38.000 måtte bøje sig i støvet for Iron Maiden på Copenhell

38.000 mennesker bøjede sig i støvet over for Iron Maiden, da bandet på en brandvarm onsdag væltede Copenhell. 

Hvis man var blandt de heldige, der oplevede Iron Maiden i Royal Arena sidste år, var der i virkeligheden ikke meget nyt under solen.

Bandet er fortsat på sin Run For Your Lives-verdensturné, hvor de fejrer 50-års jubilæet, og både sætliste og sceneshow var stort set identiske med det, vi oplevede i København sidste sommer.

Bortset fra enkelte tekniske udfordringer med 3D-effekterne på storskærmene under “Seventh Son of a Seventh Son” leverede Iron Maiden endnu en gang varen.

Over to timer spillede de sig gennem en parade af klassikere, mens publikum crowdsurfede i stor stil.

Den eneste reelle ændring var, at “The Clairvoyant” var blevet skiftet ud med “Infinite Dreams” – en sang, som bandet ikke havde opført live i 38 år, før den fandt vej tilbage til sættet på anden del af verdensturnéen.

Når det kommer til sceneshow og visuelle effekter, er det dog svært at konkurrere med en indendørskoncert.

Dagslyset tog lidt af magien fra de spektakulære visuelle elementer, og på netop dét punkt var oplevelsen i Royal Arena stærkere.

Men musikken? Den var intet mindre end suveræn.

Verden synes at stå stille, når Iron Maiden leverer en sætliste, der tæller “The Number of the Beast”, “Infinite Dreams”, “Powerslave”, “2 Minutes to Midnight”, “Rime of the Ancient Mariner”, “Run to the Hills”, “Seventh Son of a Seventh Son”, “The Trooper” og “Hallowed Be Thy Name” i én ubrudt kavalkade af heavy metal-historie, inden de runder aftenen af med ekstranumrene “Aces High”, “Fear of the Dark” og “Wasted Years”.

At få mulighed for at opleve Iron Maiden fremføre en sætliste af den kaliber to gange på dansk jord er ganske enkelt vanvittigt.

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive, som jeg ikke allerede skrev i min anmeldelse for et år siden.

Superlativerne er ved at slippe op, når man skal beskrive et band, der efter mere end fem årtier stadig præsterer på et niveau, som de fleste kun kan drømme om.

Men som Lars Lilholt så rammende synger:

Kald det kærlighed
Kald det lige hvad du vil
Å-u-åh der findes ingen ord
Ingen ord der helt slår til
Så kald det lige hvad du vil

Jeg kalder dem bare Iron Maiden, og kærligheden blomstrer fortsat som aldrig før, her efter nu 51 år – rent faktisk!