Daells Varehus efter lukketid

Alle skal jo have en hobby, men hvad gør milliardærerne i deres fritid? Tja, nogen udenlandske rigmænd slår sig på Cykling og køber et storhold, andre køber fodboldklubber, blandt andet i Premier League. Den danske milliardærarving, Erling Daell, medejer af Jem & Fix og Harald Nyborg, udlever disse år sin drengedrøm som forsanger for byggemarkedsrockerne The Bullhounds.  

Rockentusiasten Erling Daells har allerede sat sine cowboyboot aftryk på den danske rockscene i nogle år, og hvis det ikke lige er i forbindelse med sine egne udgivelser, ja så er det blandt andet som konferencier til det succesfulde promotion arrangement, Nordic Noise, blandt andet drevet af Target Records. Det er så også Target Records der er med til at udgive The Bullhounds ny skæring “To Rock and To Serve”. Set udefra kan man i et svagt øjeblik godt få øje på nogle udfordringer med disse nævnte samarbejder, men nu skal jeg jo sådan set bare lade musikken tale for sig selv.

Hjem & Fix, Erling!

Og der er masser af musik; faktisk 14 numre med masser af rockenergi og bluesy Everyday-Joe attitude, det er meget nede på jorden på en amerikansk facon; Erlings fascination for det forjættede lands rock’n’roll kultur har tydeligvis sat griller i hovedet på ham, da han gik rundt på fars lager i sin tid. I visse passager slår den amerikanske accent da også fint igennem, andre og flest gange, er det mere Kim Larsen Valby-engelsk, som dominerer.

I en tidligere artikel i Guitaren.dk er det omtalt, hvorledes Erling Daell blev anbefalet af Claus Hempler at tage ekstra sangundervisning, inden han gik i gang med debutpladen “Protector”. Der er sådan set ingen god grund til at han er stoppet med det. For han er højest nået halvvejs. Klangen er tynd og knaset på stemmen virker påtaget, eksempelvis frasen i “Everybody For Themselves”, “(…) You realise the truuuuuth, It’s everybody for themselves!” ouch! De lange fraser skal han v i r k e l i g holde sig fra. Men hold da op en megafed guitarsolo i det nummer, og fedt tempo.

Man fornemmer, at Erling Daell gerne vil forme sin stemme i en bestemt Texas retning, men det er kun i glimt, at han rammer sherifstjernen i udtryk og tone. Nuvel, man må gerne pitche, hvis man er i kontrol, det er det, de store gør hele tiden, hvilket giver nerve og liv. Men det kan Erling altså ikke endnu og det betyder, at man føler sig usikker som lytter og derved er hele pointen faktisk røget sig en tur. Det første nummer “Ain’t Easy being Cool” fungerer nogenlunde, men der synger han også på en helt anden nonchalant dreven facon. “Baby I Just Might” og “Dirty Pool Player” går også an, ikke mindst sidstnævnte, da han støttes af baggrundskor og larmende bluesrock. Når han træder for meget frem – og DET skal man jo lejlighedsvis som frontmand – så udstilles hans mangler for tydeligt.

Når baggrunden træder i forgrunden

De nævnte numre – og alle de andre i øvrigt – bærer præg af et backingband der i den grad holder liv i numrene og med afstand bevæger sig på helt andre rocksfærer end den musikglade Erling. Et nummer som “The Easy Way” er vitterligt irriterende at høre på, for det kunne være meget mere end bare Erlings fritidsprojekt

Jeg tvivler ikke på, at trommegeni Mauro Magellan og bassist Keith Christopher fra The Georgia Satellites og navnkundige guitarhero Rick Richards – udover Izzy Stradlin, også fra The Georgia Satellites – reelt ganske frivilligt har medvirket til dette projekt og man kan også høre, at de hygger sig. De svinger og har en fest. På hvert nummer sker der ting, som de færreste kan udføre lige så stilrent og sikkert. Fejende flot. Igen, de vildeste to-the-point soloer. Jeg forstår det bare ikke rigtig. Nå jo, det var noget med et langt venskab, som tog sin begyndelse på spillestedet Mojo, og venner hjælper jo hinanden. Og så begynder mit fokus igen at fjerne sig lidt fra musikken, og det dur jo ikke.

Bedømmelse?

Men helt ærligt, det er som at køre rundt i en Toyota Starlet med en supermoderne klasse A luksuscamper bag på. Det er lige som noget galt med det her billede. Hvis Target Records, Det halve af The Georgia Satellites og Erling Daell ikke kan se det, hvorfor kan jeg så? Jeg tager hundrede procent hatten af for, at Erling Daell forfølger sin drøm, det skal vi alle jo et eller andet sted, men når man stiller sig op på den store scene, så bliver man selvfølgelig også bedømt herefter. Hvor om alting er, så kunne det være man skulle overvære dette build-a-rock-band-projekt live, da det antageligvis bibringer mere liv og udtryk, som kan kompensere for den lige lovligt “rå og uspolerede” sangstemme. I så fald kan man drage til Amager Bio den 23.1.2016 og lade sig inspirere til at gøre-det-selv hjemme i garagen. Som opvarmer har de i øvrigt det snart albumaktuelle rock fænomen Lucer, som både kan synge og spille på et professionelt niveau.