Arcturus: black metal opera i Amager Bio

Et par hundrede var mødt op i Amager Bio torsdag aften for at høre det norske band Arcturus, som leverede en mindblowing sort-metal-avantgarde-indsprøjtning. Det publikum der ellers også kunne have været plads til, gik glip af en unik musikalsk oplevelse, som er svær at sammenligne med noget andet på nutidens metalscene. 

Med grotesk udklædning og vanvittig attitude, gik Arcturus uimponeret på scenen og gav to hihat beats, og med et trylleslag var vi i en anden verden. Allerede få takter inde i første nummer ”Evacuation Code Deciphered”, var man klar over at musikken ikke var easy listening, og at performance på scenen heller ikke just var traditionel. ICS Vortex er den karismatiske frontfigur, en teatralsk tantet skovtrold, som styrer scenariet med kropslige og stemmemæssige absurditeter, og små perverse kommentarer ind i mellem, adresseret direkte til udvalgte publikummer: “If you could be a keyboard I could be your melody, maybe later backstage!” ; Vortex’ scenepersona er simpelthen et skue, som kun kan betegnes som uforglemmeligt, om man så ser positivt eller negativt på det. Men hans stemmes akrobatiske formåen og klangfarver kan ingen tage fra ham, og han har i øvrigt også priserne til at bevise det.

Lyden var skarp og æstetisk, og Arcturus kunne spille hvad som helst, og konstant ramte lyden publikum med træfsikkerhed på hvert et beat. Trommeslageren ”Hellhammer” havde Sonor-trommesæt, som i kombination med god forstærkning, havde næsten perfekt trommelyd, blød og rund og gennemtrængende på samme tid.

Sort magi fik en ny betydning

Der var mange mange musikalske udtryk i aftenens sæt, og det var magisk som Arcturus kunne holde det sorte metal kørende med variationer som er uventet i stilen. Det er næsten svært at kategorisere bandet, for de er næsten som en metaludgave af Mr. Bungle, og ICS Vortex er nærmest også en metaludgave af Mike Patton, med lidt drys af af en moderne udgave af Peter Gabriel; en kunstnertype der både har enorm teknisk kunnen, og så unik en performance, at man både trak på smilebåndet, og var spændt i kroppen pga. af de vanvittige påfund der kom ud af hans persona.

Alle musikerne var superprofessionelle, og nogle var blændende virtuose bl.a. keyboard-baskeren og mastermind Steinar Sverd Johnsen, som kørte klatten 100 %, og man følte at der ikke var en eneste tone der var sat for at gøre det til blær og lir, for det gav totalt mening for kompositionerne. Hatten af for de gode klaverløb og skift til strygerflader i “Shipwrecked Frontier Pioneer”, puha, han havde travlt.
Det var dertil en fryd for det kunstneriske øre, at opleve guitarsoloer som var fritonale i stedet for de traditionelle dur/mol/kromatiske skalaer som ofte bliver brugt i metallen. Et af aftenes sidste numre ”Deamon Painter”, var et godt eksempel på dette.

Tungjävla

Selvom der var mange toner der ofte piskede rundt i luften, havde Arcturus også helt styr på hvad der virker, når det skal være ultra tungt, og f.eks. i ”Archer”, rystede gulvet under os, og man kunne fornemme inspirationen fra nabolandet Sverige i nogle rigtige tungjävla-riffs i arven fra de uundgåelige Candlemass. Eller “To Thou Who Dwellest in the Night” hvor der ligeledes var kontrol over lydbilledet med både dommedagstordentrommer, symfoniske tangenter og en knivskarp guitar i toppen.

Fra den ene yderlighed til den anden

Nummeret “Nocturnal Vision” var stilistisk næsten Depeche Mode-agtig i starten af nummeret, og det gav en ekstra spænding, for man vidste at Arcturus kunne formå at komme fra en mørk electronica-klang til tung black metal på den sygeste måde. Og Vortex leverede en helt vildt vokal, en flot gengivelse og revitalisering af studieversionen.

Flugten i luftrummet

Vi var spændte på at høre, hvordan deres mange lag i sangene kunne udføres live. Endvidere lyder det på deres album som om at der i mastereringen er arbejdet på at skabe en fuldstændig upoppet lyddimensionering, således at lyden rækker lige så meget bagud som frem mod lytteren, som om der bevidst er fjernet noget top og øget i bunden. Det giver en sær stemning af fravær midt i al lydinfernoet, hvilket matcher bandets særdeles outlandish og himmelflygtende lyd univers.

Spørgsmålet var, hvordan gengives studienumrene live, når Arcturus monterer mangetons tunge mol-monolitter på Amager Bios Scene, pakket ind i symfoniske keyboardtæpper? Vi blev ikke skuffet. Godt nok var lyden in your face i langt højrere grad end på eksempelvis albummet “Arcturian”, men det ramte lige i mellemgulvet på publikum.

Arcturus havde godt styr på det hele, lige fra dommedagstorden til bizar slow-reggae i “Painting My Horror”.

En lille bitte detalje hvor der kan forbedres var i “Crashland”, hvor der ellers blev leveret fantastisk guitarfigurer, verset blev blændende leveret af Vortex og han førte det flot op til det høje kor, men så udeblev en af vores favorit strygerfigurer, den var i hvert fald ikke hørbar, øv. Men det er peanuts.

Efter “Game” var det belejligt ok tid til at forlade scenen inden ekstra numre, eller som Vortex udlagde det,

“Were just gonna go back stage and do some drugs and you can clap us back if you like!”

Og det gjorde vi, og med ekstranumrene fik vi presset det sidste ud af de gæve vikinger. “Raudt Og Svart ” er en stemningsfuld trist fortælling og virkede som om det nordiske, ubønhørlige uvejr piskede ned inde i Amager Bio.

“Angst” sluttede en aften af, som de fremmødte aldrig vil glemme. Selvom vi ikke var så forfærdeligt mange, så skal man tænke på, at Arcturus ikke er hverdagskost, ikke en gang for metal-elskere. Og loyaliteten hos de fremmødte var abnorm, og alle både på gulvet og på scenen, havde en sand Valhal fest. Og endnu en gang viste Amager Bio hvorfor de vinder priser.

Iotunn fik æren af at varme op

Det danske band Iotunn var mødt op for at varme op for den norske fjernstjerne Arcturus, og de gjorde mere end bare at opvarme, for de havde masser af byde på, både musikalsk og kompositorisk.

De fire musikere havde god kemi, og de var meget sikre på hvordan deres musik skulle leveres til publikum. De var selv beæret over at spille opvarmning til kultbandet, og det virkede som om det gav dem et ekstra kick på scenen. Efter en Twin Peaks-sample begyndte Bjørn Wind Andersen at tæske i gryderne (med tilfreds smil), hvorefter de andre gik i gang.

Benjamin Jensens vokal havde meget energisk vikinge-metal i sig med lidt naive og simple melodilinjer og lidt traditionel metalvokalklang, men man skulle ikke tage fejl af stilen, for der var en del variation og mange formled i numrene, og det pegede væk fra det traditionelle røvballe-metal. Og lejlighedsvis var der ligheder med ICS Vortex, når Jensens vokal tog himmelflugten. På trods af en mere end halvtom sal, var de gode til at holde gryden i kog, og ifølge en lydmand, var der angiveligt ikke meget at stille op alligevel netop på grund af den halvtomme sal. Det blev dog bedre hen ad vejen og man hørte flere detaljer og guitar motiver, hvilket var vigtigt, da det faktisk var noget, som bandet havde gjort en del ud af. Der var en vekslen mellem mange tunge, fængende riff og lag i musikken og, undervejs, velkomponerede små melodiske indslag, samt indledninger og flotte stille afslutninger af numrene. Og de herrer Jens Nicolai Gräs og Jesper Gräs supplerede hinanden formidabelt og fik mange forskellige udtryk ud af deres broderskab, alt lige fra old school heavy solo lir til flotte og avancerede motiver.
Og nu var man satme klar til Arcturus.