GAME ON MACHINE HEAD

Til trods for at en eller anden forvildet kvinde efter 27 år må havde sneget ind på livet af huset Machine Head og indrettet interiøret til at være fuldstændig uden for kategorien ”manhood” med det nyeste album ”Catharsis”, var det dog ikke nogen hindring for Machine Head at forsøge sig at fremstå så prægtige og kraftfulde som vi kender dem, og de leverede en kraftpræstation med 26 numre og en spilletid på hele 165 minutter, hvor de viste, at de så absolut ikke er game over.

DE NYE SANGE

Det er en forunderlig verden, og inden for metalverdenen har vi heldigvis Machine Head som igennem de især sidste 15 år i den grad har formået at sætte sit aftryk med et overvæld af individuelle musikalske mesterværker af sange, der i høj grad retfærdiggør, at de helt dropper at have support med på deres tours.

Der var naturligvis mange af de nye sange med denne aften, også alt for mange, nemlig hele seks af slagsen, hvoraf det mest bemærkelsesværdige og ærgerlige var, at de helt havde udelukket det eneste absolutte mesterværk på det nye album, sangen ”Heavy Lies the Crown”.

Med sangene ”Behind a Mask”, ”Beyond the Pale”, ”Catharsis”, ”Kaleidoscope”, ”Triple Beam” og ”Volatile” forekom der flere lange passager, i den i forvejen lange sætliste, som fremstod decideret kedelige og dræbende for stemningen, hvilket blev helt ødelagt af to katastrofale guitar- og trommesoloer fra henholdsvis Phil Demmel og Dave McClain, som egentlig fik mig til at tænke på, at jeg hellere ville have hørt de miserable soloer fra Slash i Parken sidste sommer.

BAGKATALOGET

Til gengæld ramte dele af Machine Heads bagkatalog så hårdt, at selve Thors hammer ville have fløjet sig en ekstra tur i bar misundelse.

Jeg er ikke udpræget begejstret for deres tidligere Nu-Metal vibes fra de tidligste år, og mange af sangene fra dengang synes heller ikke at være så forfærdelig fængende live, men de fungerer ganske udmærket som fyld mellem de absolutte hits, herunder sangene ”A Nation on Fire”, “Blood for Blood”, “Davidian”, ”From This Day”, “The Blood, the Sweat, the Tears” og “Ten Ton Hammer”, hvorimod “Bulldozer” fungerede glimrende live.

Det blev heller ikke bedre af, at Robb Flynn konstant under aftenens koncert bad folk om enten at hoppe, lave circle pits eller at række langefingeren op i luften, således at man på et tidspunkt troede at man var til et ”Vi elsker 90’erne” arrangement.

Nej, Machine Head var bedst fra perioden 2003-2014, hvor de udgav fire album, herunder deres black album ”The Blackening” som udkom i 2007.

Det er netop sangene fra denne periode som under aftenens koncert kunne få det hele op på et højere plan med mesterlig udførte udgaver af sangene ”Aesthetics of Hate”, ”Beautiful Mourning”, ”Clenching the Fists of Dissent”, ”Halo”, ”Killers & Kings”, ”Now We Die”, ”Darkness Within”, ”Locust”, ”Imperium” og mit absolutte yndlingsnummer ”Game Over”.

VOVEMOD

Det er unægteligt mere undtagelsen end reglen, at supportbands til en koncert er værd at komme efter, hvorfor det er fremragende, at Machine Head har besluttet sig for at lave ”An Evening With” tours.

Det giver dem som band unægtelig muligheden for at komme helt rundt om deres karriere over samtlige 26 numre, hvilket for enhver fan af bandet er kærkomment.

Det vil være mere end almindeligt svært for de fleste bands at holde publikum i kog i samtlige 165 minutter, hvilket vil kræve noget helt særligt, og for Machine Head var det ikke nemt, da denne tour er lanceret på deres absolut ringeste album til dato, hvilket betød, at der var klare muligheder for forbedringer i en til tider dræbende sætliste.

Det var bemærkelsesværdigt og en stor mangelvare, at de kun valgte at spille ét nummer fra ”Through the Ashes of Empires” fra 2003, og de kunne også have valgt flere end blot fire numre fra mesterværket ”The Blackening”.

Dertil ville det også have været klædeligt med numrene ”I Am Hell (Sonata in C#)” og ”Who We Are” fra albummet ”Unto the Locust”.

Når det er sagt, må man trods alt tage hatten af for Machine Heads vovemod, og uagtet sætlistens betydning, så er ikke hver dag at et band giver knap 3 timers spilletid til deres fans for en pris på kr. 375, og bandet var toptændt og forsøgte konstant under hele koncerten at få publikum med, hvilket er prisværdigt.

Til sammenligning kan man jo hurtigt nævne bands som f.eks. Anthrax og Testament som spiller i knap 80 minutter til ca. samme pris.