Det britiske band Cradle of Filth har lavet et konceptalbum med alle ingredienser fra heksegryden, og blandet det sammen til et symfonisk og progressivt metalværk, der med magi og trolddom, og også med et gran humor, fører dig ind i en ond og hektisk verden som ikke skuffer i genren symphonic black metal. Dani Filth, alias Daniel LIoyd Davey, har med bandnavnet Cradle of Filth lagt op til, at man også trækker på smilebåndet. Bandets medlemmer er iklædt alskens dødsklæder, og i hvert hjørne af musikkonceptet, er der mørke mørke fortællinger i alle afskygninger.
Cradle of Filth består på nuværende tidspunkt af Dani Filth på vokal, bassisten Daniel Firth, harpist/sanger Lindsay Schoolcraft, trommeslageren Martin Skaroupa, og de to nyansatte guitarister Richard Shaw og Ashok. Det er næsten blevet et Brandt for Cradle Of Filth at udskifte musikere i album efter album, og der har siden bandets dannelse i 1991 været ca. 20 musikere medvirkende i denne Cradle.
Heksehammeren
”Hammer of The Witches” er bandets ellevte album. På dansk er titlen Heksehammeren, og er i europæisk historie kendt som Malleus Maleficarum skrevet i 1486 af en gejstlig katolik ved navn Heinrich Kramer. Blot 3 år efter udgivelse, blev bogen taget i brug af myndighederne rundt omkring i Europa som anvisning om hvordan hekse skulle afsløres, og hvordan de skulle straffes. Dani Filth står bag det ret gennemarbejdet tekstmateriale på albummet, som er lavet med inspiration af begivenhederne i forbindelse med den historiskes hekseforfølgelse;
“That dreadful book, the ‘Malleus Maleficarum’… it’s about the torture and persecution of witches and how to legally punish them. That was the church’s militant hammer against the witches.
Dani Filth
Virkeligheden er tit mere grusom end fantasien, og i black metal-verdenen er denne historie en oplagt kilde til at brygge videre på, og komponere et drivende ondt konceptalbum. Dog er noget lignende lavet i 1988 af det hollandske death metal band Pestilence, som lavede et konceptalbum som bar den latinske titel på bogen; Malleus Maleficarum (i øvrigt et glimrende old school thrash-album). Men derfor er der ikke noget i vejen for, at man prøver kræfter med en ny omgang heksehammerbryg med nutidige metaltoner.
Pestilence´ album er også fundamentalt anderledes, da det er rent thrash, og ikke i nærheden så narrativ som ”Hammer Of The Witches”. Og da det er svært at høre hvad der bliver sunget hos Pestilence, kunne deres album handle om hvad som helst, uden det ville betyde det helt store i forhold til musikkens udtryk. Den nutidige metal er mere avanceret, og Cradle of Filth gør meget ud af at afspejle horror-historien med musikalske virkemidler så det hele går op i en højere enhed.
Let it begin
Den sammenhængende historie om hekselivet der bliver forpurret af inkvisitionen, fortælles gennem 11 detaljerige numre. I bedste 80´er-stil åbnes der i Walpurgurgis Eve en stemningsfuld symfonisk heksesabbat med diverse keyboard-orkesterklanger. En blanding af Folk og teatralsk filmmusik ildner op, og den grusomme stemning er lagt.
Efter dette halvanden minuts intro, næsten som påbudt i black metal genren, eksploderer lydbilledet i hovedet på lytteren, og med kraft og retning sendes vi ud i et heftigt Black/Thrash-uvejr i Yours Immortally som starter med maskingeværstrommer, aggressivt guitar-riff tilsat en keltisk melodi fra keyboardet. Med en god blanding af lidt af de gamle trash-bands, kører nummeret i højt tempo med masser af formled af forskellige karakter. De tonale skift i guitar-riffsene og den lyse hæse growl, har en god reminiscens af hæsblæsende passager hos bands som Kreator. Men vokalen byder også på svedige klangdybder i stemmen som vi husker fra David Wayne i Metal Church i 80´erne, blandet med en bitter hadsk stemme a la forsangeren Quorthon (Ace Thomas Forsberg) fra det svenske black/viking metal-band Bathory.
Det 3. nummer Enshrined In Crematoria starter langsomt og tungt, men springer hurtigt til en mere heftig thrashrytme. Der sker en del i nummeret, og de mange formled holdes godt i snor så man kan huske nummerets opbygning. Dani Filth synger med forskellige sangteknikker, og det er med til at gøre afsnittene genkendelige. Stort set hele nummeret hopper frem og tilbage mellem tunge headbangerrytmer, hurtige rytmer og meget hurtige rytmer! hvilket giver en god energi. En fremragende virtuos guitarsolo kører insisterende henover en speedrytme, og munder ud i en growl-slutning med stemningsfulde synth-korstemmer i bedste King Diamond-stil.
I det 4. nummer Deflowering The Maidenhead, Displeasuring The Goddess, fejler opfindsomheden heller ikke noget. Med lidt mere Metal Church-inspiration veksler nummeret gnidningsfrit mellem genrer som power metal, almindeligt heavy metal, thrash metal og symphonic metal…og det slutter egentligt i Dream Theater-stil…tja. Der er lidt for hver en smag.
Det 5. nummer Blackest Magick In Practice har et simpelt og narrativt main riff, som kommer ind i mellem de hurtige indslag, og lægger en ro (en black metal-ro!) over nummeret.
I forhold til vekslen mellem forskellige rytmer, ligner de fleste numre på albummet hinanden, men med små pauser med instrumentalt stemningsmusik, får lytteren en pause for de hæsblæsende tordenrytmer. Også med lydeffekter som violinstemmer, korstemmer, klokker, kvindevokal, sørges der for at man kan kende forskel på de 11 numre, f.eks. et traditionelt semiakkustisk guitarintro a la Candlemass i nummeret The Vampyre At My Side, er også med til at gøre lytteren orienteret i albummets forløb. Melodiske højdepunkter er også med til at danne struktur på albummet. Dette høres eksempelvis i Right Wing Of The Garden Triptych, som egentlig minder om Finally Free på Dream Theaters konceptalbum Metroplis Part II, Scenes From A Memory.
Hammer Of The Witches afsluttes med manér, og man fornemmer også at det sidste nummer før outroen, Onward Christian Soldiers, får en ekstra én på hatten i form af insisterende storslåede guirtar-riffs, dobbeltpedalræs og psykopatisk growl til den store guldmedalje. Nummeret ebber ud i kodaen Blooding The Hounds Of Hell, som efter en flot orgelpassage i bedste King Diamond-stil, ender i en fint orkesteret og stemningsfuld afslutning.
Tekst
Dani Filth har en god og mørk tone i sin sammensætninger af ord, og der er masse af substans i spillet mellem ekspressive ordvalg og de faktuelle begreber i den sorte magis verden, f.eks. her i nummeret Yours Immortally, hvor en forsamling tilbeder Tjernobog, ondskabens gud.
Bedight, this pre-aestival
Festival drew darkly near
And our delight at its festival
Was a roar to rival loosed Fenrir
Let the Hellish celebrations begin
Ragnarok is rolling, magma abrim
The blackest mass the Brocken has ever seen
Invoking Loki, smoking the red weed
We listen to the Glorification
Of Chernobog in a fog of elation
Denial is the vilest form of blasphemy
Blasfemiske festivaler, sorte sabbatter, magi og trolddom og andre sjove ting, bliver dog hurtigt forpurret da en heksekvinde bliver opsøgt af inkvisitionens lange arm i titelnummeret “Hammer Of The Witcthes”:
Death is tensing to explode
Inquisitioners sought her
Scenting the bent in her veins
Stripped and readied for torture
Enslaved to shame
The fist of humanity taught her
Scissors and spiked tourniquet
Dionysian daughter
Pressed to confess from the pain
Vurdering
Cradle of Filth er updateret i genren symphonic balck metal med god styr på alskens virkemidler, og at lytte til ”Hammer Of The Witches”, er som at se en horrorfilm uden billeder. Det progressive aspekt er også noget der spiller ind i bandets stil. Der er mange skift og detaljer i det store hele, og med numrenes længder på mellem 5 og 7 minutter, kan de nå at fyre en del idéer af.
Der er nogle fine overraskelser i akkordskiftene, men man kan ikke sige at det ligefrem er eksperimenterende i det tonale. Der bliver vekslet spontant mellem dur og mol, men ellers fortsætter det derud af med velkendte skalaer, og simple akkordbrydninger.
”Hammer Of The Witches” er et insisterende metalværk, og er på mange måder appellerende til både fans af black metal og progressiv metal. Der er et fint koncept bag musikken, og bandet har arbejdet med stor indlevelse i genren. Cradle of Filth har efterhånden et etableret koncept, og med de nye kræfter i bandet, søger de stadig nye udfordringer;
“Not only are the musicians who’ve recently joined the band fans of the band as well, but we really sat down and listened to what the fans wanted and expected from a new album,”
Dani Filth
Filth?
Produktionen på albummet er fremragende, og der er styr på nivelleringen af alle instrumenter, så de hver især træder godt frem, samtidigt med at de får en god fælles klang. Med de ørefaldende melodier og graden af detaljer, er genren meget ovre i den progressive metal, og med den gode og lidt pæne produktion, kan man ikke sige at der ret meget ”Filth” over konceptet. Dette skyldes selvfølgelig at black metal er blevet mere kommerciel, og der derved skal være en helt defineret lyd som kan forstås af det store publikum.
Virtuositet
Fokus på virtuositet og brilliance i musikken tager lidt af ondskaben, og det bliver aldrig helt mørkt og væmmeligt som man kan opleve hos nutidige black metal bands som f.eks. Triptykon. Her opereres der med få toner, næsten minimalistisk tænkt, og det giver rum for overtonespektre i lydbilledet, som giver knas og sprødhed i klangen som helhed.
Trods den lidt for pæne produktion, er ”Hammer Of The Witches” et meget vellykket udspil som varmt kan anbefales til metal fans der vil have det hele med på ét album.
Fire stjerner ud af seks har de fortjent for dette vellykket album.
Tracklist
- Walpurgis Eve
- Yours Immortally
- Enshrined In Crematoria
- Deflowering The Maidenhead, Displeasuring The Goddess
- Blackest Magick In Practice
- The Monstrous Sabbat (Summoning The Coven)
- Hammer Of The Witches
- Right Wing Of The Garden Triptych
- The Vampyre At My Side
- Onward Christian Soldiers
- Blooding The Hounds Of Hell
(I alt 56 min.)
Links:
Cradle of Filth: Yours Immortally
https://www.youtube.com/watch?v=dXwKUFv0qa0
Pestilence: malleus maleficarum
Triptykon:Melana Chasmata
Skriv et svar