As Lies In Disguise
4. A Fragile Peace
5. Disobeying (Bonus Track)
Band:
Michael Juul Hagerup – Klaver, vokal
Mathias Bro Jørgensen – Bas, vokal
Dines Dahl Karlsen – Guitar
Lasse Gitz Thingholm – Guitar
Frederik Ølund Uglebjerg – trommer (Svartsot, Fugle)
Skriv et svar