Guitar-legende i Kulturværftet, Helsingør

Fredag og lørdag var RockZeit som bekendt ude at dække Jethro Tull og Steven Wilson, og for at få det helt store genrespænd, tog vi søndag aften til akustisk koncert med den italiensk-amerikanske guitarvirtuos, Al Di Meola.

Simpelt setup til avancerede musikere

Al Di Meola startede ud med at have guitarist Peo Alfonsi og akkordionspiller Fausto Beccaloss på scenen. Der var stor reaktion og bifald, bare ved at hovedpersonen viste sig og hilste på publikum, for det var jo helt surrealistisk at sidde få meter fra guitarlegenden i Kulturværftet i lille Helsingør.

Al havde masser af forskelligartede musikalske virkningsmidler med til publikum, og der var Meola-, Piazzolla- og Beatles-værker på programmet. Lyden var ikke perfekt, men den var tilpas god, og man kunne høre de mange toner tydeligt. Der var vist én af strengene på én af guitarerne der ikke stemte i første nummer, for det lød ikke 100% i orden, hvilket man nok forventet på dette niveau. Der blev korrigeret lidt på monitorlyden i løbet af koncerten, og det kan være at den lille skavank ikke blev opdaget med det samme, på grund af monitorproblemer. Det var småting, og alle numrene der kom fra scenen søndag aften, var af overdådig musikalsk kvalitet og ekvilibristisk overlegenhed. Det var så troværdigt det hele, og det simple lyd-setup gjorde netop, at man fokuserede ekstra meget på musikerne.

Flamenco jazz med speederen i bund

De fleste af sættets numre havde midtvejs et forløb med hurtige intense tonerækker, som endte aggressivt i en slutakkord. Så var der et lille break, og nummeret byggede stille op på ny, for igen at bygge op til en virtuos slutning. Selvom mange guitarister i dag er virtuose (blandt andet på grund af denne herre), var det stadig imponerende og betagende at høre toneræs på akustiske guitarer. Al brugte forskellige pedaler til lyd-output, men ikke i et omfang hvor den akustiske klang blev elektrificeret.

Peo Alfonsi var superfed til at holde rytmeintensiteten, mens Meola byggede op til sit klassiske soloræs. Men Alfonsi kunne også sagtens gå med på Meolas hæsblæsende skalaløb når der skulle spilles unisont. Til højre for de to guitarister, sad akkordion-mesteren Fausto Beccaloss. Han var heller ikke bleg for at spille unisont med Meolas hurtige toner, og ja, sådanne mennesker har jo utroligt nok disse ting på rygraden. I første nummer ”Misterio” (fra World Sinfonía III – The Grande Passion), var Beccaloss allerede godt varmet op, og han fulgte på et tidspunkt sine akkordeon-melodier op med nonverbal sang. Om det var planlagt, eller om han bare blev grebet af situationen, vides ikke. Men fedt var det.

Meola havde en gæstemusiker med. Det var bandoneon-spilleren Paulo Russo. Han blev introduceret, og satte sig ned for at spille ”Ava´s Dream Sequence Lullaby”. Fausto Beccaloss skulle ikke spille her, og gik ud af scenen. Lige inden de gik i gang, sagde Meola; ”Fausto, come back”, og han kom igen med en flaske vand i hånden, og satte sig stille med lukkede øjne og hørte de andre tre spille nummeret.

Piazzolla

Meola har altid været fascineret af den argentinske komponist Astor Piazzolla (1921-92), og der blev spillet ”Café 1930”og uddrag fra ”Double concerto”. Personligt synes jeg at det var de mest vellykkede stykker den aften. Meola ytrede sig også om hvor stor Beatles-fan han er, og vi fik arrangementer af ”Because” og ”She´s Leaving Home”. Det lød også fint, men dog synes jeg hverken det ramte The Beatles´ ånd eller Meolas ånd, og det kunne vi sagtens have været foruden.

…dér fik vi dig Meola!

Der var plads til humor fra scenen med sjove kommentarer fra Meola, og også anekdoter fra hans spændende liv. Aftenens største event var næsten da Meola fortalte, at han engang overnattede i Danmark på samme hotelværelse som Ringo Starr, da The Beatles var i Danmark i 1964. Én fra publikum råbte; ”He was replaced! Ringo never played in Denmark”. Meola blev hylet helt ud af den, da det, i følge ham selv, er en historie han tit fortæller når han spiller live. En publikum råbte ”It was Pete Best”.

Sandheden er dog, at da Ringo blev syg på turnéen dengang, var det producer George Martin der hurtigt foreslog at trommeslageren Jimmie Nichol skulle overtage de dage Ringo var indlagt, og det blev det til. Altså ikke The Beatles´ første trommeslager Pete Best, som var med 1960 til 1962.

”I´ll never get over this” sagde Meola med smil på læben, og publikum grinte. Han kunne dog fatte sig igen og spillede videre som før.

…aftens sidste nummer…det bliver ikke bedre end dette!

Russo kom med i encore med sin bandoneon, og de var igen 4 på scenen. Det var hér at Meola havde Beatles-cover ”She´s Leaving Home” som første ekstranummer, og han gemte sin ultimative klassiker til sidst; ”Mediterranean Sundance”. Det er noget der virker! Nummeret er det tredje på albummet ”Elegant Gypsy” (1977), og de fleste i salen kendte nok dette. Der er både plads til rytmisk leg og toneimprovisation i nummeret, og det er komponeret til at skulle spilles af mesterlige musikere. Og det må man sige at vi havde på scenen denne aften. Folk sad som statuer og sugede energien til sig, mens klassikeren udspillede sig, og alle eksploderede i stående bifald da Al di Meola og hans soldater landede brat i sidste akkord.

Som nævnt kunne jeg godt have tænkt en aften, hvor Beatles-arrangementerne var erstattet med mere Piazzolla-musik, men holdt kæft hvor var det alligevel en fantastisk koncert, og den får hermed 4,5 virtuose stjerner.