Hvad er en Fjelding for noget? Det er såmænd bare efternavnet på guitarist og sangskriver Mikkel, som startede dette melodiske heavy-rockband i 2012. For fire år siden udgav bandet debuten ”Straight From The Shadows”, og nu er det blevet tid til andet album ”Into The Light”, som inkluderer vennerne Johan Olsen og Niklas Schneiderman fra Magtens Korridor og som er produceret af Nicklas Sonne fra bandet Defecto.
All the Way
Et enkelt basanslag er optakt til første nummer ”All the Way”, som hurtigt præsenterer et superfedt mellemtempo heavyrock-riff, som sørger for at man bliver på kanalen. Mikkel Fjeldings spinkle men skarpe vokal kommer hurtigt på, og man har allerede en fornemmelse af hvor nummeret vil hen. Der er god blanding af dur og mol akkorder i akkompagnementet, og det giver både humør og melankoli i melodilinjerne. Solosektionen har en del heavy i sig med en masse fede tonemotiver som bliver bendet på den helt rigtige måde, og selvom det er en god omgang vildbassespade, har musikken stadigvæk en hvis ro over sig.
Lidt mere fart på…
Det gennemsigtige og tempo-raske “Take a Stand” afslører hvor god lyd der er i trommerne, og Jacob Vikkelsø er super tight og har fremdrift så det batter. Et typisk signal-agtigt totonigt rockriff starter nummeret op med lidt Guns n’ roses-udtryk, med stemmer der i baggrunden råber take a stand now og attituderocken er sat i gang.
Omkvædet er lidt tyndt i stoffet rent melodimæssigt, men Johan Olsen synger lead her med Mikkel Fjelding som andenstemme og der kommer lidt mere kant i vokalen. Der sluttes af med applauderende og tilfredse stemmer som lige anerkender sangen inden de fades ud.
Gode fiffs og fede riffs
”Weak and Strong” er fjerde nummer. Det starter med et liftet riff med et tamslag som optakt…holy shit, NEJ, det er sgu ét-slaget, som er placeret dér hvor der normalt netop ikke er et slag i et liftet riff…det er eddermaneme frækt lavet, og dette riff bruges til at holde nummeret sammen som en god stærk kontaktlim. Titlen er god, da det veksler mellem bløde udtryk og massive rockklodser…og en guitarsolo der har liidt flere toner end i normal rock…næsten tættere på moderne prog metal. Nummeret har en sygt stærk baslinje i bunden, og det er værd at høre kun på grund af basspillet fra Marko Petrovski. Detaljerne i ”Weak and Strong” er bedre end nummeret selv, hvis man kan sige det sådan, for tonesammensætning, akkordstrukturer og form er ikke sååå spændende.
Sjæler
Sådan én skal der selvfølgelig også være med og det lykkes temmelig godt. Sjette nummer ”Strangers” er et helt fint nummer i genren, og alle balladehåndbogens tricks bliver brugt og den ret gode lydproduktion kommer til orde her må man sige.
”Leave You There” er næsten en hyldest til Tim Christensen i den måde versets melodilinjer er formet på. Dog er omkvædet lidt mere over i soft heavy rocken og soloen er også en god omgang hæævi!
Vi får en fin finale med ellevte nummer ”Lost and Found”, som er langsomt og roligt med god tekst og gode akkordstrukturer som giver et fint signal om at pladen er ved at slutte. Lydproduktionen passer også fint til dét nummeret skal levere.
Flawless
Fjeldings andet udspil har en masse at byde på. Det er ganske gennemarbejdet det hele og rent musikalsk sidder hver tone og hvert beat lige præcis hvor de skal være. Lyden er varm og behagelig og det hele kører gnidningsfrit. Der er et par overraskelser hist og her og man får også en del solopassager, der sørger for at man bliver peppet op i sindet, inden vers og omkvæd kommer igen før afslutningen af et nummer.
Moderne lydteknik kan frembringe det klareste og mest fejlfrie lydbillede, og dette kan være et benspænd når der skal laves rock, for man forelsker sig hurtigt i de ørevenlige klange der kan trylles frem i computeren. Godt skal det jo lyde, men det mangler noget kant på pladen, nu når der endda bliver flirtet med heavy metal i kompositionerne.
Der er gjort mere ud af lydproduktionen end selve kompositionen, for der mangler noget originalitet og noget drama i opbygning af sangene, og den rene lyd oven i, gør det hele lidt poleret og ufarligt. Mikkel Fjeldings vokal er meget ren og pæn og den bliver for spinkel i dens næsten nasale lyd og det bliver monotont at høre på, især når der er 11 numre på pladen.
Sangskrivningen er jævnt god, men man føler at man har hørt det hele før, og det kommer til at føles som noget der mest fungerer som bil-stereo-anlæg-rock…men til gengæld en solid omgang cruising music! Albummet er professionelt skåret som en glasklar skulptur, men der kunne godt have været lidt flere overfladeridser som kunne give os lidt mere roughness.
Jeg ender på 3,5 stjerner til ”Into The Light”.
Summary
Artist: Fjelding
Album: Into The Light
Release: 26. april 2019
Trackliste:
1. All the Way
2. Take a Stand
3. In the Light
4. Weak and Strong
5. I Need It
6. Strangers
7. I’ll Find My Way
8. Leave You There
9. Turn
10. Rambled
11. Lost and Found
Medvirkende:
Mikkel Fjelding – Sang og guitar
Christian Panum – Guitar
Jacob Vikkelsø – Trommer
Marko Petrovski – Bas
Johan Olsen – Sang og kor
Niklas Schneiderman – Kor
Fredrik von Renteln – Kor
Nicklas Sonne – Kor og guitar
Musik og tekst: Mikkel Fjelding og Christian Panum
Produceret af Nicklas Sonne