Kim Larsen er død. Sig det til dig selv, sig det inde i dig selv, sig det sagte, sig det højt – og det lyder stadig heeelt forkert.72 år er naturligvis deroppe, hvor man som almindeligt levende menneske kan se loftet, men man fornemmede alligevel stadig, at manden var sulten. Og som de små frikadelleegoister vi er, var det bestemt ikke efter bogen, det her. Meningen var jo, at han skulle være lige hér hos os som en evig konstant, a la Rådhusuret, Den Lille Havfrue, rødgrød, kusse og viol, som han selv sang. Det var vi lige blevet så vant til. Kim Larsen var en repræsentant på godt og ondt af den store fælles nationalånd og dermed lidt mere end de fleste af os, og så gælder andre regler jo. Troede vi. Mon ikke de fleste sank en klump, da han blev ramt af kræft, og dermed rokkede ved vores grundopfattelse, og mon ikke de fleste sank en klump, da han tilsyneladende overvandt kræften? Men den gik desværre ikke.
Sjældent format
Tænk på hvor mange hits, Kim Larsen stod for, som idag er hvermandseje, tænk på antal solgte plader, tænk på langtidsholdbarhed og tænk på, hvor uovervindelig og genredefinerende han var sammen Franz, Willie og Søren i dansk rockmusiks svar på The Beatles, og tænk så på, hvordan han formåede at skabe sig sin egen karriere ovenpå netop Gasolin’s succes, uden at se sig tilbage, samt revitalisere samme solokarriere årti efter årti.
Læg alle parametre sammen, jamen, så er der reelt ikke nogen ved siden af ham, ligegyldigt, hvad du plejer at lytte til. Læs statistikkerne. Kun oldinge i 90’erne eller børn under 10 år vil måske – kun måske – vove at protestere. Eller folk der er vokset op under en sten. Punktum. Det er naturligvis ikke alle i det ganske land, der var tryllebundet af Kim Larsen, men de fleste kan nynne flere sange, end de lige går og tror.
Kim Larsen kunne som få andre kunstnere – når han var bedst – skrive de simple, men effektive tekster; skære tingene ud i pap, og bruge banaliteterne til hans fordel i det samlede udtryk, dvs. musik, lyrik og hans helt, helt unikke stemmeklang.
Hans bedste sange ramte som regel altid eét eller andet ømt punk – ramte os som et kys på kinden, klap på skulderen, los i røven eller en stor kildetur. Og vi har vel alle hvert vores yndlingsnumre og epoker, og kloge folk vil i den kommende tid diskutere, hvornår Kim Larsen var bedst. De vil ikke blive enige.
Den svære balancegang
Kim Larsen fremstod som en gavflab med hjertet på rette sted, men stadig bidsk, hvis man kom for tæt på.
Ven af folket, men krukket – sympati for de svage – og mangemillionær. Han bevægede man sig på en knivsæg, hvor man øjeblikkeligt risikerer at komme i mediernes offentlige gabestok, hvis man kører i for dyre biler eller har for store spenderbukser på, eller dristiger sig til at lave et par mindre gode plader. Det vidste han om nogen, hans slåskampe med et vist formiddagsblad er legendariske.
Kim Larsen forstod dog at passe på sig selv, samtidig med at han passede sin business. Han forstod, at ligegyldig hvor folkelig hans musik end var, så var hans privatliv hans eget, og dermed et evigt mysterium for os andre, og gud ske tak og lov for det. Dermed bevarede han tilstrækkelig med personlig kapital, autenticitet og ikke mindst kredit hos sine fans til at kunne holde sig fri for de vilkår der byder nutidens, måske knap så heldige, talentfulde og langtidsholdbare ugebladsofre. Tiden er imidlertid også en anden og ingen kunstner kan idag styre slagets gang som man kunne i 80’erne.
Kort fortalt – Tak for alt
Dansk rockmusik er nu nået dertil, hvor vi ikke har været før. Vi skal tage afsked med gavflaben, Kimpansen eller nationalskjalden – kært barn har mange navne. Dermed er han desværre føjet til en lang række af nationalklenodier, vi må holde i live via deres dybe aftryk. Dér er vi heldigvis godt hjulpet i kraft af den enorme produktion manden var ansvarlig for. Heldigvis besad han en skabertrang, en stamina og en stædighed som en bryggerhest, så han blev ved med at indspille og drage på turné. Selv da han blev syg. Sådan var DET bare.
Kim Larsen sagde selv i forbindelse med Dirch Passers død, noget i stil med, at ‘det var et af de store træer i skoven der faldt der.
I samme skov er der nu en særdeles stor lysning – en trækrone mindre, hvor lyset kan skinne ned i et forhåbentligt spirende vækstlag. Fremtiden må vise om der skal et enkelt, to eller virkelig virkelige mange træer til, for at lukke hullet. Men pladsen er der i hvert fald – værsgo.
