13. album fra D-A-D

Det aldrende band D-A-D, som i år fejrer 40 års jubilæum, udgav den 4. oktober deres 13. studioalbum. Speed Of Darkness byder på alt hvad de dragende lækre ord indebærer. Menuen står både på god festlig fadøls rock, samt moden melankoli spundet ind i en glimrende pladeproduktion.

Retrorock

“God Prays To Man” er et godt og kortvarigt startskud på et album. Det er ind-til-benet-rock uden unødvendige dikkedarer i lydbilledet, og dette nøgne rock-skelet, afslører om et band kan lave ordentlige sange…og det må man sige at D-A-D kan. De er åbenlyst ikke sat i verden for at imponere med guitarlir og komplicerede rytmer, men derimod et band som kan lave feel good rock med en masse kant. Frontfiguren er en vigtig del af et rockband, og så er det heldigt at Jesper Binzer stort set har alle de nuancer en rocksanger skal have i sin vokal. Allerede i dette første nummer, er mange fans nok glade og stoler på, at han nok skal holde niveauet resten af albummet.

Det beviser han virkelig med små vokalmagtpræstationer i andet nummer “1st, 2nd & 3rd”, som med uptempo rytmer og fede riffs får pulsen op, takket være det fedeste samspil fra Stig, Jacob og Laust.

Genklang af Sabbath

Et riff, med lidt Black Sabbath-flirt, starter titelnummeret sikkert op. Et hurtigt vers glider over i omkvædet, hvor man hurtigt forstår, at introriffet er dét der understøtter kvæd-melodien, godt lavet! De forskellige formled i nummeret er relativ korte af varighed, men der er en masse variation, uden at det bliver decideret progressivt. Det holdes stramt og logisk i struktur, og jeg kan sagtens se for mig, at det kan blive et dansk rock hit i fremtiden.

Easy listening

“Live By Fire” er i min verden et lidt for kækt og festligt nummer, med usandsynlig meget backingkor. Tja, så er den stemning også lagt på albummet. Men ikke den bedste sang synes jeg.

Yes!..

…guitarmelodierne i “Head Over Heels” har reminiscens fra det helt gamle Disneyland After Dark…som en westernfilm uden billeder. Her ved de lige hvor de skal trykke for, at få de gamle fans til at spærre ørerne op. 

Akter

Anmeldelsen her er lavet udfra vinyludgaven som giver nogle gode små overraskelser, eksempelvis når man lægger disc 1 i sleevet, og sætter side C på. Det er som en ny akt i et musikteater der starter efter pausen. Vi bliver udsat for frække overgange og en uventet akkordprogression i nummeret, med et omkvæd som nok kan få arme i luften når det spilles live.

Guitarriffet i “In my Hands” er nok mit favorit-riff på denne skive. Et riff som i første halvdel starter simpelt, men tager en mærkelig uventet drejning lige før det gentages. Det gør det ret nervøst og næsten psykotisk..i den mest positive forstand. Riffet kommer igen og igen, og her er gentagelse en kvalitet, for det er svært at få nok af.

`Tallica!

Tag Metallica-hatten på og lyt grundigt til 11. nummer “Everything is Gone Now”…Ha, det er frækt lavet. Det er både morsomt og tilfredsstillende at høre på, for wow! der er blevet tænkt på  ‘Tallica i denne sangskrivningsproces. Respekt!”

Ballade

En god og typisk D-A-D-ballade afslutter dette vellykkede album. “I’m Still Here” har en god ro og god storytelling, der forbereder lytteren på, at vi har nået enden i den lange række af sange. 

Musikalsk ærlighed

De 14 numre er en ganske god rejse gennem D-A-D’s musikalske univers, og de gør det uden, at sangene lyder for meget som tidligere numre fra deres katalog. De sørger for at spille det de kan, og ikke mere. Det er musikalitet og sangskrivingen der er i højsædet, for de skal ikke imponere med teknisk blær. D-A-D har selv udtalt, at de aldrig har spillet bedre end på dette album, hvilket også er rimeligt, taget i betragting af dogmen; et band ikke er bedre end det deres nyeste album. Musikken er ganske kunstnerisk lavet, hvor der samtidigt er stor respekt for publikum, der jo helst skal kunne synge eller nynne med på melodierne. 

Trods hele 14 numre, synes jeg ikke, at det blev kedeligt. Ikke alle numre er lige gode, men det kan man sige om næsten alle albums i musikhistorien. Man kan sagtens fornemme at D-A-D virkelig har taget værket seriøst, både i lyrik, komposition, musikalitet og produktion. 

Personligt er det helt sikkert et album jeg i fremtiden hyppigt vil sætte på pladespilleren. Jeg ender på 4,5 stjerner til Speed Of Darkness.