13. album fra Fates Warning

Det amerikanske band Fates Warning har altid haft deres egen stil, og er beundret af mange prog-tilhængere for deres grundige kompositioner og deres ekvilibristiske musikalske tricks. De skuffer bestemt heller ikke her på deres hidtil længste album med en varighed på 72 minutter og 22 sekunder, en varighed som også afspejles i titlen “Long Day Good Night”. Albummet har release den 6. november. 

Stilbevidsthed lige fra start

Mediterende keyboardlyde starter arytmisk og stilfærdigt ud i første nummer “The Destination Onward”. Clean guitarer dukker stille op, trommerne giver lidt bækkenlyd fra sig og der kommer forvrænget guitar på… med måde. Stemningen er bygget op til et langsomt beat, hvor leadvokalen fra Ray Alder beynder at svæve flot hen over. 

Da lidt over 3 minutter er gået, skifter sangen tempo med en typisk prog heavy udladning og et typisk Fates Warning drive. Smukke bløde keyboardakkorder understøtter nummeret, som giver en klang der peger mod det mere atmosfæriske prog metal, som altid karakteriserer bandet. 

Bobby Jarzombek har igen fundet fantasiske kombinationer frem på trommesættets mange tønder og bækkener som bare svinger til UG, dertil fyldig i klang. Nummeret klinger ud efter 8 minutter, hvor man i høj grad har lyst til at lytte videre med store ører, både som ny lytter og som kender af bandets tidligere albums. 

Andet nummer “Shuttered World” byder på et godt tungt metal groove med god vokalknas fra Alder og gode fyldige, men også luftige, metalriffs fra guitaristerne Jim Matheos og Michael Abdow. Som altid er vers/omkvæd iørefaldende, samt et fabelagtigt instrumentalarbejde fra resten af bandet. Det er en kvalitet at høre musikere som kan spille meget teknisk, men holder sig tilbage for at lave en sang man dertil kan synge med på. 

Straight Story

Efter de mange hidsige og massive penselstrøg på det forrige album “Theories of Flight”, kunne man faktisk godt forudse at Fates Warning her bliver nødt til at lave noget mindre teknisk, for det er svært at overgå den tidligere plade i progressivitet og intensitet. Fjerde sang “Now Comes the Rain” viser, at bandet nok har tænkt over dette, for det er ét af de mest straighte numre de har lavet. Det er fedt at høre at de også formår at levere en sang med relativ rytmisk simplicitet, men stadig bevare en ægte Fates-ånd.

“The Way Home” viser Bobby Jarzombek igen at han er een af verdens bedste trommeslagere. Vi ved at han kan spille et nummer op i skyerne med max virtuositet i høj hastighed, men “The Way Home” har et langsomt tempo, og de trommefills der præsenteres, spilles med lidt blødere anslag og lidt roligere frasering end på andre plader. Det er bare smukt lavet.   

Violinen er tilbage

I 1989 blev vi noget overraskede da Fates præsenterede elektrisk violin på albummet “Perfect Symmetry”. Nu er den tilbage i et kort øjeblik med en smuk og klangfuld melodi i starten af sjette nummer “Under the Sun”, en fantastisk smukt og melankolsk indsprøjtning til sjælen.

Heavy as hell

Ellevte track “Class Houses” cementerer at Fates Warning stadig er metal, for det går lige på og hårdt med buldrende rytmisk energi der skubber en god portion luft fra højttalerne. 

Nummeret efter, er “The Longest Shadow of the Day”. Det starter derimod mere roligt og jazzet med clean guitar. Bassisten Joey Vera har en stor rolle her med de fedeste basfraser som man næsten kun kan opdrive i King Crimsons katalog…og mon ikke det er…jo, det er “det lange nummer” på pladen vi er nået til! 

På sidste album fik vi det uforglemmelige “The Ghost of Home”, og denne gang skal der jo diskes op med noget lignende til at matche eller overgå det forrige, hvilket er en stor opgave. Det lykkes ret godt må man sige. Trods en varighed på 11:29, føles “The Longest Shadow of the Day” væsentligt kortere, for det ene geniale formled overtager det andet. Hellige Moses det er stort dette her! 

Den sidste sang

To akustiske guitarer, en rytme og en lead, starter samtidigt i et semi-livligt tempo med lækker melankolik, før Alder kommer på i dette trettende og sidste nummer “The Last Song”. Ingen trommer/bas kommer på, hvilket forrige nummer også gav os masser af. Efter en lang plade, får vi en rigtig god stemning at slutte af med for denne gang, og det er nok ikke bandets sidste sang, for det er virkelig en plade, som i alle numre viser et band i absolut topform.

Et ny klassiker til samlingen

Fates Warning er på dette udspil utroligt stilbevidste i alle hjørner og kroge, med brug af instrumentklange og effekter brugt før på andre albums. Det giver en tryghed i stilen der uproblematisk fører øret igennem de over 72 minutters musik. Lydproduktionen giver heldigvis plads til både bløde klange og klassiske metalliske udbrud i form af guitar-riffs og guitarsoloer.

Det ekspressive, ultra tekniske og eksperimenterende er dæmpet lidt på dette album, og der er mange passager der er rimeligt straight og nedtonet i forhold til, at vi er i den progressive musik. Der er fokuseret lidt mere på det klanglige, som er mere venligt for ørerne, for denne gang kan man høre et helt album med bandet, uden at skulle få pulsen helt op. Det er en stor kvalitet.

Dog synes jeg ikke at albummet har lige så stærke melodier som på forrige album, men der skal også meget til at matche dét, men denne plade samler Fates Warnings mange facetter og udtryk på en lyrisk og behagelig måde, hvor der stadig til sidst er plads til et prog epos maximus “The Longest Shadow of the Day”, som er dét der kan fylde ens proghjerte helt op.

Fates Warnings 13. album er et udspil der endnu en gang får en æresplads i pladesamlingen.“Long Day Good Night” får 4,5 stjerner fra RockZeit.