I dag, den 7. oktober 2016, er det 30 år siden at Slayer udgav deres metal-milepæl ”Reign in Blood”. Dette var i 1986, og personligt synes jeg, at dette år gjorde noget helt specielt for metallen. Der var både hård metal og melodisk metal som har givet genlyd igen og igen, og har været grundlag for meget inspiration til andre bands siden dengang.
Denne artikel, én af flere, er derfor et tilbageblik, og også lidt en hyldest til 1986. Vi starter med at grave noget af det thrashede metal frem af fortiden, som jeg personligt synes skal have en lille jubilæums-tale.
Slayer: ”Reign in Blood”
Slayer havde tilbage i 1983 deres debut ”Show no Mercy” som, med tilbageblik, egentlig havde meget Iron Maiden i sig, og ikke var sååå vildt igen. Det efterfølgende album ”Hell Awaits” fra 1985, havde gode metaludtryk, men et par nogle tvivlsomme og demoagtige numre, som var lidt vage i det. Dog havde nogle af de langsomme numre en næsten Jimi Hendrix-agtig feeling. Det var ganske unikt, men bandet havde ikke fundet sig selv helt endnu. Men det gjorde de i hvert fald i 1986 med ”Reign in Blood”
Mange tænker Slayer næsten som en genre, men også de var klart inspireret af andre genre, og det var ret tydeligt. De har punk-tempo med punk-agtige rytmeriffs, og de, til tider, melodiske melodistumper der kommer frem i deres mange guitarsoli, er helt klar hentet fra en skive som Mercyful Fate´s ”Don´t Break the Oath”…bare spillet lidt mere energisk og hurtigere.
Lyden var usædvanlig god i genren, og der var også særpræg i lydbilledet; Slayers isoleret guitarer i højre og venstre højtaler. Hvis man har prøvet at have en løs forbindelse i én af højtalerne, eller at balancen er skruet til én af siderne, opdager man, at den ene guitar HELT forsvinder. Denne markante stereo-effekt, får én til at føle sig angrebet både fra højre og venstre af de eksplicitte riffs som konstant bliver fyret af fra Hannemann og King.
Jeg kan godt følge folk der siger ”puh. Det er som om de skal nå et tog”…f.eks. i speed metal-nummeret ”Jesus Saves”…men introet er noget helt andet. Det er helt nede på jorden…. langsomt og forståeligt. Det er en perlerække af tunge langsomme riffs, som bare bliver bedre og bedre. Det er tæt på at være det ultimative instrumental intro til et metalnummer, og faktisk er det også lidt progressivt, i det, at højdepunktet i introforløbet er en 9/4-dels-rytme.
I løbet af albummet hører vi mange tricks som kræver skills inden for musikalsk samspil, og her kan nævnes ritardandoet i slutningen af ”Alter of Sacrifice” og det berømte og berygtede accelerando i slutningen af ”Raining Blood”. Disse var blandt mange vellykkede tricks, præsenteret på ét album, og det satte ny standard for genren. Mange bands fik øjnene op for at genren kunne meget med end man umiddelbart kunne forestille sig, og man måtte nok erkende at thrash var kommet for at blive.
Dark Angel: ”Darkness Descends”
Dark Angel udgav i 84 debuten ”We Have Arrived”, som bestemt også lød som en debut. Der var nogle gode ting på hist og her, men det lød ikke som noget helstøbt koncept overhovedet. Men allerede ved andet album, var der helt andre boller på suppen. I stedet for den middelmådige trommeslager Jack Schwartz, kom Gene Hoglan ind i gamet. Han var væsentligt bedre, og han var også et vigtigt element i den kreative proces.
Først da Gene Hoglan kom med på trommer, kunne bandet på ”Darkness Descends” præsentere det ene nummer efter det andet, hvor intensiteten var på maksimum. Alligevel har albummet en slags ro over sig, for når det hele er oppe at ringe, er det som om at det er en stabil lydmur hvor man føler sig tryg og rolig igennem de 7 numre. Guitaristerne Eric Meyer og Jim Durkin spiller før og efter beatet på den fedeste måde, og de har enten gjort det bevist, eller valgt i lydmikset at det skal sejle på en helt speciel måde.
Albummet havde lidt karakter af ”Hell Awaits”, men bare på 45 omdrejninger, og Dark Angel fik også kritik for at være Slayer-kopier, men det var som om at ”Darkness Descends” groovede på en hel anden måde end Slayer. Forsangeren Jon Doky var en god storyteller henover det ekstreme akkompagnement, og selv i dag, er det ekstremt at lave et helt album, hvor man næsten ikke får nogen pause for støjtæppet af forvrængede guitarer.
…og, ja så er det jo på dette album at vi får afslutningsnummeret ”Parish in Flames”, som næsten er definerende i thrash metal.
Possessed: ”Beyond the Gates”
Når man nævner thrash i 1986, bliver man nødt at nævne Possessed. Det mørke og aggressive udspil ”Seven Churches” fra 1985, var undergrundsmetal med et grusomt udtryk, og man forventede noget stort fra Possessed´s andet album. Da ”Beyond the Gates” så udkom i 1986, så det lovende ud. Covered var det mest bizarre og gennemførte helvedes-cover, der kunne foldes ud flere gange før man kunne se hele scenariet…men…musikken? Det karakteristiske intro er altid fedt at høre, og der er nogle fede ting i “The Heretic” som kommer umiddelbart efter introet.
Albummet er dog svært at høre i sin helhed, og i forhold til forventningerne til bandet, og set i skyggen af det allerede udgivet “Reign in Blood” som udkom 24 dage før ”Beyond the Gates”, faldt albummet måske lidt til jorden. Der er da nogle fede ting ind i mellem, men der langt i mellem dem.
Dog har black metal genren nydt godt af Jeff Barcerra´s growl, for han har insisteret meget på at synge sådan, og han har været med til at lave ringe i vandet til den moderne black metal som vi kender den idag.
Possessed lavede en EP´en “The Eyes of Horror” i 1987, og så var det slut med studiealbums. Guitaristen Larry Lalonde fik mere succes med som guitarist i det skæve rockband Primus, hvor han har spillet fra 1989 og til i dag. Jeff Barcerra har gendannet Possessed 2 gange siden, og optræder live med bandet, trods at han er bundet til en kørestol efter lammelser i kroppen efter en skudepisode.
Kreator: ”Pleasure to Kill”
Sandstormlyde og en ensom guitar spiller op, og en rytme kommer på…dette forsvinder til fordel for orkestermusik med kor og det hele…og så…. ”Ripping Corpse” er begyndt. Vi blev dengang overfaldet af, måske, én af de mest larmende og kaotiske metallyde nogensinde! Med hidsig og hæs stemme, blæser Mille Petrozza os tilbage til stenalderen med sin vokal, over det mest væltende og skramlende akkompagnement man har hørt.
Trods det voldsomme vokaludtryk, havde Petrozza alligevel en speciel måde at synge på, og det virkede ikke som om han bare ville skrige. Trods det ekstreme kakofoni, havde numrene karaktér, og man kunne skelne dem fra hinanden som ”sange”, og det var som om at bandet, trods deres ekstremitet, havde fundet deres stil på dette tidspunkt.
Selv i dag er ”Pleasure to Kill” et aggressivt musikalsk udtryk at lægge øre til, men de har sans for god opbygning af numre, og der er dramatiske elementer som holder sammen på tingene, og giver lytteren en fornemmelse af, at det er et band med visioner. Kreator har klaret det godt siden, og har udviklet sig meget igennem tiderne, og de er i dag ét af de bedste bands at opleve live.
Næste artikel er der lidt mere af det hårde, men vi daler også lidt ned i noget af de mere melodiske metal fra året 1986.
Skriv et svar