Fejl40’s selvbetitlede debutalbum demonstrerer, at afstanden mellem Michael Strunges sortromantik, dybt nede i starten af firserne og frem til den danske digter/lyrikscene i 2019, ikke behøver at være så stor; den kan snildt – på godt og ondt – fyldes ud med kalejdoskopiske musik collager, samples og indadvendte ordstilling-omvendt digte.
Det er ikke altid, at man sidder med et vaskeægte multikunstnerisk koncept mellem hænderne, som så ublu udtrykker en understrøm af kritisk kærlighed og nysgerrighed til vores verden, til os mennesker, samt udtrykker kunstnernes utilslørede observation af den mangfoldighed, hvori menneskets gøren og laden viser sig. Men sådan er det altså i dag, så undertegnede har dermed, i et kort øjeblik, forsøgt at spænde den berømte hjelm. Duoen bag Fejl40 hedder Kåre Wulff og Simon Erdmann – på hhv. poesi/vokal og musik/produktion. De er i følge pressematerialet “en del af musik og kunstfællesskabet urall.me collective, der er en kommende platform for divers kunst og udtryk”, og med et mini manifest proklamerer de, at;
”Vi ønsker at skabe et væsen, der har mandat til at sige alt det
usagte. Derfor forholder os i poetisk tilstand, til alt, med en
humoristisk afstand, og lukker først op for os selv – sidenhen dig
for med vores ord, direkte fra dit hjerte,
at taler åbent, om alt det du ved,
vi har været så frygteligt fælles
om at fucke op.”
Menneskemaskinen
Nuvel. Der er i hvert fald tale om nogle poetiske subservationer/punktnedslag – ofte Søren Ulrik Thomsen light-agtige – som tilsammen udgør en glimrende undringsrejse gennem de indre og ydre universer; vi kommer på “Turisttabu” helt ind i sjælen på den stakkels fortabte turist, som midt i sin respekt for og fascination af de, for ham fremmede og ikke-vestlige kulturer (læs: autentiske/rene kulturer) – blot ved sin blegfede tilstedeværelse – kommer til at af-kulturelisere og institutionalisere de sagesløse gæstfri og helt originale mennesker, som stadig findes rundt omkring;
jeg danser med en håbefuld afstøbning af mit vestlige liv
den filippinske piges øjne
skærer i mine som en hobbykniv
vi bevæger os
til drømmeudlignende dåbstoner i vestlig tro
de prædikende pumpeslag blæser igennem anlæg på alverdens disco
overalt var vi så forskellige
nu overalt så forskelsløst
…
selvom jeg ikke vil
vil jeg altid være den onde turist
som en grib jager døende kreaturer
suger jeg margen ud af fremmede kulturer
og trods at jeg rejser med rygsæk
har jeg altid mere med
end jeg tager med væk
nu er de indfødte afstøbninger af vores form skat
snart blinde som os i den økonomiske nat
Kåre Wulff får fint illustreret, hvordan man som bleg turist kan have fjernet sig så meget fra det naturlige, at man slet ikke kan forholde sig til det. Det distancerede liv, en følelsesløs, men observerende og fascineret organisme midt i en følelsesløs større organisme. Ligeledes må vi ikke glemme Michael Strunges “Natmaskinen”, hvor fortælleren, i en stroboskop-agtig trance, bliver suget ind og opløst af nattelivets evigt sjælekonsumerende maskineri:
Natmaskinen
Langsomt oplades natten af byens lys.
Stjerneknapperne blinker
og på måneskærmen ses de første billeder
…
Natmaskinen arbejder og absorberer
menneskenes sjæle.
Mørket fyldes tæt af en summen af energi…
Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i tranceformationer
et sted i den sovende by
….
Der falder sorte klumper af søvn
fra oliehimlen ned i vore øjne.
Vi sover ind som éncellede organismer
fra dengang jorden var hav.
Midt i den resignerende sortsynede digtertåge mere end aner man Onkel Dannys skygge, som ellers fadede ud et sted i København for efterhånden mange år siden. I en “Asfalt-rottes bekendelser” (1976) udtrykte manden med de sortlakerede negle, storbymenneskets afstumpethed til perfektion, da fortælleren står ude på landet, beskuer et stillestående træ, og undrer sig over, hvor han skal proppe mønterne i:
Der er nu engang intet så fortroligt og lunt og hyggeligt som den gode gamle fremmedgjorte forpestede forurenende sindssyge schizofrene storby. Det er sateme noget andet end på landet, hvor man – gang på gang står overfor et træ og véd det er så-og-så smukt og glor og glor på det uden at der sker noget – og til sidst fortvivlet begynder at lede efter den sprække, hvor man skal smide 25-øren i for at lortet går i gang.
– Dan Turéll
Vi bliver lidt ved Turell, for ikke mindst på Fejl40’s single “Porn”, som vi kender fra diverse sociale medier, er Turells og Halfdan E’s eksentriske skygger tydelige. Og Kåre Wulff laver ovenikøbet med vilje sin stemme lidt om, så den passer ind i billedet af en speedsnakkende Turell, der på “Porn” går i kødet på vores dybt forunderlige seksuelle lyster – lyster, som muligvis tager sit udspring i et behov for intimitet, nærvær og bekræftelse, men som ofte opleves fremmedgørende, eksplicit, voyeristisk og nådesløst egocentrisk og som efterlader os med et mindst ligeså stort tryghedsbehov som, da vi lukkede op for godteposen:
pornomani den lille narkoman indeni
kvindens kussekløe
kanaljens kæpkamp
en pikprins velopdrættet
en slavetøs velafstraffet
…
det her er alvor
for vi tror vi kan styre det
der foregår under
din mands dit barns
din kones eller kærestes dyne
teenagetanketruende
modellerende den beskuendes forståelse
af sex kærlighed og kropsidealer
den kønslige balance
af selv livets kadence
i kødklaskende kanibaltrance
…
så ultra-outreret
at selv fantasien har kapituleret
eskapismens rejsning nu sjældent poleret
efter pornoen på internettet er eksploderet
så nem at nå – for selv de mindste hænder
hvis man blot de fire magiske bogstaver kender
Stof til eftertanke
Der er afgjort noget at tænke over og heldigvis kommer duoen ikke med sine egne konklusioner – vi skal selv tænke. Der er tale om nogle ret stærke musikalske udsagn og duoen bevæger sig trygt ind og ud af behagesyge og velourklædte stemningsbillleder, for herefter at skifte til krasse og bastante Depeche Mode/Bauhaus-støjende numre, alt efter hvad teksten lægger op til. Tekst og lyd er således utroligt godt afstemt. Et af de mere hårde numre er “Panserpolemik” der ikke lægger skjul på en kritik af systemet som aggressor, hvor politiet tryner de små, udskuddene og dem der tænker anderledes:
ingen strålepragt
som uniformeret menneskemagt
mon man kan forstå
hvor ret man skal stå
for ti-tusind mand
sikke et sikkert land
…
kulsort kulstof
maskinpistoler gummikugler
vandkanonhjerte tåregas
rullende bag skudsikkert panserglas
i uigennemtrængeligt panserpalads
bombesikkert som var de allerede i krig
markerende en magt som vi jo burde kunne li’
der er jo os så hvorfor nu dem og vi
Midt i samfundskritikken fornemmer jeg imidlertid hele tiden et humanistisk aftryk og en kærlighed til os (selv)destruktive mennesker, der med næsen i sky og hovedet under armen maser os fremad i en pragtfuld selvmordvortex. Det kammer af og til over i for mange konstruerede og studentikost langhårede ordsammensætninger og lidt for outdatet brug af ordstilling-omvendt (som Michael Hardinger plejer at kalde det). Eksempelvis på nummeret “Fri Folkelig Fortryllelsesret”, tænker jeg at de skulle have besindet sig lidt og undgået linjer som disse:
“trods fyldt til bristepunktet med hjertebrist
kvalmeoverspillet kærlighed og reklamefrist
æder jeg det hele råt forført fra tå til øverste hårtot
mit simple menneskesind ser de flotte farver
og det mig meget sjældent forarger”
Samme sang toner ved sin begyndelse frem med en moraliserende pegefinger vedrørende husalterets magt, men jeg synes, at linjerne svinger mellem poetisk spiddende til overgjort lomme-rimeri:
trivialismens trofaste trældom
fra min allerførste barndom
til min allersidste alderdom
vil æteren ætse mine essentielle olier
led-alterets 1000 kanaler
mit underbevidste befaler
jeg enddog månedligt betaler
man zapper jo bare væk fra de trivielle kvaler”
Udover en ambitiøs samling musikdigte, er numrene også tilgængelige i et ligeledes ambitiøst indpakket vinylalbum, i sig selv et kunstværk med flotte illustrationer, udført af dele af kollektivet. For at det ikke skulle være godt nok, har man valgt at omdele 1000 trykte ”små” digtsamlinger,“til de første 1000 heldige, og selvfølgelig også til en gruppe udvalgte politikkere, som de mente havde godt af at blive mindet om, at de jo også blot er en ”flok fortryllede fortidsfund fulde af fremtidsforpurrende forventninger”.
Mere end normen
Helhedsindtrykket af Fejl40’s værk er klart godt. De har været fire år om at gøre sig færdig og muligvis har de i slutningen overset nogle helt tidlige skønhedspletter; for der er ting på denne plade der opleves som noget man har kreeret i startfasen i studentikos rime-iver og således ikke har så høj kvalitet som det efterfølgende arbejde. Men alligevel hører det jo med og understreger duoens erkendelseskoncept af, at vi mennesker altså leveres med indbyggede fejl, måske ikke 40, men mindre kan også gøre det.
Derfor trækker det op, når duoen – som perspektivering – omkranser musikdigtene med smukke vignetcollager med stjernetemaer; disse indrammer smukt, hvor små vi er og hvor ligegyldigt selv dette albums flotte og kunstneriske betragtninger egentlig er. Men selv som de små universets amøber vi jo er, så har vi også ret til at blive hørt, og i Fejl40 får vi en stemme, som der så afgjort bør være plads til midt i vrimlen af stereotype mainstream kunstnere.
Fejl40
Udgives den 5.04.2019 via urall.me collective
Duo:
Kåre Wulff: – poesi/vokal
Simon Erdmann: musik/produktion.
lydspor:
- Stjernelyst
- Fri Folkelig Fortryllelsesret
- På et Sølvfad
- Turisttabu
- stjerne Lyst
- Panserpolemik
- P O R N
- Alt Som Mig Rør
- SensommerSensoriskssamsurium
- 15 mini
- stjernetyst