The Mute Gods: Atheists and Believers

Seneste album, med den profetiske men lidet sandsynlige titel “Tardigrades (bjørnedyr) Will Inherit The Earth”, kastede et hav af roser efter sig. The Mute Gods  havde derfor noget at leve op til.

Anderledes musikalsk underfundig og spøjs er “Knucklehead”, hvor der sker en masse ting rundt omkring i det (helt tilsigtet) konfuse lydbillede, der således fint gengiver teksten. Det hele forenes med lækker lyd og velovervejede kompositoriske strukturer, og man kan sgu høre, at de morede sig.

Prog hvor?

Beggs har bebudet, at denne udgivelse er en smule mere poppet end den forrige, og det skal jeg ikke være sen til at give ham ret i;

Jeg synes, at albummet kommer lidt famlende fra start. Intet er decideret dårligt, men i disse dage er det ikke tilstrækkelig, at rutinerede progressive musikere bare spiller godt og flot. Det skal helst kunne noget mere.

Godt afsluttet er halvt fuldendt?

Jeg synes, at man skal længere ind i albummet før The Mute Gods folder sig helt ud (og så har man også vænnet sig til, at Begg lyder som Mark Rosenér fra det hedengange danske band Jupiter Day). Men så tager de sig også sammen. Faktisk er anden halvdel noget af det bedste og idiomatiske progressiv atmosfæriske rock, som jeg har hørt i en rum tid, i kategorien Spocks beard, Lonely Robot, og ja, Steve Hackett og Steven Wilson.

Den kvalitative tyngde melder sig med den korte, men smukke ballade “Old Men”, hvor strygere, clean guitar, blød vokal og fløjte lyder som om, at nummeret har ligget lige ved siden af King Crimsons “Moonchild”, “I Talk To The Wind” eller “Epitaph” fra “In The Court of Crimson King”(1969). Nummeret glider elegant over i “The House Where Love Once Lived”, som i samme toneart slæber sig søvnigt afsted. Der er passende nok en melankolsk tilbageskuende stemning med et drys af nattetid (ok, jeg skal nok skrue ned for det poetiske billedsprog!), og selvom det ikke just er komplekse formled og rytmer, der står i kø, så tager man ikke fejl af deres evne til at holde dynamik og flow igang.

Dystert er godt

Med “Iridium heart” har bandet trukket den længe nok, og således melder de sig på banen i et dystert, kantet og dystopisk nummer med et skinger og stressende lydbillede. Dette akkompagneres af spacy lyde, der understreger den fremmedartethed, som Beggs har for vane at skrive ind i vor tids verdensbillede. Især med det enerverende synth motiv, som forfølger lytteren fra start til slut, opnår Beggs, at den kyniske paranoia-fornemmelse aldrig slippes.

Med filmiske dimensioner og symfonisk schwung indledes “Twisted World, Godless Univers”, som med sine ca. 9 minutter viser, hvor skabet for alvor skal placeres. De fortsætter det dystre lydbillede og tilføjer nogle udvidede akkorder og effekter, som sender lytteren helt ud i den kosmiske intethed. Det er dybt formørket; ingen tro på menneskeheden her, we are doomed.

Smuk landing

Med en smuk rosin i pølseenden lander vi smukt og professionelt på jorden igen med “I Think Of You“. Jeg sidder lidt og tænker, hvorfor gjorde de ikke bare sådan fra start? Nuvel, The Mute Gods lander noget over middel. Alene anden halvdel sparker tilstrækkeligt meget røv – denne er direkte vanedannende – så herfra får de varme anbefalinger. Ikke de varmeste, men varme nok til at burde kunne optø Beggs’ afkølede verdenssyn.