Manticora blæser støvet af koncertuniformerne på Nordic Noise

Midtvejs igennem første dagen på Nordic Noise får vi lige et temposkift med de danske power/prog/thrash metallere Manticora. Ingen midtvejssløvhed her! Der bliver skruet helt op for både bpm, ambition og kompleksitet da bandet blæser støvet af koncertuniformerne efter 4 år i skabet.

Fuld skrald fra første beat

Manticora åbner dørene ind til deres musikalske univers med nummeret ” The Black Circus” fra albummet af samme navn. Her går det stærkt, virkelig stærkt, men er samtidig melodiøst. Bandet udstråler fra start en glæde ved at stå på scenen og forsanger Lars F. Larsen har en formidabel kontakt til publikum.

Bandet huser, efter min mening, 2 af landets bedste guitarister (Kristian Larsen og Stefan Johansson). De spillet tæt, stramt og vanvittig hurtigt. De kan deres håndværk til fingerspidserne, men man fornemmer, at de samtidig udfordrer sig selv og hinanden konstant. Understøttet af Sebastian på bas går lydbilledet op i en tung og hurtig treenighed. Hvilket fint kommet til udtryk på ”A Long Farewell”, hvor frontmand Lars går lidt i baggrunden mens resten af bandet smadrer derudaf med 180 i timen… eller minuttet faktisk.

Karismatisk forsanger med ejendommelig vokal

Forsanger Lars F. Larsen er en hyperenergisk energibombe på scenen, man mærker tydeligt at han snildt kunne have brugt langt mere plads til at udlede sin energi på. Lars har en speciel vokal, som for nogen er svær at forene sig med, men for mig er han den perfekte formidler af det univers bandet skaber. Han sælger virkelig Manticoras univers for os gennem mimik, kropssprog og sin lyd – og vi er ikke i tvivl om at bandet vil mere end bare spille hamrende fedt musik – de vil skabe stemninger og fortællinger med musikken. Intet er simpelt, derfor skal vokalen heller ikke være det – og jeg er vild med den. Og publikum på Nordic Noise er sgu også helt med på præmissen for Manticora og de spiller for en godt fyldt sal og meget oplagt publikum. Der headbanges og kvitteres med ”Hey, Hey, Hey” fra publikum under ”Keeper of Time – Eternal Champion”

En god lyd er hamrende vigtig hvis man skal opleve Manticora, fordi der sker så mange ting samtidig og lydbilledet er stort. Lyden på Nordic Noise er perfekt afstemt, ingen mudren, men desværre manglede lyden i bassisten Sebastians mikrofon under det ene nummer, så hans vokal forsvandt. Lidt ærgerligt når alt andet ellers spillede.

Siden bandet sidst har været på scenen har trommeslager Mads Volf Kjær valgt andre veje. Bandet har til denne koncert lånt tidligere Artillery trommeslager Danni Jelsgaard – og det fungerer virkelig godt med Danni som allerede virker som en integreret del af bandet.

Dyster teaser for det kommende album

Manticora er tydeligvis ikke kommet sovende til deres musik – og det gør man som publikum heller ikke. Har man kun hørt et nummer af Manticora en gang, vil jeg påstå man ikke rigtig har hørt det. Der sker vanvittigt mange ting i deres numre, de er udover fede riffs og komplekse soloer også fyldt med uforudsete skift og overraskende breaks – og jo mere man lytter, jo mere bliver man beriget med deres fantastiske sans for kompositioner. Derfor er det også lidt et sats at smide et helt nyt nummer, som ikke engang har været udgivet som single endnu på set-listen.

Som afslutning på koncerten giver Manticora med nummeret ”Echoes of a Silent Scream” en forsmag på hvad vi kan forvente os af det kommende album ”To Kill to Live to Kill”, som er bandets første albumudspil i 8 år og det første album med Stefan og Sebastian på holdet. Nummeret sætter en mere dyster stemning og man fornemmer et skift over mod den tungere, mørkere thrash og det bliver virkelig godt modtaget af publikum, som kvitterer med masser af headbanging. Det varsler godt for det kommende album, som ser dagens lys 3. august i år.

Ambitiøst og velspillet

Drengene har bestemt fået rystet støvet af koncertuniformen og givet os høje forventninger til det kommende album, som forhåbentligt skal spilles live for en masse dedikerede publikummer verden over, heriblandt Mexico som får æren af bandet allerede et par uger efter album udgivelsen i august.

Man kan godt fornemme, at det er længe siden bandet har stået på scenen sammen, men Manticora leverer en ambitiøs og velspillet koncert som stiller krav til sit publikum – hamrende ambitiøst og velspillet – og det kan jeg fandeme godt lide. Bandet udstråler en sand fornøjelse og glæde ved at stå på scenen og de har det tydeligvis godt med hinanden – så der er masser af smil og små drillerier. Men de mangler lige det sidste på rutine og samspillethed for at kunne snige sig op på en ren 5’er.