Nick Cave tryllebandt primavera med sin sortsjælede poesi-rock

Tusmørket havde sænket sig over Barcelona og Primavera og de hypermoderne højhusbygninger rundt om festivalpladsen, stod som truende og twistede arkitektoniske skyggemonstre – og skabte den helt rigtige kulisse.

Alt var perfekt for verdens sidste sort-romantiker. Nick Cave havde medbragt al sin forpinthed og smerte som han med hjælp fra hans dybt organiske og velspillende band The Bad Seeds, i kaskader fik hældt ud over hans disciple.

Allerede med det første mystiske toneinterval i “Jesus Alone”, lagde Cave og Co. en stemning som ikke mange kunstnere kan frembringe, og folks øjne og ører var prompte rettet skarpt mod scenen og dens stereo-storskærme.

Den krogede Cave

Cave kom med sin specielle facon, allerede her udover scenekantet, trods hans ekstreme introverthed. En introverhed som næsten lignede et mentalt forsvindingsnummer. Det var ganske unikt, og mange tilskuere kiggede på hinanden med positiv måben. Cave har en kroget og spinkel fremtoning og når han vakler stift rundt som en forslået vampyr, man aldrig skulle have vækket, eksisterer der intet andet end ham; hans skikkelse er i sig selv dæmonisk og fascinerende, og man følger ham med spænding; hvad mon han nu vil gøre?

The good deed of the The Bad Seed

Warren Ellis var næsten lige så karismatisk som Cave. Han har for længst tillagt sig grå stænk og fører sig frem med et gråskægget troldmand-from-down-under look, med en underspillet attitude, mens han viser færdigheder på synth, guitar, violin – and what have you. De er skøre de australiere, og det er helt befriende at se Ellis tosse rundt, mens han uortodokst og hidsigt spiller violin som var det en metalguitar.

Koncerten var, som den skarpe læser kan fornemme, en magtdemonstration, ikke blot fra Cave’s front, men hele bandet blomstrede så alle bandets musikalske anarkistiske tidsler stod i fuldt flor. De var absurd godt sammenspillende, og de skære kontraster mellem bløde indfølte passager og kradse og brutale støjvægge, skal man i høj grad kende hinanden godt for at kunne udføre.  Bandets sikkerhed gjorde, at publikum gav sig helt hen, da vi vidste, at dette var noget stort.

Fantastisk afslutning

Sidste del af koncerten var intet mindre end fantastisk. Ved de sidste numre “Deanna” og  “Stagger Lee” var temperaturen på kogepunktet, Kong Cave kunne få publikum til alt – ikke mindst dem han havde inviteret op på scenen. En skare på cirka to dusin fra det tryllebundne publikum, blev inviteret op i Caves bur, hvor de var statister og endda rekvisitter i mesterens manege.

Cave gik tæt på udvalgte scenegæster og stirrede dem dybt i øjenene, mens han vristede twistede toner ud af halsen uden at fortrække en mine, og de udvalgte statister udviste stor begejstring over at stå så tæt, at de kunne mærke legendens åndedræt.

Man ønskede at det ikke ville slutte, dog kunne man godt regne ud, at koncerten nærmede sig enden. Den blev markeret med en smuk og dragende udgave af  “Push The Sky Away”. Cave sagde ydmygt  farvel og tak adskillige gange, og vi måtte konstatere at mesteren var færdig for denne gang. Det var en koncert der sent bliver overgået.