Jethro Tull på Docken

Jethro Tulls Ian Anderson viste sig fra sin veloplagte og rutinerede side i går aftes, og det slet skjulte tab af sangformåen blev forsøgt kompenseret for i form af eminent tværfløjtespil og medrivende bandsamspil. Seniorpublikummerne er stadig trofaste og deres håb om evig ungdom mødte Andersons ditto. Skriften på væggen sagde dog noget andet.

Endnu et legendarisk 70’er rockband, Jethro Tull har nu (igen) været forbi Danmark, eller rettere bandets eneste tilbageværende medlem siden begyndelsen, Ian Anderson. Han rører stadig på sig og i anledning af Andersons fejring af sig selv og albummet “This Was” 50 års jubilæum, fik danskerne mulighed for at høre bandets største hits, især fra den tidlige periode.

Progressiv pionerer

Jethro Tull har ikke udgivet et regulært nyt studie albummet siden 2003, over tredive medlemmer har gennem årene været igennem svingdøren – nogle kom ikke ud af den i live – og den enerådende Anderson har flere gange proklameret bandstop; man kan endvidere tilføje, at bandet nok ikke har været en progressiv maverick siden 70’erne. Men med et globalt pladesalg på over 60 millioner er Jethro Tull ikke til at komme udenom. Blandt andet på grund af Tulls musikalske genreblanding og nysgerrighed, samt Ian Anderson hæse vokal og især hans definerende fløjtespil, står Tull stadig som et af de største pionerbands indenfor progressiv rock og hard rock, og navne som Steve Wilson (Porcupine Tree), Geddy Lee (Rush), Mikael Åkerfelt (Opeth) og Iron Maiden, blandt mange andre, har dem som inspirationskilde for deres egen karriere. Det alene har jo tiltrækningskraft for en die hard progrock freak.

Unikke Anderson

Jethro Tulls Ian Anderson er i sig selv et trækplaster; en sjælden kompromisløs starut med klare standpunkter, en selvbevidsthed og et selvværd, der kunne kaste en gedigen skygge over Al Hamra Tower i Kuwait. Andersons ambitioner om at være toneangivende i et band slog tidligt igennem og bevirkede, at han lavede og – indirekte takket være Eric Clapton – drog konsekvensen af sit eget personlig reality tjek,

 ” It was Eric Clapton that inspired me to take up the flute, in a roundabout way. I was a guitar player in 1967, but I soon realised that I would never be as good as Clapton. So I looked around for another instrument, one that he and the many other great guitarists of the time couldn’t play. It’s better to be a big fish in a small pool than the other way round.” – (Express.Uk.com, 1.09.17)

Derudover var hans fløjtespillende scenepersona med lang frakke skabt som følge af, at han som fattig ung musiker boede under så kummerlige og kolde forhold, at han var nødt til at investere i en stor frakke, som han (godt set!) valgte at optræde med.

Rottefængeren fra Skotland

Selvom frakken i går – og for længst – var hængt på stumtjeneren havde Anderson stadig fuldt ud styr på selviscenesættelsen, i en grad der fik min sidemand til at kalde skotten for krukket og anføre, at han virkede mere interesseret i at præsentere sig selv og sin karriere, end at spille til ære for publikum. Men ok, han har vel også noget at have det i og trods sin høje alder hoppede og dansede han rundt med det ene ben løftet med bøjet knæ, og leverede den ene fantastiske tværfløjte melodi/solo efter den anden, som en vis… rottefænger. Han førte alle os rotter rundt i en selvsmagende retrospektiv hitkavalkade, ofte præsenteret på storskærm af tidligere bandmedlemmer og andre rockkoryfæer, herunder Tony Iommy (Black Sabbath), som faktisk var bandets guitarist for en kort bemærkning. Iommy præsenterede en veludført og humoristisk “Bourrée in E minor”, et af deres sikre kort og vigtigt for Anderson med et instrumental nummer, så hans næsten-vokal kunne få en pause. Jeg stod mange gange i splittelse og konstaterede, at den godt sammentømrede samling af klassemusikere ikke helt kunne distrahere mig nok til at fjerne fokus fra Andersons slidte vokal. På “My God” startede alt godt med lækker keyboardintro, og ret heavy spillet når alle var på. Desværre magtede Andersons stemme ikke nummeret.

Fløjtehviskeren

 evnen til at vurdere, hvornår man er passé, er omvendt proportional med ens ego.  

Og hvad er der så lige med den vokal? Tja, han blev i firserne opereret for problemer med stemmebåndene og blev anbefalet af sin læge, at holde en pause og droppe en turne på det tidspunkt, hvilket han ikke gjorde. Der har siden været debatter på mange hjemmesider, gående på hvorfor han insisterer på at synge de gamle krævende sange, og der er så mange der nævner det berømte ego som årsag. Mig og min sidemand har mange gange oplevet bands, som ikke længere kan levere varen men stadig mener de kan tage 500-700 kroner for en svag indsats, som de var bevidste ved på forhånd. Vi har også set bands stoppe på toppen – eller i hvert fald på den fornuftige side af pinligt – selvom de lød som om de måske havde ti gode år mere i sig. Det fik os til at kloge os frem til, at evnen til at vurdere, hvornår man er passé, er omvendt proportional med ens ego.

I går kunne man ikke blot høre, at Anderson har voldsomme problemer ved at ramme de lyse toner, man så også tydeligt, hvorledes Anderson kæmpede med at få vredet de lyse toner ud af halsen. Ofte udeblev tonerne helt, andre gange blev det til en spag hvisken eller fraser med udfald. Anderson strakte tit halsen, som for at nå den højeste tone i medfarten. Til alt held har numrene også dybtliggende sekvenser, hvor hans vokal stadig havde sin karakteristiske råhed og særegne klang. Sidste nummer i første sæt, giganthittet “Cross-Eyed Mary”, blev dog stadig fuldstændigt maltrakteret og jappet igennem og rærligt sunget. Så trængte Anderson til en pause, og han nåede lige at minde os om alle de T-shirts man kunne købe i merchandise boden.

2. Sæt.

Med 2. sæt startede klassehitparaden for alvor. Det er tydeligt at størstedelen af publikummerne har været med siden 70’erne og i den grad var opløftede og på hjemmebane. På “Thick As A Brick” gimpede den gamle rottefænger videre og forførte sine grå rotter, så hele Docken stod og skrålede med og kvitterede for den gode levering af nummeret med en fælles røst på slutfrasen “Thick As A Brick!”.

Andersons hyldest til Jethro Tull og ham selv blev igen markeret med tidligere bandmedlemmers præsentation af numrene og, igen, andre rock legender. Således fik Iron Maidens bassist og leder Steve Harris lov at præsentere “Passion Play”, og Def Leppards Joe Elliot tog sig af “Ring Out, Solstice Bells”. Personligt var jeg i andet sæt gladest for den effektive og fløjteløse “too Old to Rock ‘n’ Roll, Too Young to Die”, den elegante og smukt udførte “Songs From the Wood” samt “Heavy Horses”, som tidligere keyboardspiller John Evans præsenterede.

Stærkt band

Bandet leverede ikke blot varen, den var sgu pakket ind i glanspapir og blev serveret med  lilla sløjfe. Selvom der har været mange forskellige bandkonstellationer og de første udgaver altid opnår helgenstatus – og jeg personligt savner guitarist Martin Barre særlige touch – så er de nuværende musikere bestemt ikke nogen daglejere hentet fra torvet. Det er musikere fra øverste hylde og David Goodier på bas og John O’Hara som orkesterleder på tangenter er som Anderson også seniorer, mens Scott Hammond på trommer og percussion og den ultraskarpe Florian Opahle på guitar trækker aldersgennemsnittet en anelse ned. De var meget britisk klædte, især Opahle der lignede en sand dandy. Tilsammen lignede de et ensemble fra en  amatørteater opførelse af Dick Turpin, måske lige bortset fra hammond der ifølge min makker lignede DR helten Bonderøven. Men det musikalske var i særklasse og i samspil med Andersons imponerende tværfløjtefærdigheder præsterede de noget som de fleste andre kan lære noget af. Fokus var flow og det kommer man ikke sovende til.

Ikke godt nok

Bandets kvaliteter til trods, så stod og faldt helhedsindtrykket desværre med vokalen, som jo for langt se fleste musiklyttere er det tydeligste pejlemærke for hvordan et nummer skal lyde; derfor blev problemet ekstra tydeligt, når man dels slappede mest af, når Anderson ‘bare’ spillede fløjte og dels ved “Aqualung”, hvor “Ryan O’Donnell” via storskærm sang de lyse passager. Han har tidlligere turneret med Anderson og, jamen jamen, han skulle jo bare have sunget det hele, mens Anderson som kapelmester, genial og gal musiker skulle have fokuseret på fløjten og hans envejs ping-pong med publikum.

På ekstranummeret “Lokomotive Breath“ var stemmen helt væk og jeg tror man skal være hardcore loyal realitetsbenægtende Tull-fan for at gå derfra i en løftet tilstand. Jeg synes at det var svært at ignorere problemet gennem en hel krampagtig koncert – og lidt irriterende at Anderson kunne – og trods god start og gode musikere- på ikke mindst rigtig gode numre – så dalede  begejstringen stille og roligt fra nummer til nummer og fra at være et scoop af se Ian Anderson og høre Jethro Tulls fantastiske numre endte det med blot at blive en ok aften og et overstået flueben. Det varslede ny studiealbum haster ikke så meget – vi har jo de gamle.