DYSTERT PÅ ALLE FRONTER
Folk metal er en særpræget nichegenre inden for metalmusikken, og følgerne af genren er 100 % trofaste, da det ofte handler om en hyldest til de nordiske guder, naturen, vikingerne samt noget musik, hvortil man kan drikke en masse øl.
Der findes en række fede folk metal-bands som virkelig har noget at byde på, herunder danske Svartsot og svenske Amon Amarth som begge formår at bringe kant og en fornem melodisk tilgang til de ellers traditionelle tiltag som growl-vokal, sækkepibe, blokfløjte, jødeharpe og andre folkeinstrumenter.
Baseret på deres nye studiealbum ”Alder Rök” er Vanir desværre langt fra et sådant band.
Traditionelt og drønkedeligt
Vanir har siden de blev dannet i 2009 udgivet en EP og to studiealbum, hvor fokus har været på den traditionelle folk metal tilført døds- og vikingemetal.
De proklamerer selv, at deres nye album er blevet tilført en langt mørkere atmosfære end tidligere med en melodisk lyd og med inspiration fra black metal.
Jeg vil give dem ret, for hvad angår den mørkere atmosfære samt inspirationen fra black metal, men den melodiske tilgang skal man desværre lede meget langt efter.
I stedet bærer albummets syv sange i højere grad præg af et overflødighedshorn af growl-vokal, keyboard, blast beats, stortrommer og en dyster stemning hele vejen igennem, og variationen er nærmest ikke eksisterende.
Hvis man er til klassisk black metal vil man begejstres over Martin Holmsgaard Håkans growl-vokal, hvis spændevidde på dette album strækker sig lige så langt ud som Nicklas Bendtners talentudvikling, og er man fan af bands som Immortal, Satyricon og Ensiferum vil man sandsynligvis kunne finde lidt håb i dette gennemgående drønkedelige album.
I pressematerialet står der, at Vanir er Danmarks mest brutale vikinger, og at ”Alder Rök” er deres største, bedste og mest episke værk.
Jeg håber virkelig ikke at dette er sandt…
Vanir - Alder Rök
Tracklist:
Black Legion
Pretorian
Unrepentant
Broken Throne
Wrath of Sutr
The Serpent
Drukvisen
Lineup:
Vokal: Martin Holmsgaard Håkan
Leadguitar: Mads Andersen
Rytmeguitar: Phillip Kaaber
Bas: Lars Bundvad
Trommer: Daniel Kronskov
Keyboard: Stefan Dujardin
Skriv et svar