Den vanvittigt virtuose trio og udbrydergruppe fra det legendariske britiske rockband YES markerer i år, at det er et halvt århundrede siden hovedbandet blev dannet. Trioen er stadig ikke pensionsmoden.
Den vigtige seniorindsats
Aldrig er der gjort så meget for at få aktiveret de mandlige seniorer. Helbredssnakken om at ældre mænd ikke kommer ud, men i stedet isolerer sig mere og mere socialt og kulturelt må nu forstumme. Den intensiverede kulturelle indsats på musikområdet har de seneste år sammenbragt ældre mænd i ganske stort antal; der har især været sociale arrangementer i Vega, Forum, Amager Bio og Royal Arena og Parken, hvor jævnaldrende kunstnere fra ind og udland har taget ansvar og ageret tovholder på begivenhederne. Alene i forgårs kunne man deltage i sociale seniorbegivenheder i Royal Arena og Vega til hhv Judas Priest /v Rob Halford og Yes /v Jon Anderson. Nedenstående omhandler sidstnævnte arrangement.
Stiftende Yes medlem Jon Anderson, Trevor Rabin (der kom med i 1983) og Rick Wakeman (med fra 1971) – herefter ARW – gæstede søndag aften Store Vega på deres “50th anniversary tour”. Den særdeles afslappede dørmand oplyste, at der var solgt 750 billetter, hvilket med en kapacitet på cirka 8oo tilskuere er fint men knap udsolgt – det var han lidt ærgerlig over. Forklaringen skal muligvis findes i, at de mest loyale – og ældre – fans af Yes angiveligt sidder ude i kolonihaverne med en kop kaffe i den ene hånd og en rosé i den anden og overvejer om de skal fragte bevægeapparatet helt ind til Vesterbro. Desuden var klimaet ikke ligefrem til at stå i en sal med 750 andre. Det var trykkende, tungt og fugtigt og man var simpelthen pisket til at trække vejret gennem en Tuborg Classic, så… skik følge eller land fly.
Yes or No?
Man kan altid diskutere hvilken fraktion der er den ægte og hvilke medlemmer der bærer mest autenticitet med sig, jeg vil nok sværge til den fraktion hvor forsangeren Jon Anderson befinder sig. Men hovedbandets fraktioner og deres respektive fans bliver givetvis ikke enige før næste 50års jubilæum. Ærgerligt, for i stedet handler det vel om hvordan arven, sangene og myten manifesterer sig i dag. Så det virkelige spørgsmål er vel snarere om musikerne havde ramt sidst salgsdage eller om de kunne matche deres egen skygge?
Til at besvare det spørgsmål, havde Anderson, Rabin og Wakeman håndplukket fra nogle af deres største albummer som “The Yes Album”,(1971), og “Fragile”(1971), og “Close To The Edge” (1972), og deres udvalgte numre fra juratiden fungerede godt, og fremstod som en blærerøvskavalkade, en dokumentation på deres meritter.
Godt fra start
Trioen havde medbragt skoledrengene Lee Pomeroy på bas og kor og Lou Molino III på trommer og kor, og selvom de med kækt humør mestrede deres instrumenter, så var korrollen i den grad noget der blev taget alvorligt. De bidrog forbløffende ofte med stærke og glasklare stemmer, der gav støtte til seniorerne. Bandet kom godt fra land med den oplagte åbner, den instrumentale “Cinema”, for dernæst at fastholde det melodiøse og det kraftfulde med klassikere som “Hold On”, hvor Rabin godt nok fik guitar shreddet. Dernæst kom “South Side Of The Sky”, som rykkede og svingede så man måtte knibe sig i armen og smile skævt – hvordan kunne de allerede nu være så varme? Det må være alderens rutine, og det er stadig svært at finde et mere organisk, mangesidet og flydende lydbillede end hos Yes; esoterisk, spirituelt, brutalt, psykedelisk, humoristisk, simpelt, komplekst. I et organisk flow. Et godt eksempel på afvekslingen er “I’ve Seen All Good People”, som ikke er specielt hårdt, men i stedet er båret oppe af et virkelig svært syngbart vokalarrangement, hvor der synges kantet og firestemmigt på alle de unaturlige slag i pulsen (synkoperet). Ovenikøbet live, der var ingen samples, det her er oldschool.
Awake med Wakeman
Og en mand som Rick Wakeman er ikke uden grund en af de helt store tangent troldmænd indenfor proggen. Sammen med blandt andre Tony Banks (Genesis) og Keith Emerson (ELP) har han inspireret til den brug af ekvilibristisk synth/keyboard, klaver og orgel instrumentering som præger mange prog rock/metal acts den dag i dag. Rick Wakeman var søndag aften en sand enmandshær bag ved tangenterne og han demonstrerede i rigt mål sin alsidighed; den alsidighed han høfligt har udlånt i form af ikoniske klaverroller på David Bowies “Life On Mars”, Simon & Garfunkle klassikeren “Morning Has Broken” og T-Rex’ “Bang a Gong”, samt en lang og succesfuld solo karriere. Den storladne og lange “Heart Of The Sunrise” kom i gang efter en laaaang intro og var et af aftenens højdepunkter. der er rigeligt med plads i nummeret til at ekvilibristerne kan folde sig ud og i perioder var Wakeman så vanvittig musikalsk i sine soli, at jeg virkelig håbede, at Dream Theaters Jordan Rudess sad og tog notater. Wakeman står ret stoisk og stille og det var svært at forstå at alle de myriader af toner stammede fra hans hænder. Med forknyt mine, som gjaldt det livet, stod han ofte fokuseret i sin egen synth verden omgivet af tangentinstrumenter i en krans, der mindede om Darth Vaders hemmelighedsfulde iltkube. Dertil kom en lidt fjollet kappe, meget lig den slags, som romerne går rundt med i Asterix.
Anderson og løven og dygtige Trevor Rabin
Ligeledes er Anderson noget af en character, med ikke-alderssvarende hidsigt mønstret lys habit, og en maskot i form af en tøjløve, som da skulle rundt og hilse på de andre medlemmer. Ellers sad den på sin plads på mikrofonstativet. Andersons stemme er stadig rimelig god, og har jo en lækker let raspende lys klang, der i samspil med resten af instrumenterne til tider skaber et lydbillede der minder om The Police (med et stænk moderne Rush). Meeen klangen er blevet lidt tynd og når især rytmesektionen i perioder rungede og buldrede lidt rigeligt, så druknede han lidt. Via teknik og rutine fik han dog manøvreret sig udenom de sorteste lydhuller. Trevor Rabin er i sig selv en institution og er en berømmet filmkomponist, der har arbejdet sammen med flere store navne i Hollywood. Hans ekvilibristiske guitarevner modsvares af hans sans for at strø lækre enklere riffs og motiver af sig, så man undrer sig over, at det stammer fra samme person. Hans sans for drama og pompøs filmmusik passede forrygende til min største musikalske oplevelse “Awaken”, den over 15 minutter lange episke musikalske rejse, som tog publikum i hånden, hvorefter vi lettede sammen. Nakkehårene rejste sig, da Wakemans kirkeorgels dystre fylde indhyllede alle i Vega. Det var en uforlignelig musikalsk astral oplevelse, som at blive indviet i alle svar på alle universets største spørgsmål – for et øjeblik. Det var uvirkeligt.
Owner Of A Lonely Heart
Og så forsvandt magien som dug for undertegnedes briller, da de pligtskyldigt rundede sættet af med “Owner Of A Lonely Heart”. På det tidspunkt havde seniormusikerne forlængst erkendt, at mod sol og dansk magelighed kæmper selv de største forgæves, og der var grænser for hvor meget spas de kunne få publikum med på – men det var overraskende at dette hit ikke fik flere til at synge, huje med og klappe; i stedet stod alt, alt for mange og optog film af det de lige så godt kunne stå og nyde. Selve nummeret var godt spillet og med alle de spacy synth effekter fra firserne, som man efterhånden troede fra systematisk fjernede fra alle digitale og analoge tangentinstrumenter. Anderson smilede afslappet og måske en smule overbærende med de svedende og trætte, men dog standhaftige publikummer. Genialt at slutte nummeret som en hybrid med Creams “Sunshine of Your Love”. Selvom dette var helt igennem velafprøvet og indstuderet, vidner det dog om, at de stadig kan lide at lege med musikken og ikke selv gider at gå kolde i fastlåste pligtnumre.
Herefter gik ARW og drengene fra scenen, for at blive klappet tilbage til en lidt slasket udgave af ekstranummeret “Roundabout”. Tidsmæssigt særdeles afmålt, i øvrigt; jeg havde, mens jeg købte den anden Tuborg Classic spurgt, hvornår det hele sluttede og der blev sagt 22:10. Kl. 22:00 gik ARW på igen med “Roundabout” og kl. 22:10 var det slut. Og dermed bum.
Opsummering:
Der er meget få ting at brokke sig over sådan en aften, det skulle da lige være 2 ting:
- Den kvalmesøde og dybt fejlplacerede “I Am Waiting”, som var både kedelig og forudsigelig. Den faldt helt igennem, men ok, deres 1994 (Talk) udspil er heller ikke just vintage Yes, efter min mening. Flødeharmonikken kan dårligt blive mere klæg, med synth strygere af allerværste skuffe.
- At de danske fans ikke ydede mere, men lidt lod musikerne i stikken og lod dem falde lidt sammen til sidst. Bandet havde ellers knoklet fra start og gjort alt det der plejer at virke. Men igen, varmen… alderen…
Opsummerende, var det dog en fantastisk sjælfuld og imponerende musikalsk aften i sikre krogede hænde. Med massiv brug af deres største hit i Live Nations promovering af koncerten, var det jo ingen overraskelse, at trioen spillede “Owner Of A Lonely Heart”, men den store overraskelse var for mig snarere, hvor godt det lykkedes dem at binde de mange tidlige og mere esoteriske numre sammen med en god stak numre fra “90125”(1983). Der er tale om et soundmæssigt og årstalsmæssigt syvmileskridt, og deres tidlige progressive volapyk rock på “The Yes Album” og “Fragile” (begge 1971) er i høj grad et stykke vej fra typisk mainstream, for at sige det mildt. Men det er bare god musik. Bands som ELP, Genesis, King Crimson og Yes var fra start supermusikere og lærte det ikke undervejs på den slagne rock’n’roll vej, som den rockromantiske kliché dikterer. Og heldigvis for det, for det der dengang blev begået af musikalsk storhedsvanvid, står mere og mere klart som en skærende kontrast til den kreative åreladning som branchen i dag lider under.
Jep, musikbranchen har sgu ændret sig, men oldinge trioens musikalitet og motorik var intakt nok til at matche de yngste skud på stammen.
Jeg havde skrevet langt flere noter, men bare rolig, det får lov at vente til en anden god gang.
YES - featuring Jon Anderson, Trevor Rabin, Rick Wakeman - Store Vega 10.06.0218
Yes – featuring Jon Anderson (vokal, harpe, klokkespil og tøjløvemaskot), Trevor Rabin (Guitar og kor) og Rick Wakeman (tangenter)
Tour musikere:
Lee Pomeroy: bas og kor
Lou Molino III: trommer og kor
Sætliste:
1. Cinema
2. Hold On
3. South Side of the Sky
4. I’ve Seen All Good People
5. And You and I
6. Changes
7. Perpetual Change
8. Rhythm of Love
9. I Am Waiting
10. Heart of the Sunrise
11. Awaken
12. Owner of a Lonely Heart, med uddrag af “Sunshine of Your Love” af Cream.
Ekstranummer:
Roundabout