Brainstorming gone wrong

Efter 27 år på den musikalske scene har Machine Head ramt muren og nået frem til et antiklimaks af de større, som de fleste andre bands i løbet af en lang karriere i øvrigt også løber ind i. Dette bliver ironisk nok bedst illustreret i det eneste rigtige uforglemmelige nummer “Heavy Lies the Crown” fra deres niende album “Catharsis”.

EN TUNG ARV

Lad os starte med det positive. Albummet er fornemt produceret og nummeret “Heavy Lies the Crown” er potentielt en nyklassiker fra Machine Head og indebærer alt det som de er allerbedst til.

En langsom (og lidt creepy) opstart med Flynns dystre vokal og en overgang til mesterligt udført melodisk metal for til slut at gå all in med et bombardement af meget tung thrash (sjældent hørt bedre) – alt sammen tilført Machine Heads tekniske snilde med instrumenterne og Flynns brutale vokal.

Symbolsk beskriver titlen også, hvordan Machine Head ansås inden for branchen før dette album, da titlen i alt sin enkelthed betyder:

“It is usually meant as a judgemental dictate, presented as an observation, that rulers have a lot of obligation and responsibility for their every action and decision being in the best interest of all”

Machine Head har af mange været anset som et af de helt store metalbands, og som dem der potentielt kunne løfte arven efter de allerstørste, især efter deres to mesterværker “Through the Ashes of Empires” fra 2003 og “The Blackening” fra 2007. Deres efterfølgende to albummer “Unto The Locust” fra 2011 og “Bloodstone & Diamonds” fra 2014 kunne ikke leve op til de to førnævnte og med “Catharsis” kan Machine Head desværre slet ikke leve op til denne betegnelse, for dette album er udelukkende lavet ud fra egne interesser (og fred være med det – det skal de jo så sandelig også have lov til), men problemet er bare, at det ikke er et album som deres fans får gavn af, da mindeværdigheden kommer til at ligge et meget lille sted.

EN RODEBUTIK MED BRUDSTYKKER FYLDT AF FORVENTNINGENS GLÆDE

Det virker som om, at Machine Head har været i tvivl om, hvordan de rent faktisk skulle gribe det nye album an, og under deres brainstorming må de have kommet frem til idéen om at blande alt det, de godt kan lide sammen til én stor ret, nemlig nu-metal, hiphop, rap, heavy metal, thrash metal og punk rock etc.

Dette kommer der sjældent noget godt ud af, og jeg tror heller ikke, at jeg ville blive særlig begejstret, hvis jeg blandede stegt flæsk og persillesovs, tarteletter med høns og asparges og pizza sammen til mit næste måltid… – ok måske hvis jeg så også lige krydrede det med M&Ms.

Det er bare ærgerligt, at en lang række af numrene har elementer/brudstykker af præcis det, som vi gerne vil høre i form af den hårde thrash, de melodiske passager, den tekniske ekspertise og Flynns formidable vokal – både ved ren sang og growl etc.

Her kan jeg nævne numrene “Volatile”, “Catharsis”, “Beyond the Pale”, “Hope Begets Hope”, “Screaming at the Sun” og “Razorblade Smile”, som minder lidt om tanken man får, når man hører noget af Bruce Dickinsons solomateriale og lader sig rive lidt med, for bagefter at reflektere over det og tænke “Ah, så fedt var det nu heller ikke”.

De enkelte brudstykker gør, at man lige i et minut eller to lader sig begejstre, hvorefter forventningens glæde for sangenes samlede forfatning lader noget tilbage at ønske.

HÅBLØST LIGEGYLDIGT

Jeg værdsætter højt, når musikere skriver personlige tekster om egne erfaringer og oplevelser, da det giver et ekstra twist, men, hvor er det dog bare trist at idéen bag sangen “Bastards” til Flynns to sønner ikke bliver forløst i et mere følelsesladet omfang end lidt snakken til børnene, lidt growl og så lidt country-agtige vibrationer.

“California Bleeding” er også helt på afveje i Machine Head regi, da den velsagtens kan godkendes som en ok punk-rock sang, men det er sgu da ikke noget man gider at høre fra Machine Head som track fire på et nyt album.

Helt galt går det med hiphop/rap/heavy metal – sangen “Tripple Beam”, hvor Flynn på den mest tåkrummende måde forsøger at rappe sig igennem en “gangsta” sang, hvor selv Andens debutalbum ”Soevnloes” fra 2006 ville kunne fremstå som værende noget af det bedste fra Eminem.

Og nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke har forberedt mig og gennemlyttet hele albummet, men jeg kan i skrivende stund faktisk slet ikke huske sangene “Kaleidoscope”, “Behind a Mask”, “Psychotic”, “Grind You Down” og “Eulogy”…..

Havde det været et nyt band som med deres første udspil havde leveret dette, ville man have tænkt, ok, dette her er et band med potentiale. Men når man ved hvad Machine Head kan præstere, så kan man ikke andet end at undgå at blive gevaldig skuffet.