Hvem sagde Casual progressiv Country?

Den progressive spilopmager Devin Townsend har med sit nye canadiske slumretæppe kreeret en overraskende varm vintercountry plade

Vi kender ham som en løs kanonkugle, den progressive rock/metals enfant terrible og nu skal vi også lære ham at kende som country musiker.
Devin Townsend bliver tit behandlet stedmoderligt af diverse metalanmeldere og er også ugleset i den artsy fartsy kreds af progressiv metal. Dette skyldes, at han ikke tager sig selv, sin musik, og (endnu værre) andres mere sofistikerede og elitære tilgang til den progressive musik særligt seriøst.
Hans musikalske radar fanger ofte impulser, som forbigår de fleste kunstnere, og hans komiske og løbske  koncept albums  med rumvæsenet Ziltoid har alle dage været debatværdige.

Regressiv Metal

Men der er også meget godt at sige om den tossede canadier, han går virkelig sine egne veje og bøjer reglerne, og eksempelvis i den indsigtsgivende bog om progressiv metal “Mean Deviation” af Jeff Wagner (2010), argumenteres der netop for, at begrebet progressiv rock/ metal stille og roligt er blevet mere og mere udvandet og primært drejer sig om at have så mange obskure formled sat sammen efter hinanden som muligt, og helst i tripple-tempo. Dream Theater har uden ond vilje, og ganske utilsigtet via deres succes, fået skabt en skole for det sikre salgbare mainstream prog metal, hvor bevidstløse monsterlange mammut-numre og soloridt forlængst har overhalet ambitionerne om at vende drejebogen på hovedet og sammensætte stilarter, ud fra hvad kunstneren i det konkret nummer/album ønsker at udforske og udtrykke.

Helt naturligt

I denne sump af pseudoprogressive replikantbands, er et af det mest progressive modsvar måske netop at lave en lettilgængelig, behagesyg og ensrettet country plade? På et metaprogressivt Rasmus Modsat plan? Selv bedyrer Townsend, at dette album er faldet ham helt naturligt, og at countrygenren ikke er et uvant sted for ham at være:

“At Christmas my grandfather would insist on the whole family sitting around singing uncomfortably along to Johnny Cash songs and Irish stuff like the Clancy Brothers. It was a big part of my childhood, it’s not like I’m putting on a new hat here.” 
Hvad der end driver Townsend og hans dygtige musikalske samarbejdspartner Che Aimee Dorval som har en køn og udtryksfuld stemme, så er det en plade som rammer plet med dens beroligende og nærværende sound. Den er intim og forfriskende umiddelbar, og fungerer godt i disse dages frost som en varmestrøm af små lette numre klædt i nervøst velour, ikke mindst på grund af ambient atmosfæren, det rolige guitarspil og, igen, Dorval’s sarte og velklingende stemme. Man kan næsten høre, at der er tændt op i pejsen inde i bjælkehytten, og der er trukket en rødvin op.
Devin Townsend kan ikke lade være med også at bygge dette projekt op omkring en historie, denne gang omhandlende en frygtsom rejsende som på en fremmed planet finder trøst i en radio og en grammofon. Denne trøst giver ham styrke til at modstå frygten, hvilket frigør en kvinde, som befandt sig – eller havde gemt sig – inden i planeten(!).

No Country for Old Metalheads

Devin Townsend selv gemmer sig slet ikke bag den sædvandlige farvelade af chokeffekt-rock, men får sammen med Dorval lavet et troværdigt bud på en moderne blød feel good country plade, der får dig til at nyde at sætte pris på det du gør, mens du hører pladen, hvad enten det er opvask, fingerfletning, bilkørsel, spisning og så videre. Det er faktisk så efterbehandlet for fuger og riller og knaster, at man ofte glemmer alt om at lytte rigtig efter; det hele fungerer bedst som baggrundstæppe, og så holdet det op med at være rigtig interessant. Så altså, ingen revolutioner her, en stille og rolig skive fra een der er berømt/berygtet for det modsatte, hvilket vel er det mest revolutionerende.

Albummet blev i første omgang udgivet i 2014 i Canada via crowdfunding, og den 15.01.16 blev den således udgivet på det globale marked. Den findes i deluxe udgave med flere skiver med ekstra lir. For de hardcore progressive metal fans kan den bestemt ikke anbefales, men hvis man også kan lide andre genrer og ovenikøbet kan forstå at værdsætte country, blues, ambient og pop, jamen så er denne plade et ufarligt og rart supplement, som gror i ro og mag ved genlytning.