Et af de mest kontroversielle metalbands lige nu, er amerikanske Dead Cross, som indtil videre har udgivet to EP’er, med Faith More’s Mike Patton og Slayers Dave Lombardo som halvdelen af bandets ingredienser, kan det jo ikke gå galt.
Jeg var dødspændt og havde krydset fingre for at Dead Cross skulle blive een af de bedste oplevelser på Primavera, og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Da bandet kom på ind på scenen, var der stor jubel, og de hilste beskedent til publikum, og gik med det samme i metal-mode. Patton vendte sig mod Lombardo og gik ned i knæ og lignede en springfjeder der var ved at gå af.
Ready for war
Springfjederen gik så også af, og nummeret deres vældigt cathcy nummer “Seizure and Desist” væltede ud over Primavera. Lombardo-bombardementet var massivt, og General Patton gik i offensiv med full metal jacket mod det forsvarsløse publikum foran scenen og længere op af højen, som fungerede som tilskuerplads. Krigsstemningen nåede helt her op, og folk var klar til kamp på Hamburger Hill.
De var helt deres egne
Bare at Lombardo var på scenen, var en oplevelse i sig selv, men han hvilede bestemt ikke på laurbærerne, for han var faktisk bedre end jeg havde forventet, og det var simpelthen en overvældende musikalsk præstation. Dertil er han innovativ, og der var ikke noget som helst genbrug fra Slayers rytmerepertoire, for alt trommematerialet er skræddersyet til Dead Cross’ specielle metalstil.
Bassisten Justin Pearson var tæt på at være lige så energisk som Patton, og Pearson hjalp også med at lave smertensskrig alene og med Patton, så hovedpersonen kunne spare lidt på energien. Patton har jo meget at se til med vokalen, og brugte lørdag aften venstre hånd til clean mic og højre til en forvrænget mic, og der var hyppigt skift mellem clean og distortet voice, som gav et ekstra psykopatisk patos. Publikum var hjalp også til med at geare en stemning op, for det var ikke alle der kommet for bare at stå passivt og lytte. Der gik moshpit i den midt i koncerten, og det var ganske farligt at stå i denne menneske-virvelvind, for man skulle ikke ukritisk stole på at moshmennesker tager pænt hensyn til omgivelserne.
Der var ikke eet eneste sekund af koncerten hvor energien ikke var i top, og det så ud til tilskuerne var beyond tilfredstillet.
Alle vidste at Dead Cross’ act ville være en legeplads for lunatics som kan lave ballade… men ikke kan lave en ballade, for de har endnu ikke lavet et eneste nummer som får kroppen ned under alarmerende stressniveau. Men denne musik er også det man kom for at opleve, så drengene gjorde i deen grad hvad de skulle. Ørepauserne lå kun når guitaren og samples lå og summede før bombardermentet fra Lombardo satte rytmer på numrene.
Ekstranummer…
…det var så HER at de tog pis på os, for da de kom ind igen, og Lombardo lavede treslags tammotiver, troede alle at der ville komme et cover af “Rainning Blood”, men lige efter at guitaren havde spillet det karakteristiske Slayer-riff, gik det over i et rockbeat som døde med det samme…. og så var det slut…mærkeligt. Men det var jo heller ikke sikkert at vi kunne tåle et Slayer-cover efter den blitzkrieg de havde udført i løbet af en lille time.
Dead Cross er noget man bliver nødt til at opleve hvis man vil have fingeren på pulsen i forhold til hvordan ny metalkunst lyder i dag. Det er fedt en gang i mellem at få blæst hjernen ud på den gode måde, og så er Dead Cross noget man skal opsøge, for det bliver ikke federe end dette her!