Bookingkontoret på Royal Metal Fest arbejder hurtigere end redaktionen på Rockzeit! En notits om tilføjelsen af en gammel favorit og et nyt bekendtskab var kun lige på vej gennem tekstbehandlingen i januar før de gesjæftige århusianere spillede nye trumfer ud. Det bliver en voldsom weekend i Smilets By til april. Hør bare:
Allerede juleaften bestod programmet af:
- Asphyx(NL)
- Decline Of The I (FR)
- Implore (DE)
- Incantation (US)
- Rotten Sound (FI)
- Taake (NO)
- Tribulation (SE)
- URKRAFT (DK)
- Vomitory (SE)
- Xenoblight (DK)
Der er både nye bekendtskaber og gamle favoritter imellem, og på Rockzeit kan vi da ikke lægge skjul på, at især et gensyn med Høst og resten af Taake imødeses med høje forventninger. Ligesom Satyricon har Taake bragt black metal en tak op i showmanship, så koncerterne bliver seværdige og ikke blot apatisk headbanging og guitarfræs. Dem der så koncerten på Copenhell i 2014, ved hvad vi taler om.
Vi ser også frem til rådden død med Incantation. De amerikanske veteraner har indtil for et par år siden mest huseret i undergrunden, men er blevet trukket op af krypten og anerkendt for deres fuldstændig kompromisløse dødsmetal. Fuld blastbeat, growl fra helvede og hele paletten af nekrofili, satanisme og voldelig død venter os. “What’s not to like?” som de siger i den kreative klasse?
Og så er der jo Royal Metal Fests store scoop: Tribulation. Bandet har med ‘Children of the Night’ fra 2015 taget metalverden med storm, og sidste års ‘Down Below’ var på årslisterne både her og der. Undertegnede var dog ikke henført, da de i 2016 spillede op på Copenhell kl. 13 lørdag eftermiddag i strålende solskin og androgyn Dracula-maskerade. Devilutions døds-evangilist, Willumsen, bekendtgjorde ellers, at for ham var det festivallens hovednavn. Men det må medgives, at Tribulations gode melodier og særegne blanding af black, glam og symfonisk metal er i en liga for sig selv. Rockzeit vil være på pletten.
Og selv om der er tale om metal, så ser vi frem til at punke igennem til Asphyx, Implore og Rotten Sound og søle os til i mere liglugt med Vomitory og URKRAFT fra Svendborg. Fra Danmark stiller også Wacken Battle-vinderne, Xenoblight, op. Rygterne melder om forrygende liveshows i den moderne ende, som vi lover at følge fra sikker afstand, hvor bedagede reportere har deres plads.
Flere navne …
Men så lige efter Helligtrekongersaften forkyndte RMF, at en aftale med amerikanske Suffocation var kommet i hus. Det udløste jubelbrøl, og hvis du vil vide hvorfor, så kan du bare læse vores anmeldelse fra Copenhell I sommer. Suffocation er kongerne! De turnerer stadig med 2017s solide ‘… of the Dark Light’ i ryggen, og da Suffocation ikke just spytter nye plader ud, besøger de formentlig Århus med samme bagage.
I samme moment var hollandske God Dethroned blevet signet. Vi er her ovre i en blackened død og et band, hvis seneste udgivelse fra 2017 var sidste kapitel i en triologi om 1. verdenskrig. Et nyt bekendtskab og et interessant koncept her 100 år efter, som vi glæder os til at stifte bekendtskab med.
Og flere endnu ..
Og så kun en uge efter var den gal igen. Der var underskrift på aftalen med dem her:
Danske Impalers, der endnu engang skruer sig ned i de stramme jeans og basketballstøvler fra 80’erne og spiller thrash, der lyder som dengang. Det fede er, at Impalers er i stand til at få det til at se ud som og lyde som det skal, uden at det bliver en kopi eller en parodi, så vi glæder os til gensynet.
Mere død med Defeated Sanity (DE), der har gået i samme skole som Incantation og spiller med tammen helt oppe i lydbilledet og growlet langt nede I halsen.
En hel del klasser under dem har amerikanske Skinned til gengæld befundet sig. Godtnok spiller også de dødsmetal, men det er med et moderne snit. De har lige været på turné med Whitechapel, som de kan minde en del om, nu hvor Whitechapel har rystet den værste deathcore af sig.
RMF foregår I Århus, ik’å? Så skal man da også have et lokalt band på plakaten, og vinderen er World War 5. Tidligere medlemmer fra Illdisposed (der er jo også en del at tage af …), Barcode m.fl. som er stimlet sammen om at spille, hvad der lyder som partythrash – der er en smagsprøve her. En debutplade er efter sigende lagt i kanonen, så mon ikke den bliver fyret af til april?
Der er 75 dage til det brager løs, og der meldes endnu ikke om fuldt program fra festivalledelsen, så et par godter er der nok tilbage i posen. Rockzeit følger udviklingen …