Steve Hackett vendte tilbage til Amager Bio

Som traditionen byder, rykker RockZeit trofast ud, når Steve Hackett pakker progrock-kufferten og kommer forbi Danmark med sine formidable musikere. Vi var på pletten torsdag i Amager Bio, hvor Mr. Hackett og band diskede op med ikke mindre end hele Genesis´ klassiske album ”Selling England by the Pound” fra 1973 og samtidig udvalgte numre fra det 40 års jubilæums-ramte soloalbum ”Spectral Mornings”.

”Selling England by the Pound” blev i gamle dage skabt og udført af Phil Collins, Mike Rutherford, Peter Gabriel, Tony Banks og Steve Hackett. Musikerkvaliteten er ikke formindsket i dag med de rekvirerede musikere til den nutidig opførelse af værket, for Hackett tiltrækker helt naturligt de bedste af de bedste, og det kunne man godt fornemme lige fra starten af torsdag aftens koncerten på Amager.

Fornem opvarmning…

…ikke fordi at der var noget opvarmningsband, men man kunne sige, at sæt 1 var opvarmning til det store opus som var placeret i sæt 2, og som vi kender Hackett bedst, er det jo noget af en gavebod af numre der kan tages frem af skattekisten.

Sæt 1

Selvom ”Every Day” ikke på nogen måde er det bedste nummer i verden, er det et fint nummer, og det var meget fedt at starte en koncert med, da det har et friskt tempo og god energi, og en rytme som allerede skal være oppe i skyerne af gnistrende musikalitet, før nummeret lyder godt. Den lange, lange instrumentalslutning fik varmet bandet mere og mere op, og hver og én i bandet fik igen vist, hvor højt niveau de er på.

De virtuose venner havde ørerne ude og lyttede meget til hinanden, mens de også passede deres egen butik med stor træfsikkerhed. Allerede i andet nummer ”Under the Eye of the Sun” kunne man høre at de utroligt nok svingede endnu bedre end i startnummeret, og man var sikker på, at det var en koncert der havde svært ved at fejle, og publikum var også allerede i ekstase. De tostemmige passager i nummeret blev sunget knivskarpt af Hackett og Nad Sylvan, og hovedet-riffet med de væltende vendte rytmer satte fyr og flamme på scenen.

Også numre fra det nyeste soloalbum ”The Edge of Light” blev udført til UG, og “Fallen Walls and Pedestals”  gik over i “Beasts in Our Time”, hvor vi fik masser af orientalske synth-stryger-melodier fra keyboardmesteren Roger King.

Fra det 40 år gamle album ”Spectral Mornings” fik vi ”The Virgin and the Gypsy”, ”The Red Flower Of Tachai Blooms Everywhere”, ”Tigermoth”, ”Clocks (The Angels of Mons)” og titelnummeret, som alle blev perfekt eksekveret med moderne slagkraftighed, og moderne lyd. ”The Virgin and the Gypsy” var aftenens ”kornummer”, med orientalsk klingene instrumentation og ingen trommer. Til gengæld gik trommeslager Graig Blundell ud på scenen med et enkelt perkussion instrument, og var en del af det skarpe og smukke kor sammen med saxofonist Rob Townsend, Hackett og bassist Jason Reingold.

Efter sæt 1, var der 20 minutters pause før der blev solgt ud af England.

Selling England by the Pound

I andet sæt gik vi endnu længere tilbage i tiden, for det klassiske Genesis-album er fra 1973. Mesterværket kom hurtigt til live på scenen med Nad Sylvan som var en glimrende Peter Gabriel-substitution. Med sort tøj og sort høj hat, levede han sig ind i musikken med scene-teatralskhed og knivskarp stemme.

Det er i høj grad et værk, hvor alle musikere får lov til at udfolde sig på den fedeste musikalske måde, og her tænker jeg med det samme på tredje nummer ”Fifth of Firth”, som i min verden er noget af det bedste i progressiv rock. Klaverforspillet er i sig selv èn af det bedste passager i musikhistorien, og Roger Kings udførsel af forspillet var helt vanvittigt fedt, og materialet sad fuldstændigt på rygraden.

Nummerets flotte fløjtemelodi gik rent igennem fra multiinstrumentalisten Rob Townsend, som måske er ham der har mest travlt på denne tour. Også Jonas Reingold var sublim med sin basstemme, og også til tider rytmeguitar, som han tog på sin double neck bass/guitar. Reingold havde ingen hæsblæsende virtuose indslag som eksempelvis trommeslageren Graig Blundell, for han lod andre tage de mange anslag, mens han tog relativ få toner, hvor han kunne nå at lave vibrato på. Han var formidabel, og han er én af de bedste bassister, jeg nogensinde har hørt live.

Sylvan fortolkede Peter Gabriels vokal glimrende på ”side 1” af albummet (og god fortolkning af Phil Collins, som på pladen sang lead i nummeret ”More Fool Me”), men Sylvan  blev endnu bedre på ”side 2”, for hans stemme blev tydeligere, og han levede sig endnu mere ind i universet. Han blev langsomt mere og mere frontfigur at se på, og det stod i ekstrem kontrast til hans spøgelsesagtige tilstedeværelse i første sæt.

Der var endda ekstranumre

Efter to lange sæt, var der mere i vente. Vi fik blandt andet det fantastiske ”Dance on a Volcano” som i min verden er mindst lige så godt som materiale fra ”Selling..”. Det var heller ikke nok med dét, for Hackett & Co. gik ud og kom ind anden gang og lavede jam over Hackettt og Genesis-numre, hvor motiver fra ”Dance on a Volcano” poppede op mellem passagerne. Så var det også slut, og publikum havde godt nok fået noget for pengene!

Vaskeægte musikere

Det er ikke hvem helst som kan diske op med progressiv rock af denne kvalitet, og dertil udføre musikken med musikalitet af denne kaliber. Alle numrene var selvfølgelig ikke lige gode, men de ligger over middel alle sammen i kompositorisk originalitet, og variationen i udtryk i løbet af én koncert, er ubeskrivelig stor. Og alt dette blev slynget ud med næsten perfekt lyd fra Amager Bio´s svedige anlæg.

Musikken er så avanceret at man kan mærke, selv på disse musikere, at de skal koncentrere sig for at få det til at virke optimalt. Fejlprocenten var usandsynlig lille, men der var da små skævheder. Man kunne godt høre på Hackett, at han ikke er moderne virtuos, og nogle gang var de hurtige guitarløb ikke helt smidige, som om han i et splitsekund lige havde lidt stive fingre. Første beat efter klaverintroet i ”Firth of Fifth” var ikke helt præcist ramt af alle musikerne, måske fordi der kun var lys på King før alle satte i gang, så de ikke kunne give hinanden et tydeligt nik før tutti-indsatsen. Nad Sylvan var lidt utydelig i første sæt, måske fordi han værnede om sin lyse skarpe stemme som ikke må blive alt for rockhæs. Han var mere overbevisende i andet sæt, hvor han også havde mere fysik med i rollen.

Det er småting, som samtidigt giver en fornemmelse af, at det er rigtige mennesker der står på scenen, som tager chancer og presser sig selv for at give folk den ægte varer, og det betyder ikke, at det gjorde noget ved oplevelsen, og det betyder heller ikke at denne formidable Hackett-koncert ikke skal have 5 stjerner fra RockZeit.