Cradle of Filth fyrede godt op under Pumpehuset på en kold og regnvåd aften

Med rødt lys, røg, skeletkrucifiks og ”Hammer of The Witches” art work som bagtæppe, blev porten til helvede åbnet tirsdag aften i Pumpehuset.

De 6 medlemmer af Cradle of Filth var alle iklædt helvedesklæder i alle afskygninger, og onde toner strømede ud i lokalet med intronummeret ”Humana Inspired to Nightmare”

Dani Filths ekstreme stemme skar i gennem marv og ben i nummeret ”Heaven Torn Asunder”, og publikums ører skulle nu bare vænne sig disse ondskabsbrøl i ekstremt høje registre. Med sin base omkring et H.R. Giger agtigt mikrofonstativ, brugte Dani Filth ellers hele scenen som sin legeplads. For at man blev ekstra intimideret af hans dæmoniseret karakter, havde han også indøvet en gimmick med sin venstre hånd, og når der kom et smertefuldt skrig, rystede hånden med lange vampyrnegle.

Marek ‘Ashok’ Šmerda stod i venstre side af scenen med sin Flying V guitar og headbangede, og den anden guitarist Richard Shaw havde indøvet skræmmende langsomme zombie-bevægelser som han kunne kontrollere trods de totalt modsatrettet bevægelse som hans fingre lavede på guitaren. Guitarlyden var fed, men lidt diskantet, og man manglede i den grad ikke diskantklange når Dani Filth havde mikrofonen foran munden. Også vokallyden burde have været skruet 5 procent ned, for det gjorde rent faktisk ondt i ørene når Dani Filth kom med de mest hæsblæsende helvedsskrig….og dem var der temmelig mange af.

Lindsay Schoolcraft stod ved sit halvcirkelformet keyboard på et stativ, et såkaldt curveboard, og dansede heksedanse og fik mig til at tænke på de sexede dæmoner i Coppolas “Dracula”. Hendes stemme var fantastisk klar, og der var god lyd på hendes lydkanal. Det gav en god variation i musikken, men der var dog også nogle passager der lød lidt for meget som Evanescence.

Bag en gennemsigtig lydskærm, sad Martin Marthus Škaroupka på trommer, og drønede derud af. Trommelyden var ikke så fyldig som man kunne forvente i genren, og det var synd. Men med de ekstreme rytmer, var det måske meget godt at de var lidt tilbageholdende i lydbilledet. Škaroupka er en dygtig trommeslager, men der var tidspunkter hvor han ikke var helt tight, og man fik ikke det kompromisløse udtryk som man hører på  ”Hammer Of The Witches”.

Performance

Cradle of Filth havde et underholdende og visuelt spændende show, men da de 2-3 første numre var fyret af, skete der ikke noget overraskende på scenen. Når vi nu var i helvede, kunne Dani Filth da godt simulere at sluge et sværd eller sprøjte ild ud af munden. Han er jo horror-freak af den helt store kaliber.

Men det er selvfølgelig musikken det drejer sig mest om, og man må sige at ingen på jordens overflade kan levere high pitch skrig på samme måde som Dani Filth, og han er en frontfigur som både går op musikalsk kvalitet og performance med liv og sjæl.

Højdepunkter

Bandet havde valgt at spille introet ”Walpurgis Eve” fra det nye album ”Hammer Of The Witches” som ekstranummer, og ikke som intro til starten af koncerten. Der var en del ekstranumre, så det føltes som 2 set, hvor ”Walpurgis Eve” var introet til 2. set. Det peppede koncerten ekstra op, og man følte at intensiteten var blevet skruet op endnu en gang (det havde måske også noget at gøre med at de fortsatte som på albummet med det ekstreme ”Yours Immortally”).

Koncerten får velfortjente 4 ud af 5 stjerner.

Interview

Et par timer før bandet gik på scenen, fik jeg et interview med guitaristen Richard Shaw, og her på RockZeit bringer vi snart en artikel hvor jeg bl.a. har spurgt ind til skabelsesprocessen af musikken i Cradle of Filth.

Opvarmningbandet Ne Obliviscaris

Det australske band Ne Obliviscaris leverede en glimrende opvarmning for Cradle of Filth. Med to forsangere, growl og almindelig vokal, fik vi en god blandet vokalklang som var lagt oven på et akkompagnement udført af dygtige musikere.

Der var hurtige rytmer i musikken, men instrumentalisterne havde en næsten shoegazer attitude på scenen, og det gjorde at de to sangere kunne stå for de vilde udskejelser på scenen. Growlsangeren Xen leverede ikke mere end en middelpræstation i sangstilen, og det lød ofte meget klichéagtigt når han havde overvægten af sangmaterialet i nummer.

Andenvokalen Tim Charles var heller ikke imponerende i sin sangstil, men han tog derimod violinen frem engang imellem, og fik musikken løftet til en rigtig god folk metal med de fedeste violinmelodier. Så det er ikke bare for at gøre det, at Ne Obliviscaris har taget violinen med i instrumentationen. Det var simpelthen for fedt!

Bassisten Cygnus var blændende god, og de rimelig komplekse figurer som han lavede, gik ret godt igennem i den lille koncertsal. Denne venstrehåndet bassist stod sammen med en venstrehåndet guitarist, hvor den højrehåndet guitarist stod i den anden side af scenen. Det havde en fin symmetri i scenebilledet.

Trommeslageren Dan Presland havde sikre standardrytmer som sad i skabet…og….oven i disse velkendte rytmer, havde han et spil på bækkener med åbne og dæmpet slag, og det gjorde at han opnåede at skabe to rytmer samtidigt, uden det lød for voldsomt og for søgt.

De små anderledes ting som musikerne lavede, gjorde koncerten til en koncertoplevelse der lå over middel både i musikalitet og performance.

Ne Obliviscaris blev dannet i 2003, og med små justeringer hist her kan bandet blive nok godt blive store i folk metal genren, og vi må håbe at de bliver ved med at spille og turnere.