Superchargers velsmurte maskineri

Dette er ikke et nyt bekendtskab. Supercharger har været blandt os i over ti år – udgav deres debut EP i 2007 og været ganske produktive. Med tre forrygende fastfood studiealbums under bæltet, “Handgrenade Blues” (2009), “That’s How We Roll “ (2011) og “Broken Hearts and Fallaparts” (2014) var det vist også på tide med et nyt skud milimeterpræcis potent sparke-røv metal.

Velkendt power

De har altid formået at kreere helt skarpslebne punchy numre med cool hooklines, med elementer af amerikansk numetal og lidt LA beat, eksempelvis “If You Wanna Rock” (2009), “Are You Satisfied”(2011) og den lidt The Cult inspirerede “Blood Red Lips” (2014). The Cult lyden skyldtes ikke mindst den brølstærke forsanger Mikkel Neperus, som tilførte en klang et sted mellem Ian Astbury og Neil Fallon fra The Clutch. Supercharger fik en gedigen mavepuster da Neperus skred, men de har siden hentet tyske Linc Van Johnson, som på deres nyeste udspil “Real Machine” viser sig at være en ret god erstatning.

Supercharger har på imponerende vis altid haft en færdig og præcis sound med masser af kant og de har på deres fjerde fulde album virkelig skarpslebet deres udtryk, og hugger løs fra start med “Off We Go”. Den er lige i flæsket, stramt spillet og ekstremt lettilgængelige hooklines – og herfra kører det på de næste numre, “Rottenburg” og den næsten enerverende iørefaldende “Shake It Up”, egentlig ret meget i samme rille. Johnson er 100% i kontrol over situationen, han synger som en muskelhund med hundegalskab, der spilles igennem og ikke et sekund går til spilde med dynamisk sødsuppe og tøseri i krogene.

Drinking mans metal

Supercharger er kendte for at fyre godt op under kedlerne til deres koncerter og den energi har de haft held med at overføre på den ny udgivelse, muligvis fordi numrene stort set er skrevet, mens de blev indspillet. Linjen er lagt efter at ramme det udtryk der virker, når øllen går ind og fornuften ud. Derfor er melodierne egentlig forholdsvis banale i deres lineære og bastante opbygning, hvad enten nummeret går hurtigt, hurtigere eller shufflet som “Seven” – der i øvrigt må være en regulær crowdpleaser for både Green Day og Offspring fans. Og numrenes hooklines serveres i skrålform, omend velskænket.

Fedt… ensformig… fedt…

Men uhadada, måske netop på grund af de hidtidige, en smule ensformige numre, er det da alvorligt fedt, det sjette nummer “Another One To Die”. Her får jeg noget af det, jeg ubevidst har savnet i første halvdel af pladen, nemlig tør og tungtslæbende klaverboogieblues-baseret hardrock med masser af cojones; Bon Jovi møder The Clutch i Mojaveørkenen. Og suverænt hvæsende omkvæd af Johnson.

Vi er til gengæld tilbage på sporet med “Take Back”, hvor muskelhundene igen maser al gallen ned på et lille sted, sætter ild til lortet og raser derudad fra start til slut. Det er f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g-t – efter skabelonen i sangopbygningen, hvor lang er introen, hvor langt verset er inden omkvædet og så fremdeles. “I’m Gonna Take Back What’s Mine” synges der igen og igen og igen. Det gør I bare. Jeg lyder nok lige her lidt negativ, og det er også svært at gengive handlingen uden at det lyder, som om det er ensformigt – for det er det. Men vi får lidt slow blues hardrock efterfølgende med “Watching All Our Heroes Die”, dog igen stædigt efter den velkendte how-to-build-a-song drejebog. Fair nok, anden halvdel af udgivelsen er samlet hørt mest varieret, og det er rart igen at få lidt klaver på “The Punch”, og sidste nummer “Forsaken” er en fin lille stille rosin i pølseenden, en ballade lidt a la Limp Bizkits udegave af The Who’s “Behind Blue Eyes”. Godt doseret og den kommer efter alle smadrenumrene til at virke dobbelt.

Et godt visitkort

Jeg vil sgu ikke påstå, at dette album vil gå over i historien som et mesterværk, eller som et nogenlunde vigtigt album i den danske rockhistorie – og det er vist heller ikke pointen, når man mere eller mindre har skudt fra hoften mens der blev optaget. Men som musikalsk visitkort og teaser til, hvad man kommer til at opleve, hvis man ser dem live, har Supercharger været tro mod sig selv, og jeg er sikker på, at de ikke lover mere end de kan holde. Supercharger er netop på turne i Tyskland og har stadig sommer gigs, blandt andet den svenske Skogsröget Festival den 4. August med navne som Hammerfall, Dokken, Dee Snider, Dirchsneider og Mr. Big, samt 11.08.2018 US Motorvehicle Roundup i Gülse, igen Tyskland. De vil være elsket disse steder. Det er en no brainer. Party Ooon!