Inden den trefoldige koncert i progressiv-metallens navn i lørdags på Forbrændingen fik jeg mig en snak med et par af mine kollegaer og de frivillige kræfter bag aftenens arrangement. For det er ikke kun på scenen at der kræves ildsjæle når metalpublikummet skal have en stor oplevelse, det er i høj grad også bag scenen… eller i det her tilfælde måske rettere ved siden af scenen.
For nogen skal få ideerne, booke, arrangere og kæmpe for få det hele til at gå op i en højere enhed. Nogen skal anmelde og rapportere så vi kan dele vores musikalske passion med andre, dem der ikke kunne være der, dem der ikke kender bandsene, men måske burde. Så hvad driver de frivillige ildsjæle der sikrer alle jer metalhoveder derude de fede oplevelser – Jeg har møde med Chefredaktør Claus Ljørring og skribent Lasse Jacobsen– HeavyMetal.dk
Fra lille grimt anmelder site til stort anmelder- og booking site
RZ: Claus og Lasse fra HeavyMetal.dk – tak fordi I lige vil tage Jer tid til at snakke med mig her idag inden det hele går løs. Kan I ikke kort lige præsentere jer selv for vores læsere, hvem I er og hvad I laver her idag?
CL: Jo selvfølgelig. Jeg hedder Claus og jeg er chefredaktør på HeavyMetal.dk og har været det i 8 år, tror jeg. Jeg er fotograf på sitet også…. og booker – metal booker for Forbrændingen.
LJ: Jeg hedder Lasse. Jeg har været med i 5 år og er skribent først og fremmest, og så er jeg blevet fotograf med tiden.
RZ: Kan man blive det?
LJ: Det kan man godt blive ja. Har altid hobby-fotograferet lidt og så begyndte jeg at gøre lidt mere ved det. Og nu er jeg så også en af vores fotografer.
RZ: I har begge valgt at gå ind i frivilligt arbejde med metal/rock via HeavyMetal.dk – hvordan er motivationen opstået? Hvordan er I kommet i gang?
CL: For mit vedkommende, så startede jeg selv som skribent for HeavyMetal.dk for godt og vel 8 år siden. Jeg havde en passion for at skrive og sætte ord på det jeg hørt. Så begyndte sitet at gå lidt ned af bakke, så begyndte jeg at overtage forskellige poster. Til sidst blev det meldt ud at enten er der en der overtager helt eller også lukker og slukker vi. Og selvom det var nyt for mig og jeg ingen erfaring havde, så sprang jeg ud i det og ser hvad der sker. Siden da er jeg helt stoppet som skribent, fordi der er nok arbejde i at være chefredaktør.
RZ: Er det dig der som chefredaktør holder styr på de andre skribenter?
CL: Det er et rimeligt homogent site, så de styrer nok nærmest sig selv.
LJ: Du kan godt svinge pisken!
RZ: Hvad med dig Lasse?
LJ: Jeg har altid haft en lille anmelder i maven og synes det er fedt at skrive. Og så af omveje via Facebook så fandt jeg ud af at HeavyMetal.dk søgte skribenter – og så skrev jeg til Claus og kom ind i varmen. Og der er virkelig sket meget i de 5 ½ år. Fra et lille grimt site (undskyld jeg siger det) dengang og det er blevet lavet helt om både i forhold til antal læsere på siden og hits på siden – det er jo helt eksploderet.
RZ: Nu booker I jo også. Har HeavyMetal gjort det fra starten af eller startede det som et rent anmeldersite?
CL: Det startede som et rent anmelder site i 1999. Det har været en drøm for mig at booke personligt igennem lang tid. Selv at stå for at booke bands og få booket de danske bands som man har en interesse i. Da så et par af de andre sites begynder med deres nye tiltag blandt andet Blastbeat, så tænkte jeg at det måtte kunne lade sig gøre. Så kontaktede jeg Forbrændingen og fik en aftale med dem i hus om et samarbejde. Der var bred enighed i HeavyMetal om det kunne være fedt. Og så valgte vi at sætte fokus på en genre som der dengang ikke var stor fokus på nemlig Black Metallen – det er der jo så kommet nu, det booster frem med bands, vi har faktisk en rigtig god scene i Danmark for Black Metal.
Så startede vi “The Night of the Black Attack” som det allerførste arrangement i november for 2 år siden. Det blev en overraskende stor succes. Og efter et møde med Forbrændingen blev vi enige om at vi fremadrettet er Forbrændingens metal bookere. Den bold greb vi og løb videre med og siden er det blevet til “Night of the Black Attack” som tilbagevendende arrangement for 3. gang i år, vi har startet vores “Springtime Slaughter” med fokus på dødsmetal op som også er planlagt som tilbagevendende arrangement. Så har vi aftenens arrangement med Pyramaze, Defecto og Fears Unfolding. Besærk og Grusom nu her i oktober. Og næste år kommer der til at ske noget, for der har vi 20 års jubilæum i september/oktober.
Progressiv metal uden for meget guitar onani kan fandeme noget!
RZ: Kan I ikke fortælle lidt om lige præcis det set-up der er her iaften med Defecto og Pyramaze – det er jo meget progressiv metal, som ikke har det største publikum i Danmark? Hvordan er det kommet i stand? Og hvorfor lige præcis det her set-up?
CL: Indenfor de sidste par år har Pyramaze udgivet 2 albums som virkelig er blevet modtaget positivt af anmeldere og fans – efter en lang pause og udskiftninger er de helt fremme igen – så vi tænkte at vi ville gribe den og få dem til at spille i DK igen. Så talte vi lidt om hvem der ellers er i DK i samme genre og Defecto er helt klart en af dem, men ellers lå Anubis Gate lige til højrebenet, men i og med at Morten Sørensen er trommeslager i begge to, så er det måske lidt stramt at byde ham.
Morten (Sørensen – Pyramaze): næ!
RZ: Morten er frisk kan jeg høre.
CL: Men der er jo fuld knald på Defecto, så lad os få dem ud. Så landede vi en aftale med Pyramaze.
RZ: Og det er vi flere der er særdeles glad for.
RZ: Progressiv metal har i mange år ikke haft det helt store publikum i DK – hvordan er jeres eget forhold til progressiv metal. Lasse du har blandt andet anmeldt en del indenfor progressiv metal.
LJ: Ja, det er der jo mange der har, men for mig startede det med – og jeg er nok ikke den eneste der har det sådan – men jeg hørte en Dream Theater plade engang og så tænkte jeg at det lød virkelig interessant. Derfra tog det fart og hørte en masse bands, også danske Anubis Gate. Det kan sgu et eller andet.
RZ: Men hvad er det progressiv metal kan?
LJ: Det er sgu svært at svare på. For mit eget vedkommende, har jeg aldrig brudt mig mig om hvis ikke jeg kunne høre hvad forsangeren sang og det ligesom bare var musikere der stod og bragede løs på deres instrumenter. Så fandt jeg den her balance i nogle sindssygt dygtige musikere med alt det tekniske lir og skæve takter, men som samtidig er røvhamrende god musik, som kan noget. Og den perfekte balance er ret lækker. Der er mange bands i den progressive metal der bliver lidt for navlepillende, lidt for meget guitar-onani når der kører en 8 minutter lang solo. Men når balancen bliver ramt, så kan det noget.
RZ: Hvor ligger jeres egen passion indenfor metallen?
CL: Jeg er ikke så genrestyret. Jeg hører musikken, og fanger det mig – så fint. Jeg er ikke dedikeret til en bestemt genre. Og jeg skammer mig ikke over at sige at jeg også kan sætte Robbie Williams på.
LJ: Jeg har det på samme måde – det er rimeligt bredt…….. Jeg har en Dido plade….
CL: Og det vælger du at sige nu?
(….stilhed… lyden af fårekyllinger høres i det fjerne…)
Dansk metal er fuld af diamanter!
RZ: Hvad er det sværeste ved at lave den her slags arrangementer?
CL: Der er rigtig meget kommunikation, koordinering og mails der skal spille. Og når man har et arbejde ved siden af og sit privatliv, så er det ret krævende at holde alle trådene. Man skal brænde lidt ekstra for det – man skal have en ildsjæl for det… og man skal have tiden. Hvis ikke man har det er det dødt på forhånd. Og det er der ingen tvivl om at vi vil på sitet.
RZ: Hvad er det det giver Jer at være med i den her branche?
CL: En selvtilfredshedsfølelse! At man har været med til at booke noget, som kan trække folk til. Jeg kan huske da vi lavede vores første “Night of the Black Attack” som var det første show vi stod for, og jeg stod inde på balkonen sammen med Lasse og Nikolaj – det er bare en fed følelse at se folk flokkes til noget man har arrangeret. Så er der altid et sats. Netop i aften med den progressive del og Pyramaze som en lang periode har været inaktiv, så er det et sats og det kan gå begge veje. Det kan blive rigtig fedt, det kan blive noget hø, men det er helt sikkert det at se folk strømme til og det at være med til at promovere musik. Indtil videre har vi kun promoveret danske bands her på Forbrændingen og der er rigtig rigtig mange diamanter i dansk musik – og det vil vi gerne støtte. Det er jo også derfor vi startede med “Night of the Black Attack” – vi ville sætte fokus på nogle af de genrer som der ikke er så meget fokus på – og det har jo vist sig at der netop er et stort felt i DK for netop det.
RZ: Hvornår ved man om et arrangement er en succes? Er det billetsalget, anmeldelserne, publikum – eller noget helt 4.?
CL: Det er selvfølgelig noget med anmeldelserne og responsen fra de forskellige sites. For mig betyder feedback fra bandsene også en del. Det giver helt sikker mig noget som booker. Det er et sammensurium af det hele. Kan publikum lide det? Har der været et godt billetsalg?
LJ: Det er jo gået op i en højere enhed de sidste gange jo. Faktisk alle de gange – 7, 9, 13 – vi har arrangeret noget herude.
CL: For eksempel var “Night of the Black Attack 2” sidste år en kæmpe succes. Vi havde helt udsolgt. 450 billeter. Mange af de bands vi havde booket var på vej op og nåede fra booking til arrangementet at blive kæmpe store: Orm, Slægt, Solbrud. Vi har ramt rigtigt med de ting vi har trukket herud. Men vi er også et helt team bag. Det er jo ikke en mand bag. Det er et helt team af skribenter og når man har det, så rammer man også bredere og bedre og så er chancen for succes større end hvis der sidder en mand og booker bands med 50 likes på Facebook. Vi står sammen som en helhed på sitet og har dialoger omkring det.
RZ: Hvilken oplevelse håber I at I selv og publikum går med herfra i dag med det her line-up?
LJ: De skal have den samme fornemmelse i maven som man havde efter juleaften da man var lille ikk! og man gik i seng om aftene og bare tænkte “Ahhhhhhh!”
RZ: Så når Forbrændingen tømmes og folk går hjem så er det med et stort fælles “Ahhhhhhhh!”
CL: Håber da også at de går herfra og tænker “Pyramaze, det var kraftedeme fedt! – lad os se dem igen”
Det er okay at få skældud på job når det er Dave Mustaine der skælder ud!
RZ: Her til sidst – jeg ved I har travlt og spændte på det hele i aften. Er der en særlig oplevelse fra jeres tid på Heavy Metal som I synes er helt special og værd at dele med os og læserne?
CL: Jeg havde en oplevelse herude på Forbrændingen på en af de første koncerter jeg havde hvor det gik op for mig at det her er et virkelig fedt sted. Jeg var ude og se “Votum” og “Subterranean Masquerade” som også er indenfor den progressive metal. De skulle spille kl 20 og da jeg er her kl 20 for at tage billeder, så er der INGEN mennesker. Jeg står helt alene og tænker “øhh” og da det sidste band går fra der er vi 14. Det var en meget meget intim og fed oplevelse for det var en møgfed koncert. Og chancen for at de kommer igen er jo ikke så stor når sådan et band ser hvor lidt der kommer, og det er jo ærgerligt for det er jo begge virkelig knald dygtige bands.
LJ: Det sjoveste mest mærkelige øjeblik var nok da Claus og jeg fik skældud af Dave Mustaine fra Megadeth. Vi var i Vega for ca halvandet år siden og vi skulle interviewe David Ellefson, bassisten, og vi kommer ind i et lille bitte rum og skal interview. Ellefson er en rigtig rigtig flink fyr. Når han lige bliver snakket varm, så snakker han meget og meget højt og armene kører rundt og pludselig så brager døren op og skubber til min stol og Claus’ kamera var ved at vælte. Jeg kigger bagud, og en halv meter bag mig står Dave Mustaine og skælder ud “You’re too loud – I’m trying to do an interview in the other room and I can’t hear myself talking!”. Manden har nok skældt mange ud i løbet af sin karriere, men at stå på den liste er sgu ok – man bliver lidt stolt.
RZ: Tak – jeg ved I skal have noget mad og at jeg bliver smidt ud. Tak fordi I tog jer tid til at snakke med mig. Rigtig god fornøjelse i aften.
CL: Lige over.
RZ: Jeg håber jeg går herfra i aften med et stort “Ahhhh”