Superloader: Travel In Time

Når man ved første gennemlytning af et upcoming bands debutalbum hører slående stemmelighed med Chris Cornell og beatopkog fra Queens of the Stone Age, indrammet i et gennemtærsket og forudsigeligt mainstream hit-format, ja, så er man utrolig tæt på at dømme dem ude fra start. Men det kan godt vise sig at være en fejl.

Det nye danske band Superloader udgiver i dag deres debutalbum “Travel In Time”. Selvom bandet er nyt, er folkene bag ikke nye i branchen. De fem medlemmer Bjørn Poulsen, Thomas Bjerre Duus Stølsvig, Lasse Tolstrup Jensen, Karen Gudiksen og Morten Mariegaard har hver især spillet i bands som Black City, The Bandit, Cherry Overdrive, The Breakers, Hard Candy og Bullet Train Blast. Bandet har i deres pressemateriale følgende bandfilosofi: ”Sig tingene som de er – no bullshit”. Således er sangene “direkte og ærlige historier om break-ups og livets slag, men rummer også håbet om og troen på at kunne rejse sig igen. Livet går jo videre – uanset hvad.”

Fersk rock fra stenalderen

Det er jo godt at vide for en anmelder, og jeg vil derfor med ro i sindet tage bladet fra munden. Deres nye album starter sådan set fornuftigt, og de første 4 numre på albummet er afgjort hardrock med masser af liv og momentvis rage. Jeg tog da i hvert fald mig selv i at sidde og tappe foden med på rytmen. Men uopfindsomheden på de første to numre overskygger lidt bandets ressourcer. Pr. definition ærgrer jeg mig over, at de indleder deres album med to upersonlige numre, “City Lights” og “Travel In Time”, som er baseret på, lad os sige, en ekstrem grad af inspiration fra Queens of the Stone Ages’ studsede guitar chugs og stramme spil, navnlig deres album “Songs for the Deaf” og især nummeret “No One Knows“. Det er tæt på tyveri ved højlys dag, og jeg kan simpelhen ikke lade være med at undre mig over, hvordan dette 14 år gamle akkord- og strukturmateriale slipper gennem et bands originalitetsfilter (læs. Selvkritik).

Stærkt sammenspil

Min undren bliver faktisk endnu større, når jeg, som albummet skrider frem, finder ud af, at de jo i virkeligheden rummer rigtig mange originale ideer og at de besidder musikalitet og kreativitet. For det første er det håndværksmæssige på plads, og de er hver især dygtige på deres instrumenter, og jeg er glad for trommeslager Thomas Stølsvig, han har nogle gode stramme lilletrommeslag og der er god lyd på gryderne, hør tam’erne på “Enemy”. Generelt er der et godt drive, og bandmedlemmerne svinger flot sammen (og endda i denne “Protool-tidsalder”).

Frisk Volbeat After Dark

Og sangeren Bjørn Poulsen viser sig i den grad at have andet end post-grunge kartofler i halsen; faktisk virker det som om, at han er mest tro mod sin virkelige klang, når fraseringerne lægger sig op af gode gamle Jesper Binzers vokalarbejde. Hør igen “Enemy”, den frase hvor Poulsen synger “I Dont Want To Fight My Enemy”, det er jo Binzer Classic. I know, der er muligvis noget helt fundamentalt non cool over Binzers vokale revolvertricks, men de sidder altså fast i den danske sangskat, og dermed har de vel også uvægerligt spredt sig som en art virus i diverse øvebunkere. Og der er ingen grund til at skamme sig her, Binzer ved jo hvad han laver, og når Poulsen lyder som sig selv – en sikker beherskelse af Michael Poulsens og Binzers features (synes jeg), så slapper jeg mest af….og det virker også som om Poulsen gør det. Især med kor på, klinger det virkelig fedt. Så beskeden herfra: drop nu bare det dér villede QOTSA/post-grunge-gurglen som nu en gang er så pokkers svært at få til at lyde som ens eget udtryk.

Det er som om at Superloaders sound ændrer sig til det bedre undervejs på “Travel In Time”, og dér hvor jeg oplever at de har fundet deres personlige præg, er faktisk dér, hvor de synes at have skelet til D:A:D og Volbeats DNA og har gjort det til deres eget. Især et nummer som “Life” har en god blanding af Volbeat og D:A:D med strukturer og formled og harmonik som blandt andet D:A:D’s “Point Of View”.

Forklædt pop

Superloaders tekster er ifølge dem selv ærlige, hvilket er fint, men derudover er de ret så trivielle. Læs blot denne bid fra “Mary Lee”, hvor bandets trang til at ende på en I-lyd i hver sætning, kommer til at stå i vejen for et ellers velklingende nummer, hvor bandet svinger fedt:

Et andet eksempel, “Travel In Time”:

Men Superloader synger jo som sagt om deres egne oplevelser, om deres hverdag – og hverdagen, ved vi jo, er grundlæggende triviel, så man skal primært se de små effektivt numre som opmuntrende rygklappere på Facebook-visdomsniveau, kreeret til alle os der træder rundt i de samme stier igen og igen. Således træder Superloaders konturer tydeligere og tydeligere frem og afslører dem som et velsmurt poppet rockband med masser af sjæl, med en bunke solide standard hits. Og så er vi jo ovre i metervarergenren, som jo appellerer til mange, men hvor det er ganske få bands, som træder ud af mængden.

Tracklist: